Noget om at være glad og trist på skift

Fotografi den 08-09-16 kl. 10.17 #2
Da jeg havde fødselsdag sidste år, skulle Jon og jeg på date. Han arbejdede på det tidspunkt på Husets Teater, så da Krapylerne var puttet og svigermor sofa-installeret, smuttede jeg ned i teatrets bar og ventede på tæppefald og min mand.
Med et gik døren til teatersalen over os op, og folk begyndte at myldre ned ad trappen. Det var dog ikke Jon, der fandt mig først, men derimod en kvinde, der fortalte mig, at hun var i starten af 40’erne og fast læser på min blog. Hun gav mig et stort kram og forklarede, at det skulle jeg have for det her indlæg. Det var et indlæg, som ikke var skidenemt for mig at udgive, fordi det i dén grad piller ved mine hjertestrenge, men også et indlæg, jeg egentlig er stolt af, fordi jeg i det har fået sat ord på noget, som kan være svært at sætte ord på. Også for mig, stadig, nu 15 år senere.
Grunden til, at kvinden her var glad for indlægget, var, at hendes jævnaldrende veninde for nylig var død af kræft. Og som om det ikke var ulykkeligt nok, så efterlod hun sig en datter, som var omkring de 20 år. Og denne datters havde forståeligt nok fået sit hjerte fuldstændigt knust. Og nu sad hun dér på gulvet med alle stumperne foran sig og anede ikke, hvordan hun skulle give sig i kast med at samle det igen. Og om det var umagen værd.
Kvinden, jeg mødte, havde sendt hende mit indlæg, og hun fortalte mig, at det faktisk havde gjort en forskel for pigen. Jeg bilder mig ikke ind, at det har gjort en verden til forskel, men i hvert fald havde jeg fået sat ord på nogle ting, som hun endnu ikke havde afstanden til at kunne se selv. Og det, fortalte kvinden, havde givet pigen et lillebitte glimt af et lys for enden af en lang tunnel og en tanke om, at hun måske en dag ville stå for den anden ende som et helt menneske. Trods alt. Ligesom jeg gør det.
Dét, mine damer og herrer, er mit stolteste øjeblik i bloggens historie. Hands down og ingen sammenligning. Fuck præmier, receptioner, biografpremierer og gratis cremer. Jeg græd, så tårerne trillede ned ad hagen og landede på min nystrøgne bluse, og kvinden undskyldte, at hun havde ødelagt min fødselsdag, men jeg forsikrede hende om, at det ingenlunde var tilfældet. Tværtimod.
Derfor har jeg siden taget lidt tilløb til at dele lidt mere om den måde, jeg havde det på dengang, og hvordan jeg kom videre fra det. For hvis bare én læser kan få det bedre af at høre, at en optimistisk jubelidiot på internettet engang har befundet sig på det, der føltes som bunden af verden, så er det dét værd.
Så jeg har kombineret en idé, en læser gav mig i en kommentar om, at jeg skulle starte en “MMs tip og råd”-agtig brevkasse med et spørgsmål, jeg fik, da jeg spurgte, om der var noget, I, der læser med, gerne ville vide. Og så har jeg lavet en lille video.
Det er et one-take, og jeg har haft så travlt med at stirre ind i linsen, at jeg først bagefter erkender, at jeg har filmet hele balladen op i næsen på mig selv. Sådan går det. 😉

(Visited 5 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Kære MM. Jeg har altid været en af dine ‘stille’ læsere og følgere, og jeg nyder egentlig bare den pause, dit dejlige univers og skriveri altid giver samt dit (for det meste) gode humør. Men sikke et dejligt indlæg. Jeg har selv gået igennem nogle ret hårde tider de seneste to år, og det bare så dejligt, at du taler åbent om, at man netop gerne må være ked af det, og at det ikke behøver, at være tabu. Tusind tusind tak for det og tak for en ellers fantastisk blog, der altid bidrager. De bedste hilsner herfra.

  • Åh, nu græder jeg også lidt <3
    Dejligt, dejligt indlæg – og hip-hurra for referencen til Stella Hvidemann-Katz-Hertz; det der med at hyggesørge er bestemt en god ting, og TAK fordi du fortæller din historie her på dit alt-andet-end-latterlige-lille-domæne. 🙂

  • For en meget sårbar person, som lige har startet et forløb hos en psykolog, er det her guld værd! Tak 🙂 jeg har tendens til ikke at kunne lade mig selv ‘være med det’, når jeg bliver ked af det. Noget jeg skal arbejde meget med, men hvor er det skønt at høre andres erfaringer. Tak fordi du er så ærlig 🙂

  • ih altså- Når man tror at man ikke komme til at li dig mere, så gør du det her. Tak for dig og din blog. Især fordi den er så oprigtig og uden filter og vigtigst fordi den indeholder livet på godt og ondt. Masser af kærlighed til dig herfra

  • Kære MM,
    Jeg havde aldrig læst det indlæg omkring din mor, det gjorde jeg nu. Suk, det var så fint skrevet og det gav virkelig meget mening. Og min gamle dame stak lige snuden frem pga. det du skriver.
    Mistede min far for 5 år siden og jeg kan så meget relatere til den “gamle dame”. Men jeg bliver nogle gange sur på “damen” over, at hun er mindre flamboyant. Det er jo godt, at jeg ikke overrumples af sorg konstant, men til tider bliver jeg skræmt over, at den sådan kan blive noget man bare har i sig. Ved ikke om det giver mening.
    Dog vil jeg sige, at efter jeg fik min søn sidste år, så får den lidt fornyet styrke. Øv at min søn ikke skulle opleve sin særlige morfar. Han var SÅ sej!
    <3

  • Jeg synes det er et meget fint indlæg – både det første om din mor og dette idag omkring sorg og håndtering af sorg. Jeg synes også, at du rammer hovedet ret meget på sømmet i forhold til at det ikke må og skal være tabu at være ked af det. Noget, vi nok ikke altid er pissegode til respektere – ikke nødvendigvis af ond vilje, men fordi det simpelthen kan være rigtig svært at forstå hvordan det er at få sin hverdag fuldstændig vendt op og ned og samtidig være tynget af sorg både for den der er ramt af det og for tilskuerne dertil. Kram til dig

  • At sørge og give gråden, sorgen, tabet og magtesløsheden plads – er Mega hårdt. Men det føles samtidig også som tidspunkter hvor man kan hylde kærligheden til sin mor – og mindes hende. Jeg gør det også, men ville gerne turde gøre det noget mere. Men smerten er ubærlig. Som du siger, så forventes der at man kommer videre. Man burde snart tage en fridag og skrive “sørgedag” i kalenderen…

    • Jeg er rørende enig, og det er faktisk også det, jeg prøver at beskrive i det første blogindlæg, der, hvor jeg skriver om, at den gamle dame får et glimt af “sin vilde ungdom” i spejlet. 🙂

  • <3
    Det rører mig på en mærkelig måde, at du har lyst til at gøre sådan noget her. Det er virkelig smukt! Det viser bare hvor medmenneskelig og nede på jorden du er. Tak! Tak for din inspiration og fordi du trods alt, deler temmelig meget som vi andre får masser af glæde af.

  • Tak!!
    Åhh hvor havde jeg brug for at høre det.
    Er selv igennem en sorg bearbejdning og har virkelig tit oplever af folk har sagt – prøv at tænke på noget andet, så er det ikke så slemt.
    Ofte har jeg bukket under for deres råd, men de få gange jeg har givet los og grædt og gemt mig for verden, er jeg kommet meget hurtigere igennem perioden.
    Og ja det bliver bedre, det tager bare tid.
    Tak for dig

  • Jeg mistede min kære far som 16 år, for 9 år siden. Og hold nu hvor er det bare stadig hårdt nogen dage. Dengang husker jeg det som om at vi skulle “videre” og igang og på rette spor igen hurtigt – at det var det der var prioriteringen. Jeg er den ældste i en søskendeflok på 3 og jeg tog hurtigt ansvar og gemte alt det væk der var alt for hårdt. Og kan godt mærke den dag idag, at det tynger mig og at det stadig ligger og vil ha tid og plads altså sorgen og alt tristheden. Men ved ærligtalt ikke om jeg tør give los? For de fleste dage går det jo (heldigvis) godt. Giver det mening? Lidt som en bog man ikke tør åbne igen.. Hvad vil dit råd være til min situation? Jeg lever et godt liv med fuldtidsarbejde, lejlighed og fart på, har fået min bachelor og det kører, har en flok tætte og gode venner..

    • Giv los… ❤️ Måske har du nogle gamle dagbøger, du kan læse i, eller billeder, du kan bladre igennem. Jeg tror ikke på, at afgrunden er så dyb nu, 9 år senere, så jeg ville tage nogle aftner eller weekenddage, hvor jeg fordybede mig i minderne og helligede mig ham. Og så se, hvad der sker. Jeg har en veninde, der også har mistet en far og nok har reageret lidt som dig. Og hun gjorde netop dét – 13 år senere. Og jeg er ret sikker på, at hun kom styrket ud af det. Det med at tage ansvar for sine egne følelser og turde rumme dem uden at være bange, giver altså en følelse af overskud uanset hvad. ??

  • Hej MM
    Dit indlæg om sorgen er så godt skrevet og jeg blev så rørt endnu engang da jeg læste det igen.
    Jeg mistede selv min mor som 21-årig og synes egentlig jeg kom ret godt videre og over på den anden side (min mor havde været syg i mange år, så på den måde kunne jeg bedre acceptere og mærke at hun havde fået fred). Nu er det så sådan at jeg for 1,5 år siden selv er blevet mor til en lille fantastisk pige og det er FANDME hårdt. Vi snakker ikke hårdt fordi der skal skiftes bleer, ståes op 10 gange om natten, nej det hårde er sku at undvære MIN mor. Hendes mormor. Jeg savner hende mere end jeg nogensinde har gjort. Jeg bliver så frustreret over at jeg nu 6 år efter hendes død føler, at jeg er blevet smidt tilbage til da det lige var sket. Jeg ved egentlig ikke hvordan jeg kommer videre med det, men når jeg mærker hvor højt jeg elsker min datter kan jeg jo ikke undgå at tænke på min egen mor, hendes kærlighed til mig og jeg bliver ramt af en smule dårlig samvittighed over ikke at have sørget nok?! Jeg tror ikke helt jeg vidste hvilken kærlighed der var mellem mor-barn før jeg selv blev mor, og nu mærker jeg sku både kærligheden og smerterne med 100 km/t! Et psykolog forløb kunne garanteret være godt for mig igen, men i en så travlt hverdag med et lille barn og fuldtidsarbejde, jamen hvordan får man så tiden til det og som du selv så rigtig siger, så er man jo fuldstændig kørt over efter sådan en time…..
    Egentlig vil jeg bare skrive TAK fordi du får mig til at tænke tankerne og reflektere over det hele én gang til og gør mig opmærksom på at selvfølgelig skal man tage sig tid til de følelser man render rundt med – uanset om de gør ondt eller ej 🙂

  • Hej MM <3 du hjalp også mig lidt op, da du skrev indlægget om utroskab, som jeg havde efterspurgt da jeg var Aller længst nede. Bare det at blive hørt, var så fedt. Og at det så var dine ord, som jeg i forvejen så meget op til, gjorde det i den grad meget bedre. TAK. Knus Simone

  • Hej MM.
    Jeg blev så rørt dengang jeg læste det nævnte blogindlæg, da en af mine veninder ugen før indlægget pludselig fik at vide at hendes moster havde tre måneder tilbage at leve i, grundet kræft som havde spredt sig. Hendes og din historie fik mig på en måde til at indse at jeg skulle huske at bruge mere tid med min mor, idet min mor havde haft mange indlæggelser de forgangne år grundet flere forskellige ting, bla. hendes syge lever. Før jeg læste indlægget og før min venindes moster blev syg, havde jeg selvfølgelig også besøgt og værdsat min mor meget, men da jeg skulle til at blive student, og lige havde slået op med sin kæreste gennem 3 år, glemte jeg at huske at hun jo egentlig var ret syg.
    En måned efter jeg havde læst dit indlæg, dvs august 2015 da jeg var 18 år gammel, var jeg på miniferie med min mor, søster og mormor, hvor min mor pludselig blev meget syg grundet en infektion i maven. Hun blev fragtet hjem til Danmark og blev behandlet her, men døde i januar i år. Det er selvfølgelig hårdt når man selv har livet foran sig, og derfor hjælper det SÅ meget at læse dine indlæg, og se din video. I denne her alder er der (heldigvis) ikke mange i ens omgangskreds der har haft lignende oplevelse. Derfor er det en stor ”trøst” at der på den blog man følger trofast hver dag, findes dig som beskriver det så fint! Du nævner selv at det ikke var nemt for dig at udgive indlægget, men det er jeg glad for du gjorde. Jeg prøver selv at give mig lov til at være ked af det, men det er svært når hverdagen suser forbi, og når alle andres liv kører derudaf. Nogle gange er det nemmest bare at skubbe sorgen til side, når så få forstår det..
    Derfor tusind TAK fordi du deler. For nogle var og er det måske bare et blogindlæg, men for andre (deriblandt mig) rører det et sted, som ikke mange kan røre.

  • Kære MM.
    Tusind tak for dit indlæg! Jeg har læst indlægget og set videoen mange gange nu. Ligeledes har jeg genlæst dit andet indlæg (I got mind on my mommy and mommy on my mind).
    Det rører mig dybt og giver stof til eftertanke! Hold kæft, jeg synes det er fedt at du også taler om det der gør så ondt og som er dit livsvilkår på godt og ondt. For som du selv nævner; Har vi alle vores historie. Og min ubetingede største frygt i livet, udover ikke at få børn, er at miste min mor. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig noget, som ville slå mig mere ud af kurs – og jeg får ugentligt tårer i øjnene af at tænke på det. Jeg forestiller mig at det vil være en dag der skiller mit liv; en verden med og en verden uden min mor. Den sidste har jeg SLET ikke lyst til at være i, og jeg ved ikke hvorfor jeg sådan tager sorgen ‘på forskud’. Det er bare min helt store livsfrygt. Derfor er jeg virkelig glad for, at du skriver sådan et indlæg og jeg synes det er en sindssygt god idé at lave video. Det fungerer rigtig godt, når du er så nærværende.
    Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med den her kommentar, men vil nok bare ud med lidt tanker og fortælle dig, at du gør det rigtig godt.

  • Kære MM.
    Jeg blev enormt rørt, da jeg læste det nævnte indlæg om din mor. Din beskrivelse af den gamle dame, din måde at få viklet din sorg ind i hver en samtale med mennesker på, som om det var en del af din identitet. Beskriver så nøjagtigt hvordan jeg har følt og føler indeni . Jeg mistede selv min mor for 3 år siden, som 25 årig. Jeg har til tider haft svært med at sætte ord, på alle de tornadoer af følelser jeg har haft indeni. Men dine ord beskrev det så præcist, at jeg har læst det indlæg mange gange efterfølgende , hver gang jeg har følt mig alene med tornadoerne. Det indlæg og denne video betyder meget mere end du aner. Tak for at sætte ord, på det som er så sårbart og privat. Tak for dig og din fantastiske blog ❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *