Lidt mere om singlelivet: Tornerose-syndromet

13322153_10154021339711886_5746198982714531172_n
Det her indlæg handler altså ikke om alle kvinder, lad mig lige starte med at sige det. Og i øvrigt vil jeg også lige nævne, at jeg virkelig har stor sympati og respekt for folk, der møder hinanden som ganske unge og følges ad op igennem deres tyvere, formår at bevare gnisten og kærligheden, udvikle sig og vokse sammen, måske få børn sammen og i det hele taget bevare og fastholde kærligheden midt i det virvar af ting og sager, der sker, distraherer og foregår i, med og omkring os hele tiden.
Tag for eksempel Christina, min kontor-kollega, som for nyligt er blevet gift med sin kæreste gennem 10 år – og hun er altså ikke 30 endnu, så de mødte hinanden ret tidligt. Christopher er den eneste kæreste, hun nogensinde har haft og den eneste, hun nogensinde skal have, og deres kærlighed og følelse af sammenhold er så dyb og solid. De mødte hinanden i en tid før Instagram, facebook og diverse dating-apps, og kærligheden har holdt igennem de skrøbelige 20’ere, hvor alle føjter rundt til højre og venstre, vælger uddannelse, flytter hjemmefra, og hvad man nu ellers optages af.
Den kærlighed er selvfølgelig ingenlunde mindre rigtig, stærk, fantastisk eller unik end den, jeg har med Jon eller alle andre har med alle andre. Det er jo netop det fede ved kærlighed. Alle kan elske hinanden præcis så højt, de formår – der er stadig masser af kærlighed tilbage til alle andre. 🙂
Dette indlæg, og indlægget i går, er bare skrevet fra mit eget lille perspektiv. Ud fra den måde, jeg har oplevet det at være single, at jagte kærligheden, at finde den og nu hver dag nyde, elske og kæmpe for den.
Og så var det altså, at nogle af kommentarerne til gårsdagens indlæg fik mig til at tænke på det, jeg kalder Tornerose-syndromet. Jeg led af det, og det tror jeg også en del andre kvinder gør. Og mænd, vel sagtens, men det må de sgu selv ligge og rode med. 😉
Med Tornerose-syndromet mener jeg egentlig det modsatte af det, man umiddelbart skulle tro. Jeg tror nemlig, at jeg i mine 20’ere havde en tendens til at se mig selv som ham prinsen i eventyret om Tornerose og så selve kærligheden som prinsessen.
Når folk mødte hinanden til et fest, snavede, gik på date dagen efter for så om onsdagen at kalde det kærester, flytte sammen, få børn og leve lykkeligt til deres ende, synes jeg simpelthen, det lød for tamt. Jeg kunne ikke se nogen som helst romantik i det forløb, som kun bød på opture og en mand, der svarede lystent og lydigt på hver eneste SMS. Jeg havde dengang nok i al sandhed nogle af disse par mistænkt for at være magelige magesøgere, der bare ønskede tosomhed og satte begær, vildskab og “ægte kærlighed” i anden række.
Af en eller anden grund følte jeg, at det skulle være besværligt for at være spændende. De fyre, jeg blev forelsket i, var utilgængelige, og jeg så denne utilgængelighed som tjørnehækken, jeg skulle forcere for at komme i betragtning til den sande kærlighed. Derfor skrev jeg med skælvende hænder nøje planlagte SMS’er, mens jeg ventede (u)tålmodigt med min Nokia i hånden på, at det passede ungkarlen i den anden ende at sende et grynt retur, og jeg spillede cool og agerede halvvejs ligeglad, når manden, der boede i mit hjerte, sagde, at han ikke var klar til et forhold, for jeg tænkte, at hvis jeg bare holdt ud, ville han nok lige pludselig få øjnene op for mine store kvaliteter som fremtidig frue. (That never happens!)
Jeg var heller ikke typen, der blev scoret. Jeg arbejdede i mange år som bartender i loungen på Vega (det var altså totalt happening dengang, skal jeg lige huske at sige!), og her var man jo relativt eksponeret for unge mænds iagttagelser og småfulde tilnærmelser, og det har aldrig rigtigt sagt mig noget. Heller ikke selvom vi var lige fulde eller ditto ædru, i øvrigt. Jeg har altid bedst kunne lide at være den, der stod for scoringen. Den, som udvalgte mig den dude, som jeg nu synes var spændende, og så langsomt fik ham halet i land. Og det skete så ikke altid – landhalingen, altså. Og så græd jeg salte tårer over fortabt lykke og spildt kærlighed som resultat heraf. Selv når jeg havde udset mig en frækkert, jeg gerne ville erobre, og han så endte med at være med på galejen, blev det kedeligt. Hvis han i bare tyve minutter udviste mere interesse for mig, end jeg gjorde for ham, eller var den første til at SMS’e lidt for mange gange i træk, gik jeg komplet kold, og så måtte der straks en udskiftning til.
Det kan måske lyde som om, jeg var cool, kold og kostbar, men sådan føltes det over-heeele-hovedet ikke. Jeg brugte de fleste af mine år i 20’erne på at bruge alt for langt tid på fyre, som egentlig ret tydeligt havde sagt nej til kærlighed (men ja til andre frynsegoder), på at overfortolke samtaler og korrespondancer, som ingen overfortolkning fortjente og på at tude over, hvorfor jeg ikke bare kunne møde én fyr, som jeg kunne løbe parallelt med, i stedet for at det kontinuerligt føltes som om, at jeg kun blev forelsket i dem, der ikke gad mig, og omvendt. Det føltes som en masse spildte, knuste hjerter. Og som oftest mit (sådan er det jo med perspektiver, og jeg så mest tingene fra mit eget).
Og den slags skal man sgu igennem. Og jeg aner ikke hvorfor. Eller jeg skulle i hvert fald.
Og så mødte jeg Jon. Og der skulle jo altså også lidt arbejde til fra min side, da jeg vidste, hvem han var, otte år før, min eksistens overhovedet gik op for ham. Og den indsats gjorde jeg så – gerne, grådigt og gavmildt! Og meget ulig traditionen: Fra første sekund med Jon var alting nemt, og jeg forundredes over, at det ikke frastødte mig OVERHOVEDET. Han ringede, han SMS’ede, han ville ses, og når jeg tog ham på ordet (og på låret), baskede med øjenvipperne og kom til Odense med min lille weekendtaske, fik han ikke pres. Bare mod på mere.
Vi skal ikke alle sammen igennem de samme prøvelser og tjørnebuske, før vi finder lykken. Og lykken ser meget forskellig ud for os alle sammen. Men sådan her ser det ud, når jeg titter i bakspejlet, og pludselig er alle de salte tårer, jeg græd over mænd, der ikke fortjente/ville have mig, forvandlet til minder om en tid, som jeg slet ikke ville have været foruden. Og som en god kollega engang sagde til mig, da jeg kom på arbejde med hovedpine og dårlig samvittighed over weekendens udskejelser:
“Når man er gift og har børn, tænker man sgu ikke tilbage på de aftner, hvor man gik tidligt i seng med hænderne over dynen…”
 

(Visited 11 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • God læsning ? Har selv været ihennem alt dette, og da jeg lige pludselig mødte min kæreste , var alting bare nemt og føltes rigtigt! Selvom han skrev meget og altid svarede på mine sms’er ?? følte jeg bare at det ikke blev kvalmende!

  • Hvor er det bare en PRÆCIS beskrivelse af, hvordan tiden, inden jeg mødte min kæreste, var. Forskellen er bare, at alt det besværlige fnidder med knuste hjerter og interessante fyre, der pludseligt blev kedelige, und alles fandt sted i mine gymnasieår. Jeg mødte min kæreste, da jeg var 19 og nyudklækket student, og det gav bare mening fra day 1. Det var så nemt ligepludselig, uden at kede mig til døde. Måske fordi han boede 200km væk, haha! Dagen efter vi mødte hinanden skrev han til mig og i første besked skrev han, at han gerne ville ses igen. Bum. Ikke så meget bullshit. Så vi så hinanden igen. Og igen. Og… nu er der gået 5 år. Han er flyttet til min del af landet, men bruger til gengæld tid i Afghanistan som soldat fra tid til anden, og det er sådan helt oprigtigt talt ikke helt så skide nemt, som det var dengang – voksenlivet med al sine glæder og bekymringer. Men det er stadig det værd hver eneste dag 🙂

  • Føler du beskriver mit kærlighedsliv lige i øjeblikket (eller måske ikke kærlighed, måske mere bare liv)! Undrer mig over hvorfor man udsætter sig selv for alt det her, hvorfor er de fyre jeg kun kan få på deltid, så satans spændende og hvorfor er dem der gerne vil have mig på fuldtid, bare dødirriterende?! Satser på, at du får ret i, at timing er alt og at jeg på et tidspunkt vil være mere åben overfor de der søde fyre, som faktisk gerne vil kærligheden og mig! 🙂

  • Du lyder fuldstændig som 20-årige mig. Tak, mange tak, for at sætte ord på det! Det er til tider lidt svært når man er omringet af veninder med kærestepar, og de ikke forstår hvorfor de “forhold” jeg har til mænd aldrig holder længere end et par måneder ad gangen 😉

  • Hej Mette Marie.
    Nu er jeg lige nødt til at give dig dét klap på skulderen, som du fortjener! For det første er jeg ikke rigtig blog-typen, der følger diverse blogs. Der er bare ikke nogle der fanger mig så meget, at jeg bare ikke kan lade være med at klikke forbi – pånær din, som den eneste! Du er så ærlig, nede på jorden og hverdagsagtig, som jeg også kan se, at andre påskønner ved dig – så der er jo noget om snakken! 🙂
    For det andet, så skal du altså bare have et kæmpe stort TAK for netop dette indlæg, som har hjulpet mig enormt meget. Jeg er en typisk pige på 22 år, som kæmper med en stor usikkerhed på mig selv. Det har jeg indset efter et brud med min kæreste efter halvandets år ca. Vi gik fra hinanden den 26. december, så det er stadig ikke vildt længe siden. Men jeg lagde fuldstændig låg på mig selv i det forhold og det er ikke hans skyld, jeg holder også stadig meget af ham, men vi skulle ikke være kærester, for nu har jeg brug for at finde mig selv og styrke mit selvværd. Jeg har nærmest også haft kærester, eller bare en fyr der fyldte i mine tanker, siden jeg var 15-16 år, så nu er vist det på tide, at det bare skal handle lidt om mig selv. Det er i hvert fald det jeg vil forsøge, for hold nu op hvor er det bare let at lade sig give hen til en fyr og blive styret ham, også fordi alle de der tanker, frustrationer og bekymringer omkring mig selv og hvem jeg egentlig er og hvad jeg vil, de forsvandt bare når jeg var sammen med især min seneste kæreste her. Den der med, at man skal elske sig selv før man kan elske andre og andre kan elske en, den er sgu sand… Jeg synes bare virkelig det er svært “bare” at være mig selv åbenbart og mine tanker er for tiden meget frustrerende og frygter lidt fremtiden nogle gange.
    Det er her at dette indlæg har givet mig en tro på, at det hele nok skal gå og at tingene ikke er så sorte, som de noglegange kan se ud. Når jeg virkelig bare har en dårlig dag, så går jeg altid tilbage og læser det her indlæg.
    Derudover så er rigtig mange af dine andre indlæg også helt fantastiske og hjælper mig sådan set også rigtig meget. Du er bare virkelig god til at formidle noget, der sætter nogle gode tanker igang, og det gælder helt sikkert for mange, men i hvert fald også for en som mig. Lille usikre mig, der helst ikke vil fylde for meget og bare gerne vil have at alle er glade og har det godt. Men dine indlæg sætter for det første tanker igang hos mig om mig selv, men de giver mig også nogle gange et lille skub i røven til at finde ud af mig selv og til at TURDE at være mere mig selv i stedet for bare at følge flokken.
    Jeg er stadig ikke nået i mål med at finde ro i mig selv, jeg føler stadig der er lang vej. Men du hjælper mig en smule på vej med mange af dine indlæg, ISÆR det her indlæg giver mig en lille tro på, at det hele nok skal gå og det vil jeg bare gerne takke dig for. Jeg ved ikke om du overhovedet kommer til at læse det her, det håber jeg da, for jeg synes jo du fortjener det her tak. Men om ikke andet, så har JEG overskredet en grænse ved overhovedet at skrive det her, så det er vel også et lille plus! 😉
    TAK for dig!
    Mange hilsner Anne

    • Hej Anne.
      Tusind tak for din søde besked! <3
      Jeg tillader mig lige at komme med et par tips! Hvis de ikke dutter for dig, så bare streg dem over. 😉
      Måske skulle du udvælge nogle få ting, som er "dig", og så øve dig i at gøre dem! Det kan være et overvældende projekt sådan at finde sig selv. Hvor fanden skal man starte, og hvornår er man færdig?
      Da jeg blev single i 20'erne, besluttede jeg mig eksempelvis for at begynde at gå i biografen alene. Jeg var typen, der gjorde det. Så det gjorde jeg så. Jeg besluttede mig også for altid at tænde stearinlys, når jeg var alene hjemme om aftenen. Så det gjorde jeg så. Jeg opbyggede små ritualer og vaner, som havde en god, rar og positiv effekt på mit humør, og så begyndte jeg at identificere mig med dem hen ad vejen. Det var rigtigt rart og styrkende, og så føles det rart, når man prioriterer sig selv!
      Så mit tip er, at du kommer i tanke om nogle ting, du godt kan lide at gøre – det må gerne være små ting – og så gør du dem. Og gør en dyd ud af at gøre dem! Og tænker "Go, me!", når du gør dem. 🙂
      Jeg er sikker på, at du er awesome, så det skal nok blive skidegodt! 🙂
      Tusind tak fordi, du i hvert fald har gjort min dag lidt mere dejlig! <3
      Knus, MM.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *