Jeg er nok en skrap mor.


Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, det kan være hårdt at være mor. Jeg bryder mig ikke om at sige, at det er hårdt at have børn, for de fylder, kræver og larmer ret meget i stil med det, jeg havde forestillet mig, og jeg er så pissevild med dem. Jeg havde nok bare ikke forestillet mig, hvordan jeg ville tackle alt det, det vil sige at være mor. Jeg troede lidt, at jeg ville få en åbenbaring den dag, ungerne lavede en mini-folkevandring ud af mit allerhelligste den tidlige morgentime på Rigshospitalet tilbage i 2014, og blive MOOOR! Det skete ikke. Jeg var stadig bare mig – nu med to børn.
Jeg vil dog sige, at jeg har indhentet mig selv en del siden dengang. Man lærer jo hen ad vejen, og efterhånden bliver alt det nye hverdag. Jeg er ikke hård ved mig selv i forhold til, at jeg er et rodehoved, at jeg spiser meget slik og drikker meget cola, eller at jeg nogle gange er lidt rigeligt god til at overspringshandle (Damn you, iPhone!). Men jeg er altid på nakken af mig selv over den måde, jeg er mor på. Det har jeg desværre altid været. Jeg kæmper for at stoppe med det, og i takt med, at årene er gået, Krapylerne er større, og jeg virkelig godt kan lide de mennesker, de er (ved at blive) og de værdier, vi har givet dem med allerede, får jeg mere og mere selvtillid. Men jeg ville altid ønske, at jeg gad lege noget mere og skælde mindre ud. Det beslutter jeg mig at ændre i morgen hver aften, når de sover de uskyldiges søvn med deres bamser i favnen, og jeg hader mig selv for nogensinde at være sur på dem. Og det er ikke lykkes for mig endnu.
Jep, jeg er sådan en mor, der skælder ud. Ikke sådan i lange fraser og med skyld og skam, men jeg er en ret skrap mor. Jeg har en forventning om, at Krapylerne gør det, de ved, de skal. Så er der alle de ting, de ikke ved, og der har jeg ikke nogen forventninger, men jeg er helt klart en autoritet overfor mine børn. Jeg er ikke deres veninde, jeg er deres mor. Det er mig (og Jon, men jeg kan nu bedst lide at tale for mig selv), der skal sørge for, at de en dag bliver sendt ud i samfundet og kan hitte ud af at begå sig ansvarsfuldt, hensynsfuldt, respektfuldt og trygt. Og alt det mener jeg kommer med, at man tager vare på sig selv og på andre.
Jeg er i øvrigt også den mor, jeg kender, der kysser sine børn mest. Jeg siger, at jeg elsker dem alt for tit og alt for malerisk, og vi griner og snakker rigtigt meget sammen i vores familie. Og jeg taler til ungerne i samme tone, som jeg taler til alle andre. Jeg taler ikke med “børnestemme”, og jeg bruger faktisk ofte ord, de ikke altid helt forstår. Men det gør de så senere, opdager jeg, når de bruger dem i deres egne sætninger.
Jeg vil rigtigt gerne høre, hvordan Hugo og Berta har det hver dag, og jeg elsker at lytte, når de forholder sig til deres egen væren-i-verden. I deres øjenhøjde, selvsagt. Jeg elsker, når Hugo forklarer, at han ikke blev bange for hunden ned for enden af vejen, men bare bliver forskrækket, når den hopper op. At han kan kende forskel på de to følelser og definere dem gør, at han har lettere ved at tale sig ud af konflikter, fordi han har lettere ved at få modparten til at forstå sig – og han har lettere ved at forstå dem. At han så er i en periode lige nu, hvor empati for andre tit må vige pladsen for vrede udbrud og tristesse, når han bliver konfronteret, er en anden sag, men når vi taler situationer igennem bagefter, forstår han som oftest på bagkant, hvad der gik galt.
Og jeg elsker at bruge tid på sammen med Berta at tale om forskellen på alt muligt. Modsætninger optager hende ret meget for tiden (og det er faktisk ret svært at forklare, hvad ordet “modsat” betyder uden at bruge selvsamme ord i betegnelsen!). Hugo har et stort behov for at føle sig set og forstået i de følelser, han har, og Berta vil bare gerne ses. Snakke, hygge, undres og have den opmærksomhed, man får, når man taler sammen på tomandshånd. Og så har hun allerede en ret ironisk og sarkastisk humor, som jeg er stor fan af!
Nogle har spurgt mig, hvor meget vores børn får lov til her i og omkring Langehjemmet. Det er jo lidt et definitionsspørgsmål. Jeg kan nok bedst beskrive det sådan, at vi kører med nogle klare grænser og regler, sådan overordnet, og så er der frit spil på alle andre tangenter.
Ungerne skal selv tage tøj på om morgenen og lægge nattøjet på plads. De skal hjælpe med at dække bord, når de bliver bedt om det, og når de har spist, skal de bære deres tallerkner over til vasken og sætte dem i opvaskemaskinen. De skal tage sko af og stille dem pænt, når de kommer ind af døren, og de må ikke løbe i køkkenet, når der laves mad. De må lege overalt i huset, undtagen i vores soveværelse, og de skal selv rydde de ting op, de har leget med, når de er færdige. De skal høre efter, hvad der bliver sagt, de må ikke slå hinanden, og de skal tale pænt til andre.
Det er sådan overordnet set hovedreglerne, og de bliver selvfølgelig ikke altid overholdt. Men det er meget sjældent, at jeg ikke påpeger det, når noget smutter. Folk taler tit om, at “så gider man jo ikke lige altid at tage konflikten…” Det begreb kender jeg slet ikke. Jeg tager alle konflikter. Det burde jeg nok ikke. Jeg tror, min barre er for høj, og det er noget af det, jeg prøver at ændre.
Til gengæld har reglerne og forventningerne altid været de samme (der er selvfølgelig gradvist blevet bygget på i takt med, at de er blevet ældre), og det samme har konsekvensen (nemlig at mor brokker sig), og det har betydet, at mange ting er ret nemme. Jeg ved, at når jeg har sagt, at de ikke må gå for tæt på en sø i en park, eller at de skal holde sig væk fra en barnevogn med en sovende baby, så kan jeg sætte mig med ryggen til og fordybe mig i samtale, for jeg kan stole på, at de hører efter. Og det betyder jo også, at vi nogle gange sparer os selv for nogle konflikter, fordi tingene ikke (altid) skal siges 3-4 gange.
Når det er sagt, så er der satme mange faser med sådan nogle børn, og de er begge to i lidt af en frigørelses-én for tiden. På godt og ondt. Jeg tror både, den skyldes deres alder, men jeg er ikke i tvivl om, at deres store følelse af personlig frihed også skyldes den måde, vi har boet på de sidste halvandet år. Vi bor på en blind vej lige overfor en anden blind vej, så ungerne kan løbe rundt uovervåget præcis, som de har lyst til. De kender alle naboerne, og de ved, de er velkomne, og så bor deres bedste ven lige overfor os. De har en elbil, som de fik i fødselsdagsgave, og den bliver flittigt brugt til at køre rundt på vejene.
En dag var de og genboens dreng, der er lige så gammel som Krapylerne, væk, og vi sammenlagt fire forældre nåede at gå helt i panik. Men efter 10 minutter kom de hjem og fortalte, at de havde kørt en tur bagom villakvarteret langs den lille sti, der løber der, havde rundet parkeringspladsen ved hallen, var kørt bagom musikskolen og endte således tilbage hos os. Min udmiddelbare tanke var “Det gør I ikke igen!”, men den sætning slugte jeg og sagde i stedet, at det må de gøre lige så tosset, de vil, så længe vi kan stole på, at de kun kører på fortorvet, når de passerer idrætshallens legeplads. Det var en aftale, og nu er det den nye normal. Særligt Berta, som præ-Køge var lidt af en sky viol, skyder mentalt i vejret som en ærteblomst, når hun får udvist den tillid, og de har aldrig givet os anledning til ikke at stole på dem. Det kommer nok en dag, og så tager vi det til den tid.
Når det kommer til at stole på mine børn, på verden og ikke mindst på mine børn i verden, har jeg valgt at gå til opgaven med tillid. Jeg tænker tit på min veninde, Hanne Marthine, i den sammenhæng. Vi sad engang og spiste sammen med hendes familie på Frederiksberg, hvor de bor, da hendes datter på dengang seks år spurgte, om hun måtte løbe over på skolens legeplads og lege, hvilket hun fik lov til, og jeg tabte kæben og min gaffel. Mine børn var dengang 2 år, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at de sådan skulle gebærde sig alene ude i verden en dag. Hanne Marthine forklarede mig, at turen til legepladsen gik igennem et anlæg ganske uden biler, og at den i øvrigt kun var på et par hundrede meter. Jeg pippede noget om børnelokkere, og Hanne kiggede på mig og sagde, at ja, selvfølgelig kunne hun risikere, at hendes datter blev kidnappet, mens hun gyngede på legepladsen, men sådan en verden gad hun simpelthen ikke leve i! En verden, hvor farerne lurer lige om hjørnet, og hvor børnelokkere venter i alle skygger og kroge.
Den har jeg sgu adopteret. Jeg har altid selv bevæget mig frit i verden og har rejst til diverse storbyer i diverse lande ganske alene uden at være det mindste ræd. Den følelse vil jeg gerne give videre til mine unger, og det gør jeg altså ved at stole på, at verden er et godt sted – sådan som jeg altid har gjort det. Også overfor mine børn. Det niver lidt i maven engang imellem, og da Hugo eksempelvis gik helt alene på legeplads, da vi var på camping i Skagen, sneg jeg mig efter ham og sikrede mig, at han havde det godt, og at de store børn gad lege med ham. Han hyggede sig og nød sin frihed og lidt tid uden forældre eller tvilling, og jeg listede hjem igen.
Så ja, det var lidt om det. Tillid under ansvar, tror jeg godt, man kan kalde vores opdragestil, hvis man har lyst. Masser af grænser og masser af frihed. Masser af larm og masser af mysser. Jeg er stadig konstant i tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige som mor, men jeg synes sgu, mine børn er ret dejlige, og en børnepsykolog har engang fortalt mig, at man skal stå umanerligt tidligt op for at ødelægge sine unger. Så måske gør jeg det godt nok. 🙂

(Visited 228 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg kan så godt lide dig! Jeg kan skrive en helt masse ting, men helt kogt ned: Jeg kan virkelig godt lide dig og dit syn på verden!

  • Nu vi i gang med “møgunger” og skrap mor, er du så selv en forvokset møgunge, narcissistisk børnehavebarn og virksomhedsspytslikker? eller er du den skrappe mor der retter/opdrager på dem? 😉
    https://www.berlingske.dk/aok/katherine-diez-voksne-mennesker-kan-ogsaa-vaere-hoejlydte-forkaelede-moegunger
    Jeg tror at børn har godt af at der sættes grænser, at ikke alt handler om dem, og at mor & far er lidt skrappe med mellemrum, så længe de er elskede. Det kaldes opdragelse.

  • Skønt indlæg! tak for det.
    Du siger det her med at du tager alle konflikter. Det var faktisk noget jeg tænkte på den anden dag. Sådan en mor er jeg nemlig også. Jeg springer aldrig over hvor gærdet er lavest ift grænser. Hvis jeg har sagt nej, så holder jeg fast i det, og jeg lukker ikke øjnene bare fordi jeg er træt eller ikke orker en konflikt. Det synes jeg bare du skal blive ved med, for det holder altså i længden. Nu er mine twins 12 og der er virkelig aldrig problemer med dem. De gør som jeg siger, og jeg stoler på deres dømmekraft, når de ikke er ved min side, for de har fået tydelige grænser. Nu går de i 6 klasse, og det antal gange jeg har fået en bøvs i forældreintra i løbet af deres skoletid pga dem, er 0 for min datters vedkommende og 2 for min søns. Det synes jeg sgu er meget godt gået, og jeg kan fornemme at jeg er en af de heldige mødre i klassen mht de issues der selvfølgelig kommer nu her, fordi de nærmer sig en vanskelig alder. Børn elsker tydelige grænser, og det lyder som om du gør det virkelig godt. Så det hårde arbejde du gør nu betaler sig virkelig i længden. Tak for en god blog 🙂

  • Jeg tror at du er en pisse god mor, MM! Og åh hvor jeg håber at jeg bliver en god mor for min søn. Han er kun knap tre måneder nu, så tvivlen skal skam nok komme snigende med tiden. Men er man ikke tit sin største kritiker? Det skal de fleste nok huske sig selv på engang imellem 🙂

  • Som pædagog kan jeg kun sige, at jeg tror du gør det helt rigtige!! ?
    Klare grænser og tillid under ansvar – det giver nogle børn der er klar til at gebærde sig i verden!
    Og hvor er det dejligt, at DU som forældre tager ansvar for dine børn; for det de skal lære og deres væren-i-verden. Jeg ser desværre alt for mange forælde i hverdagen, som lægger det store ansvar over på os pædagoger for “vi er jo professionelle og ved lige præcis hvordan børn skal lære dit og dut og dat”… Og det er til at blive vanvittig af, hvis jeg må være så fri! Vi kan – og skal- ikke lære, danne, eller udvikle børnene til at blive den bedste version af dem selv, hvis forældrene ikke tager det overordnede ansvar ?

  • Tak fordi du lige fik sat ord på vores opdragelse. Specielt den del med, om man sætter baren for højt, den kæmper jeg til tider også med. Jeg er dog selv overbevist om, at det er sådan børnene bedst kan fungere. Hvis du gerne vil læse en fantastisk bog, hvor du lige bliver bekræftet i, at det du gør er godt nok, så kan jeg anbefale bogen ‘den nødvendig opdragelse’ af børnepsykolog John Aasted Halse ?? Tak for nogle gode indlæg!

  • Jeg er helt på din side – et langt stykke henad vejen. Jeg tager nemlig ikke alle konflikter. Nogle er simpelthen for små til, at vi – med meget, meget snart tre børn i huset – skal bruge tid og andre ressourcer på dem. Men jeg har altid brugt mange resourcer på at tænke over, hvordan jeg (vi) får nogle børn, som andre – børn såvel som voksne – gider at være sammen med. Dét har gennem snart otte år været barren og det har sådan set fungeret ret godt.
    Jeg er totalt uenig i sådan noget “moderned” med, at børn ikke skal opdrages – men de skal opdrages med respekt for de mennesker, de er.
    Jeg er SÅ stolt af mine børn, de er elskede udover alle grænser og de ved det – men jeg er skrap. Min egen mor – som dælme da var skrap! – har været den ivrigste påpeger af netop det. Men når jeg ser de mennesker, de er, så kan jeg se, at jeg ikke har været helt galt på den.
    Jeg synes egentligt, at vi voksne skal være piloterne i vores børns liv – altså indtil de er så store, at det hele alligevel er automatpilot og de derfor frit skal have lov at flyve. Men at sætte en retning, indgyde nogle værdier, nogle manerer (ja, det er måske gammeldags, men herhjemme skal man sige tak for mad og lige på den vis anerkende, at der er en, der har stået og brugt tid på at lave god, nærende mad til dem), give irettesættelser, når der slås skæverter og rent faktisk kere sig om en barre…. Det kan aldrig blive dårlig stil!

    • Præcis den barre – at jeg skal opdrage mine børn til at være nogle, andre også har lyst til at være sammen med (både børn og voksne) bruger jeg også! Det giver nogle helt naturlige grænser for, hvordan man må opføre sig hjemme hos os, og ude, for den sags skyld. Og det virker sgu godt. Jeg tager heller ikke alle konflikter, men jeg tager de væsentligste. De store linjer. Og så synes jeg også, i takt med at børn bliver større, at der er rum for drøftelser om nogle ting, som jeg kan se er vigtige for dem. Så der er stadig de store linjer, som at tage af bordet efter sig, sige tak for mad, rydde op osv. der aldrig er til diskussion. Sammenholdt med uanede mængder af kys og kram og frihed under ansvar til at gå på opdagelse i nærområdet. Min datter svarer tit når jeg siger “jeg elsker dig” – “det ved jeg godt, mor”, og der er faktisk ikke noget bedre svar at få 🙂

  • Shit du er modig!!!
    Så modig er jeg ikke! Jeg ser netop alle farerne , og hvor er der bare ofte underlige pasonager på den lokale legeplads, som ikke burde være der, godt eksempel i går formiddags kl 9 sad der en gruppe drenge på 15 år og røg sig skæve… så tør jeg sgu inte lade min 4 årige datter være der alene

    • Jeg synes ikke, jeg er modig. Det antyder, at jeg tager en risikabel chance på mine børns vegne, og det ville jeg naturligvis aldrig gøre. 🙂
      Vores kvarter er enormt børnevenligt, hvilket var af kæmpestor vigtighed, da vi købte huset. Dén vigtigste! Netop derfor kan jeg give mine børn den frihed, jeg synes, de fortjener, og som jeg tror er med til at modne dem og give dem den følelse af frihed i og tillid til verden, som jeg ønsker for dem. <3

  • Tak, tak og atter tak. Tak for et ærligt og fantastisk indlæg.
    Du har lige beskrevet sådan som vi gør her hjemme hos os. Til tider – blandt mine veninder f.eks, føler jeg mig som den strengeste mor i verden. Men jeg synes godt, at jeg man må forvente noget af mine børn og bede dem hjælpe til, selv om de er 2,5 og 6, selvfølgelig på deres niveau.
    Du har givet mig ro i maven til, at holde fast i det jeg gør og det vi gør (jeg tvivler dog ikke på mig selv eller mine evner som mor, men når man forventede, at der kom robotter ud, også fik to helt almindelige børn med krudt i måsen, så bliver man sat til vægs en gang imellem ?) – tusind, tusind tak for det og for dig. Bare tak, det var så rart i mave, at læse dit indlæg.

  • Jeg har sådan lyst til at svare på det her indlæg (og det gør jeg ellers aldrig ?). Mine opvækst var meget lig den jeg forestiller mig, dine børn oplever nu; med blind vej, masser af venner og ikke mindst forældrene ventende derhjemme. Den tillid i viser dem, synes jeg også man fik den anden vej – det lyder måske banalt, men var aldrig tvivl om at man kunne vende hjem igen. Og det der åbne syn på verden er helt perfekt, selvom min mor til tider har fortrudt hvor “naiv” hun har gjort mig, for min tro på verden gjorde, at jeg som 19-årig rejste alene til udlandet hvor jeg bosatte mig og arbejdede et år. Men som jeg sagde til dem i en tale nogle år efter, så havde jeg netop turde gøre det, fordi jeg vidste, at jeg ALTID kunne komme hjem. Jeg tror stadig på det bedste i folk, og jeg tror oprigtigt du giver dine børn så jävla meget!
    P. S. Så elskede jeg at blive voksen, og forstå, at mine forældre er to helt individuelle mennesker, der en dag fik titlen ‘mor/far’, og at de kan fejle og forsøge som alle andre. Jeg har intet ondt på deres ret strenge opdragelse, og er i dag blevet, ja, venner med dem også – for jeg har opdaget hvor fede personer de også er, og ikke bare hvor fede forældre ?

  • Gid jeg bliver bare en halvt så god mor som dig ?‍♀️
    I mit (og mange andres) hoved, er det at være lidt ‘skrap’ måske netop et af hovedkriterierne for at være en god mor. I øvrigt synes jeg ikke du lyder skrap, du lyder bare som en reflekteret og kærlig mor der har klare og tydelige linjer.
    Jeg håber virkelig, at du en dag begynder at se din mor-stil som noget mere positivt, og ikke som noget du vil ændre fra i morgen. Det er sikkert svært når man er i det. Men om 15 år er jeg sikker på du vil kunne se hvor pisse vigtigt det var, at du var lidt ‘skrap’.
    Og personligt – med lidt kendskab til psykologiens verden – tror jeg virkelig du har fat i den lange (get it, Lange ?) ende.
    Ps. hvor er det vigtigt og fantastisk at du har mod til at dele de her personlige refleksioner. Jeg er evigt fan!

  • Kære Mette Marie.
    Jeg læser ikke særlig ofte blogindlæg, men jeg blev nysgerrig på dette..
    TAK for at gøre verden til et bedre sted med dine værdier for dine, mine og vores allesammens unger – det er meget inspirerende!

  • Du lyder som en skøn mor <3
    Jeg er ikke mor, men jeg er lærer -gymnasielærer. Dvs. “pædagog” for teenagere med alt, hvad der indebærer, hver eneste dag.
    Jeg har fuldstændig samme tilgang til dem, som du har til dine børn. Meget skrap og tydelige grænser, men også meget villig til at gå på kompromis og hjælpe dem, når de har ekstra brug for det. Nogle gange (ofte!) føler jeg mig som en skurk, der gør deres gymnasietid sur og træls, og så overvejer jeg at lægge stilen om. Men i dette skoleår, som knap er gået i gang, er jeg blevet vinket til, dyttet til, sludrer med osv. af gamle elever, der på alle måder pludselig udstråler, at de gerne vil have en relation til mig fortsat, selvom de ikke behøver – jeg er jo ikke deres lærer mere.
    Jeg tror de fleste mennesker – og i sær dem, der i gang med at finde ud af hvem de er (dvs. alle mennesker!) – arbejder godt med klare grænser og tryghed 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *