Noget om utroskab, selvmodsigelser, tillid og kærlighed

utro
Forleden var der en læser ved navn Simone, der kommenterede til et indlæg, jeg havde skrevet, at hun stod i den situation, at hun netop havde opdaget, at hendes kæreste igennem tre år har været hende utro – med hendes bedste veninde. Folk omkring dem – deres venner – havde kendt til det, men ingen har fortalt hende det. Hun spurgte i kommentaren mig, hvad jeg tænker om begrebet utroskab og håber, jeg har noget at sige, som kan få hende til at se lysere på det. Hende har jeg tænkt meget på, siden jeg læste den kommentar.
Jeg har det ærligt talt meget svært med utroskab. Jeg synes, det er noget rod.
At man er kærester med et andet menneske, er noget, der er stadfæstet ud fra en talehandling. Det er ikke noget, der eksisterer i den fysiske verden, som man kan tage og føle på, det er en aftale, der kun eksisterer gennem et gensidigt løfte. Og i det løfte indgår det som regel, at man eksklusivt går i seng med hinanden og ikke andre.
Hvis den ene part så bryder det løfte, så ophører aftalen jo egentlig med at eksistere. Faktisk er man efter min mening ikke længere rigtigt kærester. Og når dertil kommer, at det skete når ud til vennekredsen, så det bliver noget, folk går og taler om, uden at man selv får noget at vide, er det direkte tarveligt.
Jon er ikke den første mand, jeg har kysset – let’s be honest. Og da vi blev enige med hinanden om, at vi gerne ville være kærester, fortalte jeg ham om alle dem, jeg har været sammen med tidligere i mit liv, som han kender (Det er en lille by …).
Det gjorde jeg ud af respekt for ham. Jeg vil ikke have, at han en dag sidder til en middag, en fest eller står i et omklædningsrum efter en fodboldkamp sammen med en anden mand, der ved noget om hans kæreste, som han ikke selv ved. På den her måde har han the upper hand og kan med rank ryg sige “Det vidste jeg da godt”, hvis nogen skulle være så tarvelig at berette for ham om de første mænd på månen.
For mig at se er tillid noget af det aller-aller-vigtigste i et forhold, og når den er brudt, kan det være enormt svært at komme videre, kunne jeg forestille mig.
Jeg har ikke selv oplevet at være i et forhold med en, som var mig utro (så vidt, jeg ved, i hvert fald). Og jeg har altid sagt til mine kærester (de få, der nu har været), at de gerne må forlade mig, men de må altså ikke knalde udenom. Følelser kan man ikke styre – men man bestemmer sgu selv, om man knapper bukserne ned.
Når alt det er sagt, er intet jo sort eller hvidt.
Hvis man er i et forhold, man virkelig tror på, og nogen en dag putter syre i ens drink, så man gør noget, man ellers aldrig ville have gjort og næste morgen med skræk indser, at man ligger i ske med en fremmed, skal man holde sin kæft med det.
Hvis man virkelig, virkelig fortryder sin handling og ved, at det aldrig vil gentage sig, skal man bære den byrde alene. At fortælle det til sin  kæreste – blot for at lette samvittigheden – er ikke fair, for så skal hun eller han bære byrden i stedet for.
Vi lever i en verden fuld af sex, fristelser, muligheder og tilbud. I “gamle dage” havde man ét job hele livet og gik op af de samme mennesker dag efter dag. I vor tid arbejder man sjældent det samme sted i mere end maksimalt fire år af gangen, og vi møder nye, spændende mennesker konstant Jeg kan godt forstå, at nogle fristes over evne.
Men det handler sgu ikke altid om at være lykkelig i nuet. Om at gøre det, man har lyst til og give efter for det, maven siger til én. Det er lidt en misforståelse i vores generation, synes jeg. At vi skal realisere os selv og leve for vort eget velbehag.
Nogle gange handler det om fremtiden, om ønsker, relationer og at investere i andre mennesker og ting og sager, som man tror på.
– Og det gør sig selvfølgelig også gældende, hvis ens kæreste har været en utro.
Jeg havde engang en veninde, som var (og stadig er) gift med en dejlig mand, og sammen har de en datter. Min veninde sagde, at hvis hendes mand var hende utro, ville hun tilgive det. De havde for meget sammen til, at det skulle smides på gulvet, fordi han havde dummet sig en enkelt nat. Og det forstår jeg sådan set godt. Og jeg er egentlig enig! Hun sagde det, mens han sad i stuen, og han grinede og talte om “fripas”, men jeg tror faktisk, at den form for sammenhørighed og dedikation også fordrer en stor respekt for den anden part. De er i hvert fald stadig sammen nu efter 10 år, og jeg er ret sikker på, at ingen har knaldet udenom. But who knows.
Jeg sidder som altid absolut ikke med de vises sten.
Jeg har kun mine egne, subjektive holdninger, som er dannet ud fra mine egne erfaringer og oplevelser, og det er slet, slet ikke sikkert, at nogen kan bruge dem til det mindste. Men jeg blev bedt om min holdning, og her er den. Jeg er bange for, at den ikke er helt, som du havde håbet, søde Simone. Jeg ønsker dig det allerbedste, og jeg håber, du har nogen, du kan tale med om det her, som kender dig meget bedre end jeg. Og så håber jeg, at det gode humør snart overtager igen. <3
I, der læser med, er hjerteligt velkomne til at komme med jeres meninger om emnet i kommentarfeltet herunder. Måske I kan gøre Simone i bedre humør. 🙂

(Visited 201 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg har altid synes det var svært med det der utroskab.
    Da jeg mødte den dreng som nu er min mand, sagde jeg at hvis han nogensiden stak snablen ind andre steder, så kunne han godt vinke farvel til vores forhold. Jeg kunne simpelthen ikke forstå at nogle kunne tilgive utroskab.
    Nu ser virkeligheden anderledes ud. Nu har vi et barn, et mere på vej og 11 års historie sammen. Hvis han var utro i dag, ville jeg blive fuldstændig knust og ødelagt, MEN jeg er ikke sikker på at jeg bare vil tage kufferten og barnet under armen og så gå. Jeg synes ikke det er så simpelt længere og at vi skylder os sig og ikke mindst vores børn at prøve at få det til at gå alligevel.
    Simone, mærk efter. Elsker du ham stadig? Kan du tilgive ham? Er han ked af at han har gjort det? Eller er han ked af at han blev opdaget?
    Stort kram til dig <3

    • Jeg er fuldstændig enig med dig! Jeg sagde selv det samme til min kæreste, da vi blev kærester, fordi min far var min mor utro med en anden kvinde flere gange, og dét var medvirkende til at de blev skilt. Set i bakspejlet søgte han jo nok nye græsgange fordi de car på vej mod en skilsmisse men anyhow.
      Jeg ville nok også have sagt farvel og tak til min kæreste, hvis han havde bollet udenom for 2-3 år siden eller før det. I dag har vi hus, hund, realkreditlån og ikke mindst VORES datter. Vi skylder om ikke det andet, så i hvert fald hende, at vi løser vores problemer og kommer videre.
      I øvrigt er det et rigtig godt indlæg, MM, og jeg synes at du rammer hovedet på sømmet (igen).

  • Hvor er det frygteligt for Simone. At så mange i en vennekreds vælger at holde det hemmeligt forstår jeg simpelthen ikke.. Jeg har selv prøvet det, min kæreste igennem to år – “kom til” at kysse med en anden, han gik heldigvis ikke i seng med hende. Men det gjorde stadig ondt, for aftalen var, som du selv skriver, at vi kun skulle kysse på hinanden. Jeg synes altid man fortjener at få det at vide, det skal aldrig holdes hemmeligt. Man skal selv have chancen for at træffe beslutningen om man vil blive eller gå. Jeg valgte at blive, fordi min kæreste var ærlig over for mig og fordi han angrede dybt. I dag har vi det bedre end nogensinde før. Man kan aldrig forudsige hvad man vil føle, før man prøver det selv. Jeg håber du mærker efter Simone, og du havde fortjent at få det af vide med det samme. Alt det bedste til dig.

    • Hej Sofie!
      Jeg har haft præcis samme oplevelse som du beskriver. Når sådan noget sker bliver begge parter nød til grundigt at overveje om de vil forholdet eller ej, og jeg tror på at blive sammen sagtens kan være den rigtige beslutning og skabe grund for et langt stærkere og måske også mere ærligt forhold. Nogen gange skal man miste (eller næsten miste) det man har før man indser hvad det betyder for en. Det sværeste var i virkeligheden at forsvare beslutningen over for andre og undgå at føle sig dum eller snydt. Vi er ikke længere sammen grundet helt andre ting, men jeg er helt overbevist om at det var den rigtige beslutning at blive dengang. Kæmpe kram til Simone også! Hvad der er den rigtige beslutning ved du kun selv, men jeg tror på at du nok skal blive glad igen uanset!

  • Kære Simone
    Utroskab er hårdt, det er tarveligt og det gør så forbandet ondt.
    Som MM skriver er det en aftale der bliver brudt og tilliden forsvinder.
    Jeg tror at man kan tilgive utroskab og er han den rigtige så mener jeg ikke at han skal dømmes ud fra en enkelt handling.
    MEN du skal virkelig passe på dig selv.
    Det betyder at du skal være ærlig overfor dig selv og det er rigtig hårdt i den situation du står i.
    Tror du at han kunne finde på at gøre det igen? Hvis ja så skynd dig væk. At leve i et forhold med mistillid og frygt er værre end selve utroskaben- den kan gøre dig syg og ulykkelig.
    Han skal kun tilgives hvis han virkelig angre og aldrig vil gøre det igen. Er han parat til at gøre alt for at jeres forhold kan fungere igen? For hvís det skal det vil det kræve uanede mængder af energi fra jer begge to.
    Han skal være villig til at gøre alt for at bekræfte dig og være åben omkring alting, så tilliden kan blive bygget op igen. og du skal være i stand til at kunne give slip og på sigt stole fuldt ud på ham ellers bliver det aldrig godt.
    Men det kan lykkes at komme over det og igennem det og faktisk blive tættere end før. men det kræver en stor kærlighed til hinanden.
    Så kig dig selv i øjnene og vær ærlig overfor dig selv.
    Tror du på ham?
    Kan du give slip på det og tilgive?
    Hvis ikke så kom videre, der findes heldigvis mange dejlige mænd derude <3

  • En ting er utroskab som i en enkelt fejl.
    Jeg er enig i at alle kan fucke up.
    Men en fejl er EN fejl.
    Gør han det igen er det et karakter brist!
    Jeg ved ikke hvad hele situationen her om det er en gang eller flere gange, men jeg synes det gør en forskel.
    Jeg synes også at det gør en forskel om han selv har indrømmet det eller om en anden måtte fortælle det.
    Jeg ved godt at det er hårdt, men hvis han har gået og gjort det her bag din ryg i længere tid, løjet om det og tilmed med din veninde så UD med ham.
    Hvis han ikke er oprigtig ked af det og har lyst til at ændre sit liv og redde jeres så kom videre- du kan ikke gøre det for ham…og at gå og bekymre dig vil gøre dig sindssyg.
    Simone- tænk dig ihvertfald godt om!
    Håber du holder hovedet højt, for INGEN har fortjent utroskab.

  • Jeg synes faktisk du har ret i at, hvis man skulle falde i, at man må bære byrden alene – og jeg er også enig med din veninde. Men som du siger. Det er meget subjektivt.
    Men åh hvor jeg føler med Simone. Én ting er at hendes bedste veninde og kæresten kunne gøre det mod hende så længe. Men ingen af de andre venner gjorde noget. Jeg ville føle mig så forrådt. Jeg ville tale med dem om det – hvorfor ingen sagde noget. Tænker det kun er på den måde man kan undgå en bitterhed over det.

  • Er det mig der læser det forkert, eller mener du at hvis han/hun har været utro en gang, og virkelig fortrudt det, så behøver den at den anden partner ikke skal have det at vide?
    For hvis ja, så må jeg erkende at jeg er dybt uenig. 🙂

    • Enig! Jeg ville først føle mig forrådt ved ikke at få det afvide. Det værste ville netop være, at partneren, efter at have dummet sig, ikke fortalte det.
      At partneren åbner op og erkender/indrømmer sin fejl, må da netop være det eneste smuthul for tilgivelse… I hvertfald i min optik..

      • Men du ville jo ikke vide det, så du kunne jo ikke føle dig forrådt ☺️ eller såret, trådt på, bedraget… You get the point

  • Er det mig der læser det forkert, eller mener du at hvis han/hun har været utro en gang, og virkelig fortrudt det, så behøver den anden partner ikke at få noget at vide?
    For hvis ja, så må jeg erkende at jeg er dybt uenig. 🙂

  • Jeg er enig med fru lange i dette her også, man bør holde munden lukket samt bære byrden alene.
    Syntes godt nok det er skrækkeligt for dig Simone, lyder som så frygtelig en oplevelse. Utroskab kan være mange tinge, som at dumme sig i forskellige grader (til en flirt der bliver for gramsende, til kys – til ren rå sex – så til hvor der begynder at komme følelser og være måske nærmere en affære). Jeg kan ikke sige om det rigtige er at tilgive ham, jeg håber det er den ‘lettere’ grad, at de har dummet sig begge to og at alle har ville passe på dig ved ikke at fortælle det til dig.
    Jeg kan ikke give det rigtige råd, for jeg ved ikke hvad det er – men følg mavefornemmelsen og giv dig selv lov til at være ked af det og vred.

  • Jeg er meget enig med dig og din veninde. Det er nemlig ikke så sort/hvidt, og i et forhold deler man nogle gange for meget til, at lade et enkelt tilfælde af utilregnelighed ødelægge det. Selvfølgelig er utroskab i orden, og der er ikke tale om et fripas, men skulle det nu ske, og man fortryder inderligt, så har man ved Gud at bære byrden alene. Det er decideret fejt at dele det med sin kæreste blot for at lette byrden på egne skuldre. Jeg ville i hvert fald foretrække ikke at vide noget, hvis det var mig!
    Jeg var ikke stor fan af filmen “Elsker dig for evigt”, netop fordi utroskab fyldte så meget i den, men der er alligevel én scene, som har sat sig fast i mit hoved. Mads Mikkelsen fortæller sin kone (Paprika Steen) at han er hende utro, og mens hun græder siger hun noget i retning af “Når du er færdig med det her, er du så ikke sød at komme hjem igen, ellers er der rigtig mange, der bliver rigtig kede af det”. Det er sgu storsindet og i virkeligheden en stor kærlighedserklæring.

  • Hej Simone :blush:
    Hold da op en vild historie! Jeg forstår og kan helt sikkert nikke genkendende til idéen om, at når man når til et bestemt punkt i sit parforhold, skal man skal gøre alt i verden for at få det til at fungere, utroskab til trods.
    Da jeg så læste din historie, fik jeg en kæmpe knude i maven, og jeg følte så meget med dig.
    Utroskaben er i mine øjne absolut ikke det værste her, det er den måde hvorpå du er blevet ført bag lyset.
    Jeg kender hverken dine venner eller din kæreste og derfor heller ikke deres personlighedstræk, men hvis jeg stod i dine sokker, ville jeg nok lige overveje, hvem der står bag det kæmpe spind af løgne og bedrag, som du er blevet udsat for?
    Såfremt din kæreste har bedt hele jeres fælles vennekreds om at føre dig bag lyset, ville jeg tage det som et tegn på en langt dårligere moral, end hvad utroskaben i min verden er tegn på.
    De kærligste tanker herfra…
    Og husk at det bliver bedre :grinning:

  • Det er, som du siger MM, et forholdsvist tungt emne at tage op på bloggen, men det er bestemt ikke irrelevant.
    Min søster havde for nogle år siden en kæreste. De mødte hinanden på en højskole, og var dermed sammen konstant i den første tid. Efter opholdet flyttede hun tilbage til Nordjylland og han tilbage til Prag. De holdt i et års tid gang i forholdet, men en gang hun var på besøg hos ham, fik de snakket ud om hvordan de syntes det gik. Her afslørede han så at han havde fået en del tilbud om casual sex fra piger i sin omgangskreds. Han bad derefter om min søsters tilladelse til at “stille sin sult” når de var væk fra hinanden. Min søster var overraskende cool omkring konceptet og svarede at hun ikke ville vide noget om hvem, hvor og hvor ofte, og krævede hans fulde opnærksomhed når de var sammen.

  • Jeg var engang Simone. Fuldstændig samme situation. Kæreste er sammen med bedste veninde og alle andre venner omkring en, ved det hele… Første gang han ‘kom til’ at være sammen med hende tilgav jeg ham, det gjorde jeg da vidst også anden gang. Men sidste og tredje gang (af hvad jeg vidste på det tidspunkt) blev det nok, og jeg valgte at slå op med ham, selvom jeg var pisse ulykkelig. Idag er jeg virkelig glad for min beslutning, især fordi det viste sig, at han havde levet dobbelt liv og faktisk været sammen med hende her min bedste veninde i et halvt år, når jeg ikke kunne… Jeg kunne på en eller anden måde vende min vrede til, at jeg i stedet kom hurtigt over ham. Men har i mange år kæmpet med, at stole 100% på nye kærester. Idag, 9 år senere, er jeg heldigvis helt ovre det, og kan kun ryste på hovedet af, at jeg dog tilgav ham de første gange. Men kan godt sætte mig ind i, at det er noget andet hvis man har børn og er gift, for så er det ikke kun et forhold man splitter op men en familie. Jeg ved ikke om det kan hjælpe Simone på nogen måde, men nu ved du i hvert fald at du ikke er den eneste – langt fra! Og du må aldrig beskylde dig selv for, at være dum eller blind. De er utrolig gode til at skjule sådan noget, de der utro kærester. Knus herfra.

  • Virkelig fint indlæg MM!
    Det er absolut intet sort eller hvidt ved utroskab.
    Jeg synes det er rigtig fint, at du valgte at fortælle Jon om, hvem du havde været sammen med og netop af samme grund synes jeg altid at man skal fortælle sandheden, hvis man har gjort noget dumt! Ingen fortjener at blive holdt bag lyset og ikke kende til sandheden, mens andre gør….. Man er i et forhold, så man er dermed også ærlige om alt. Ærlighed betyder så meget og gør at tilliden er til stede. Hvis først tilliden smuldre er det rigtigt svært at få forholdet tilbage.
    Jeg er opvokset med at mine forældre var utro i min barndom fra jeg var 9 til 15 år… De gjorde det begge to mod hinanden. Men det gik mest udover os børn, som var vidne til SÅ MEGET mistillid, vrede, skuffelse, skænderier osv. Jeg hadede at de var uvenner og ikke stolede på hinanden, så jeg var mellemmand mellem de to og gjorde alt jeg kunne for at de skulle være glade. Men noget har det ødelagt i mig. Beskyldninger, løgne, tænke pauser, uvidenhed og mistillid gør ondt. Da jeg blev 17 år blev de som nyforelskede og er stadig sammen. Jeg er nu 24 og jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil udsætte mig selv eller min familie for det svigt, utroskab er. Jeg vil ikke kunne leve med utroskab, som jeg har det nu. Men jeg ved ikke hvordan jeg ville have det, hvis det skete. Jeg ved bare det vil gøre rigtig ondt. Om det er kampen værd må være op til den enkelte.

  • Jeg er helt enig. Da vi var yngre, talte min veninde og jeg (mest hende) om, at hvis ens kæreste var utro, så var det bare ud af vagten, så kunne han glemme det hele osv. osv. osv. Men nu er situationen en anden.
    Vores dreng skulle ikke være skilsmissebarn, fordi far (eller mor) gjorde noget dumt, og den anden reagerede kategorisk. Der er for meget på spil nu. Men deri ligger også for mig en rigtig stor forskel – hvis det er et kys eller et knald til en julefrokost, så vil jeg ikke høre om det, hvis det ikke betyder noget.
    Hvis der derimod er en anden kvinde, der får noget af den fortrolighed og kærlighed fra min mand, som ellers tilkommer mig, så ville det være en anden og meget sværere sag.
    Jeg føler med dig Simone, det er virkelig et bedrag, du har oplevet. En ting er kæresten, men det må være så svært, når man så ikke kan vende sig til veninden og føler, at alle griner af en. Husk at dine venner har været i en lortesituation også, cut kæresten og “veninden” og kæmp dig videre.
    Knus til dig

  • Godt indlæg, MM. Det får mig til at tænke lidt på den brevkasse, Tove Ditlevsen havde i Familiejournalen i en årrække, hvor hun gav råd eller kom med sin mening til diverse læsere. Se bare her: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/video-kaere-tove-ditlevsen-min-mand-vil-bindes-og-piskes
    Måske kunne du lave et lignende fast indslag fra tid til anden på bloggen, hvor man kunne spørge ind til din mening om en specifik problemstilling? En slags udvidet fredags-spørgerunde?
    Og mht Simone – øv og øv og øv. Har intet konstruktivt at sige om utroskab, der ikke allerede er blevet sagt. Knus herfra.

      • God idé med en brevkasse-agtig dag!
        I den forbindelse kunne det være spændende at høre fra dig, MM, hvordan du ser på mobning, hvad du selv har oplevet og hvordan du tror at du vil håndtere det, hvis nogen mobber dine krapylet eller, hvis de mobber nogen.
        Jeg fandt for nylig ud af at en der står mig meget nær, blev mobbet voldsomt i tre år i træk, uden at jeg på daværende tid fik noget af vide.
        Din holdning og mening vil sikkert virk tørstende, om du skriver det man forventede eller ej. For du er sådan én man kan relatere til, mig ønske at relatere til. Og det hjælper..

    • Åh, minder mig om den gang hvor blogsbjerg, infotainer, Anne Bredahl og vist 1-2 flere lavede samarbejdet, hvor de i en uge gav fem personlige brevkassesvar til det samme spørgsmål – dét var tider!

  • Super fint indlæg og meget relevant MM!
    Der er så super svært, det med utroskab. Der er ikke noget facit, og alle er forskellige.
    Jeg må dog sige, at jeg er uenig i, at man bør fortie utroskab, selvom man fortryder det inderligt og aldrig vil gøre det igen.
    Jeg er stor tilhænger af ærlighed (og tilgivelse). Og hvis min partner var mig utro, ligegyldigt omstændighederne, så ville jeg selv have chancen for at vælge forholdet fra eller til. Det skulle foregå på mine præmisser. For mig ville det være utrolig grænseoverskridende, hvis en partner skulle træffe valget om, at utroskabet er “okay”, bag min ryg.
    Jeg tror faktisk, at hemmeligholdelsen ville være et større tillidsbrud for mig, end selve utroskabet, uanset omstændighederne.

      • Hvis jeg var den forurettede, er jeg helt enig med Elisa. Jeg vil og skal selv have valget om jeg vil vælge forholdet fra eller til. Det skal ikke være hans beslutning om hvordan mit liv skal leves resten af livet. Hvis han har været mig utro, synes jeg det er hans pligt at fortælle mig det, uanfægtet hans bevæggrund.
        Blandt mine veninder og jeg, har vi også en klar aftale om, at man giver hinanden besked, såfremt man sidder med en viden om at en venindes partner bedrager.
        Jeg før oplevet at min partner var mig utro. Jeg synes det er “sjovt” at se folks synspunkt med at man skylder sine børn at løse tingene og kæmpe for tingene.
        Nu er jeg af den opfattelse, at børn ikke tager skade af en skilsmisse eller om børn er mindre lykkelige hvis mor og far ikke er sammen (jeg mener dog at man i en skilsmisse og tiden efter, som forældre, bør være i stand til at holde en god tone og samarbejde), men mit synspunkt og min skræk er faktisk, hvis jeg som forælder viser mine børn at det er acceptabelt og “OK” at den ene eller den anden forælder er utro. At lære sine børn om tilgivelse udebliver ikke, bare fordi jeg vælger ikke at tilgive utroskab. Jeg kan og vil ikke leve med en mand der gik bag min ryg, om det var et “uheld” eller ej. Det er simpelthen bare ikke livet værd og jeg vil hellere være sammen med en mand, hvor jeg bare er det HELT rigtige for ham – på ét tidspunkt i vores liv, møder vi den person – hvor man bare ikke er i tvivl…
        Beklager hvis jeg er meget sort/hvid, eller måske lidt hård – for det er nok det sidste jeg er. Jeg ramte bunden med min eks som var mig utro og jeg vil bare ikke leve et liv med en mand, hvor aftalen er brudt og jeg resten af tiden, altid kunne tænke tilbage på dengang gang hvor han ‘gjorde det’ med en anden kvinde.
        Så vil jeg hellere være lykkelig med ny 🙂

      • Eller lykkelig med mig selv.
        Jeg må lige knytte en kommentar til det med at lære sine børn at utroskab ikke er OK – Det er såmænd ikke at lære dem at utroskab ikke er OK, men essensen i, at man ikke skal lade sig behandle dårligt af andre mennesker og lære at stå op for sig selv.

  • Men Mette Marie: Synes du ikke, at man (hvis man har været utro) skylder sin partner selv med værdighed at kunne vælge, om man vil fortsætte forholdet efter ej? Jeg kan nemlig godt forstå idéen med selv at bære byrden af sin sorte samvittighed, hvis man ved, at forholdet ville fortsætte på trods af alle parters kendskab til affæren. Men personligt ville jeg selv afslutte mit forhold med det samme, hvis jeg kendte til utroskab, og derfor føles det for mig meget uværdigt og unfair, hvis man ikke engang selv får lov til at tage denne beslutning. For mig synes den løgn næsten værre, end hvis man bekendte sin fejl med det samme,og herefter lod det være op til sin partner at beslutte forholdets fremtid.
    Krammer fra Astrid.

  • Hej Mette Marie!
    Sikke et fint indlæg, tak for det. Nogle af dine pointer fik mig til at tænke på et interview, jeg læste på Politiken for noget tid siden, som jeg lige vil anbefale dig. Jeg er især glad for uddraget her, der lidt er blevet mit ideal i forhold til at være en god kæreste!
    “Kategorien ’elske’ er i vores kultur blevet til at føle stor tilfredsstillelse inden i sig selv, og jeg er stor fortaler for, at man omtænker det at ’elske’ til en aktiv handling. At elske er at ville forsøde den andens tilværelse, at sætte den anden fri og gøre den andens liv varmere. Og ja, så er det da dejligt, hvis vi også selv får en grundlæggende varm følelse, men den kommer nemmere, hvis begge i et parforhold har fokus på, hvordan de skaber de bedste og kærligste betingelser for hinanden. Så ja, væk fra den egoistiske vanetænkning med ’hvad kan jeg få ud af det, og hvad er godt for mig, og hvad føler jeg?’og over til det, man vil kalde altruistisk eller næstekærligt, som slet og ret bare er en ambition om at ville skabe det bedst mulige liv for den anden”
    http://politiken.dk/debat/ECE2661764/vi-piner-livet-ud-af-vores-parforhold-som-aldrig-foer/
    Kh Line 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *