Hvordan forenes én begravelse og to krapyler …


Mine Krapyler var så heldige at være født med en oldemor. Jeg har aldrig selv været særligt rig på bedsteforældre, så det har for mig at se altid været et stort privilegium. Oldemor Birte var Jons mormor, som var 90 år, da jeg kom ind i familien. Faktisk nåede jeg også at møde Jons farmor, Gerda, som fyldte 93, før hun tog herfra. Det var min idé, at Berta skulle hedde Berta, og det, der tippede vægtskålen, så Jon kom ombord på idéen var, da jeg sagde, at hvis man smækker navnene ‘Birte’ og ‘Gerda’ sammen, får man da ‘BERTA’! Så Berta er på en måde opkaldt efter begge sine oldemødre på fars side.
I sidste uge døde Oldemor Birte. 98 (næsten 99) år gammel og meget, meget mæt af dage. Hun nåede lige at slikke lidt sensommersol og lægge sig i sengen, inden efterlivet kom og hentede hende, og jeg ved, at hun tog velkomment imod. Birte nåede at leve sit liv som skolelærer og provstehustru på Samsø, få tre børn, seks børnebørn og ret mange oldebørn. Hun havde set det, hun ville og hørt sin melodi. Hun ville gerne videre i teksten, og nu er det forbi. Jeg håber lidt, min afsked med verden kommer til at ligne Birtes. Gammel og mæt af dage med mine børn omkring mig.
Jon og jeg fortalte ungerne om Oldemors bortgang i fællesskab, og vi gjorde det uden dramatik. Krapylerne har en mor, der er jævnt bange for at dø, og den følelse har jeg ikke lyst til at give videre til dem. De vidste godt, at Oldemor var meget gammel, og de vidste også, at Farmor var taget til Samsø, fordi det så ud til at gå den vej, så de blev ikke chokerede. Bagefter talte vi om, hvad der så kommer til at ske nu og spurgte ungerne ind til, hvor meget, de vidste. De havde ret godt styr på en begravelses generelle ritualer, og da vi spurgte, om det var noget, de gerne ville med til, svarede de begge to ja.
Umiddelbart syntes jeg, at det var for tidligt at introducere mine uskyldige, små børn for den slags oplevelser, som er forbundet med livets endeligt. Men på den anden side kom vi frem til den erkendelse, at det måske er en meget fin begynder-begravelse. Et dejligt menneske, der var elsket af mange, er taget herfra i en sen alder. Sådan går det jo i livet. Ingen kommer formentlig til at være sønderknuste til begravelsen, selvom stemningen naturligvis aldrig er festlig ved sådanne begivenheder, men særligt jeg kommer til at være fuldt ud i stand til at tage mig af ungerne og deres følelser, hvis de skulle vise sig at komme bag på dem.
Så vi skal således til begravelse på Samsø i weekenden. Omend anledningen jo er noget trist, er der nu også noget fint og også lidt hyggeligt over, at hele den del af vores familie, som nedstammer fra Birte, kommer til at være samlet. Havde der aldrig været nogen Birte, havde der heller ikke været nogen Farmor, nogen Jon, nogen Hugo eller nogen Berta, og så kan jeg love jer for, at den MM, jeg og I kender, heller ikke havde været her.
Vi lever kun én gang. Men hvis vi lever godt, er det også nok. <3

(Visited 135 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Som gammel pædagog synes jeg I har truffet det rigtige valg. Tvillingerne vil opleve at det er trist, der vil også være nogle der græder, og du vil kunne forklare at farmor græder fordi hendes mor nu er rejst i forvejen.
    Jeg har gennem mine mange år som pædagog altid plæderet for at når børn er 5-6 år er de klar til at deltage i begravelser/bisættelser på mennesker de kender, men som de ikke havde meget tæt kontakt med. Hvis den første oplevelse er en meget tæt på kan de få et chok for livet.
    Jeg beundrer jeres måde at håndtere det på. Og tænker at nu er farmor endnu mere klar til at puste ud sammen med jer i LA.
    Pas på jer, og kondolerer med jeres tab
    Joan, den gamle pædagog og fødte alsing

  • Det her er ét af de smukkeste skriv jeg har læst herinde ? Døden er en del af det at leve og at kunne give det med til sine børn, uden at skræmme, er smukt ?

  • Hej…
    Vi havde vores søn på 5 år ned til farmors begravelse for 4 år siden. Jeg sørgede for at forklare ham, hvad der skulle ske…hvordan stemningen ville være og vi fik en god snak om livets ende.
    Jeg tror han fik en god oplevelse, det skræmte ham ikke og han var sammen med voksne med til at sige ordentligt farvel til farmor. Bedemanden havde faktisk en lille bog om begravelser med til ham.
    Min svigerinde havde valgt at lade sin datter på samme alder blive hjemme, Det fortrød hun faktisk.
    Det blev en fin oplevelse for ham. Og det bliver det helt sikkert osse for dine to!
    Kondolerer med olde….
    Knus Henriette

  • Puha, det indlæg var mere end mine graviditetshormoner kunne klare! Det er meget fint skrevet❤️
    Jeg synes det er den helt rigtige beslutning at tage kraprylerne med. Jeg læste engang at “tabu er et voksen ord” og det synes jeg giver så meget mening – i flere situationer.
    Mon ikke solen skinner lidt ekstra på Samsø i morgen..
    De varmeste hilsner fra Mette

  • Min første begravelse var min lillesøsters, og jeg ved at mine forældre ville have ønsket, at min første begravelse havde været for en Oldeforælder eller et andet ældre menneske. Så fra en der fik en lidt hård indgang til hele begravelsesritualet, så kan jeg 100% sige at I har truffet det rigtige valg. Der er noget befriende ved den måde et lille barn opfatter døden, og det at Hugo og Berta er med ved begravelsen kan gøre noget rigtig godt, ikke bare for dem, men for alle jer andre…

  • Sikke et smukt skriv.
    Min mor døde kun 58 år gammel og vi havde vores piger på dengang 3 og 5 med til begravelsen. Vi forberedte dem på, hvad der skulle ske. 3 år efter var de med til min fars begravelse. Min mand og jeg var med til at bære kisterne begge gange og pigernes farmor og farfar tog sig af dem mens det stod på. De klarede det rigtig fint begge gange og har også haft det fint med det efterfølgende.
    Selv om en begravelse/bisættelse er trist kan det også være en smuk oplevelse. Det var i hvert fald hvad jeg oplevede, og det håber jeg også I kommer til at opleve.
    Varme tanker til jer

    • Kære Ann.
      Hvor er jeg dog ked af, at du har mistet begge dine forældre så tæt på hinanden og så tidligt. <3
      Mange knus til dig!

  • Jeg er enig med alle de andre i, at I har truffet det helt rigtige valg! Min søn var fem år, da min morfar døde. Det var så fint og rigtigt at have ham med – jeg husker hvordan han sad helt stille på forreste række, og da orglet spillede de første toner af “Se nu stiger solen”, så begyndte han at græde, og det synes jeg var så smukt. Han var helt ok med det hele, og jeg tror faktisk, at børn i den alder netop kan danne sig nogle meget mere skræmmende forestillinger om en begravelse, hvis de ikke er med.
    Kondolerer med jeres olde – og sikke fint skrevet MM

  • Jeg var heldig at få lov at møde mine oldemor og oldefar som begge var friske (særligt i sind) indtil de tog herfra i en alder af 96 (få måneder adskilt).
    Jeg var ca. Hugo og Bertas alder da vi tog til Nordjylland for at deltage i begravelserne. Det er nogle ret tydelige minder for mig, selvom sorgen var svær at forstå og forholde sig til i børnehøjde. Men jeg er så uendelig glad for at jeg var med til at tage afsked med dem!

  • Ret gode tanker du har gjort dig!
    Jeg er personligt selv så heldig at jeg lærte Birte at kende igennem mit arbejde. Og sikke en kvinde!
    God tur til Samsø- trods alt❤️

  • Mine børn på 7 og 4 mistede deres farfar for nyligt, og for dem var det første dødsfald i den nærmeste familie. Jeg var aldrig i tvivl om, at de skulle have tilbuddet om, at være med i hele “processen”. For min søn på 4 år tror jeg det hjalp meget til forståelse af “døden”, at han så og kunne ae farfar. For mig gav det sorgen en helt anden dimension, at det pludselig var os som forældre, der skulle “påføre” vores børn en sorg ved at fortælle dem om dødsfaldet. Men døden er en konsekvens af livet, og det er vigtigt for mig, at mine børn kender den præmis og finder ro med den.

  • Min niece på 5 år var med til at sige farvel til oldemor for lidt over en måned siden, og hun klarede det så fint. Jeg tror 5 år er den helt rigtige alder. Vi lod eksempelvis vores 3 årig søn blive hjemme, for han ville ikke kunne forstå det. Jeg håber i får en fin afsked ?

  • Jeg mistede min far for en måneds tid siden, uden det var ventet, så det indlæg ramte mig, og nu sidder jeg og græder i toget på vej hjem fra arbejde. Det var den SMUKKESTE begravelse vi havde lavet for ham. Han var ikke medlem af folkekirken, så vi stod selv for ceremonien, som blev holdt i en lysning i en skov under bøgetræerne, og med de smukkeste markblomster på kisten. Mine børn på 4 og 7 år var med, og selvom det var sørgeligt, var det også en god oplevelse, og jeg er så glad for, at de var med til at sige farvel til deres morfar ❤️

  • Da jeg mistede min elskede mormor, var min datter 2 år, og herhjemme var min mand lidt usikker på, om han var enig med mig i, at hun skulle deltage i bisættelsen. Jeg var aldrig i tvivl. For mig var det vigtigt, at min mormor var omgivet af de mennesker hun elskede højest, således også min datter på 2 år.
    Børn må, hvis du spørger mig, gerne opleve voksne være kede af det, og jeg tror helt ærligt, at de har lettere ved at forstå, og have forståelse for sorgen, når de selv er en del af den.
    Jeg siger altid til min datter: “vi savner kun de mennesker vi elsker”, og således er sorgen for mig også et billede af savnet til dem vi elskede.

  • Jeg blev som 10 årig frataget muligheden for at deltage i min morfars begravelse. Det har altid været et savn, og en følelse af at være frataget noget…. holdt udenfor.
    Derfor er mine børn blevet slæbt med til bisættelser fra de var spæde, og ved nu at det er en del af livets ritualer på samme måde som bryllup og dåb. Det kan være at de går i den anden grøft en dag, men sådan er det nok.. ?

  • Min niece var 5, da min morfar (hendes oldefar) døde. Det var på en underlig måde dejlig befriende at have hende (og hendes storebror) med!
    Børn siger hvad de tænker og i en svær situtation (som en begravelse jo er), så det befriende at børn er børn.
    Min niece spurgt både om oldefar nu skulle bo i den kasse og hvorfor noget tøj han havde på I den kasse.
    Så jeg er sikker på i har truffet den rigtig beslutning, specielt hvis man gerne vil skabe et “naturligt” forhold til døden.

  • Jeg kondolere. Der er godt nok en smule aldersforskel, men da jeg gik i 4 klasse, der døde en af mine klassekammerater på min fødselsdag. Jeg var ødelagt og græd i en uge. Mine forældre var i tvivl om jeg skulle deltage i begravelsen på grund af min reaktion, men det var noget jeg gerne ville, så derfor fik jeg lov til at deltage og når jeg ser tilbage var det den klart bedste og rigtige beslutning for mig, og for alle mine klassekammerater der deltog.

  • Vi havde vores knap 5 årige med til vores elskede, mæt-af-dage-oldemor og det var bare helt rigtigt!
    Vi havde læst bogen ‘Hvor går man hen når man går bort’ inden (måske er det de danske bedemænd der har udgivet den??) og det var faktisk rigtig god til formålet. Tror fint den kan læses på bagkant, hvis der stadig er lidt der skal ‘på plads’ i de små hoveder.
    Hav en fin begravelsesdag – det kan de nemlig sagtens være sådan nogle?

  • Du skriver så smukt! ❤️ Kondolerer til jer alle ?? Jeg er glad for jeg nåede og lære Birte og kende, hun var altid en sød, nysgerrig og empatisk kvinde.
    Ønsker jer en smuk og solrig dag i morgen.
    Kærlige hilsner fra sosu-hjælperen Marie

  • Gid alle måtte komme herfra på netop den måde…mæt af dage. Vi var i samme dilemma tidligere i år, hvor vi endte med at tage vores 4-årige med til oldemors begravelse. Vi fortalte udramatisk og meget kort, at hun var død, og at hun skulle begraves. Vores datter var derefter selv med til at beslutte, om hun ville med.
    Til at begynde med ville hun kun kirke-delen og ikke være med, når kisten skulle i jorden. Det respekterede vi fuldt ud! På selve dagen ændrede hun mening, da hun så, at alle de andre oldebørn gik med. I sidste ende er jeg overbevist om, at hun med sin deltagelse bedre forstår, at olde er væk, og vi har haft nogle gode snakke om det siden også, ligesom vi har besøgt gravstedet.
    Jeg tror, vi kan komme til at skåne uhensigtsmæssigt, og selvom vi skal beskytte vores børn, så gør det ikke noget, de bliver bekendt med livets gang. Og hvis man er så heldig, at det første møde med døden er, når gamle olde dør, så findes der næsten ingen bedre måde.
    Olde begravelde husker hun især også, fordi alle oldebørn mega hyggede sig og legede SÅ godt til den efterfølgende mindekomsammen, og vi nød at være samlet alle i familien – så tit sker det ikke.
    Så jeg synes, I har taget den rette beslutning, og jeg håber, I må få en dejlig dag med familien ❤.

  • Den første begravelse jeg var til var min oldemors for 5 år siden. Min søn var 7 uger gammel og jeg var 28 år. Det var det eneste hun havde holdt sig i live for, at se sit første tipoldebarn. Hun blev også 99 år gammel. Det var også en fin “begynder-begravelse” for mig. Det var mega sørgeligt og der var mange der fældede tårer. Men jeg er også mega skræmt over at jeg ikke har oplevet flere, for de ældste i familien nu, er mennesker jeg ikke kan forestille med et liv uden ❤️

  • Kære MM,
    Jeg synes det er et fint valg at tage krapylerne med særligt hvis de selv har sagt ja. Jeg var 5, næsten 6, da min farmor døde og jeg blev aldrig spurgt. Mine forældre tog beslutningen om, at det var jeg og min 3 årige lillebror for små til. (Han kan så måske diskuteres…) Men jeg husker at alle de voksne var kede af det og græd og der var underlig stemning i huset. Jeg anede jo ikke, hvad det betød på den lange bane (og at farmor sgu ikke lige dukkede op igen), så jeg var lidt en deltager eller beskuer til de andres sorg. Nå, men min pointe var, at da jeg ikke var med til min farmors begravelse som 5 årig, så var min første begravelse først knap 20 år senere, da min morfar døde og det var så skrækkeligt, at jeg godt gad at have haft den oplevelse som barn, hvor jeg med uvidende reservering til situationen måske kunnet have taget toppen af oplevelsen de mange år senere. Jeg bebrejder ikke mine forældre det, opdragelse af børn i 80’erne og 90’erne var ikke så fokuseret på, hvad børnene havde lyst til. Men i dag kan jeg godt savne at have været med i fællesskabet i kapellet og set de andres sorg og på den måde forstå at det var farvel til farmor.
    Jeg håber I får en smuk dag og får sendt Birte godt på vej.

    • Jeg er helt enig med dig. Jeg var heller ikke med til min farmors bisættelse. Hun døde, da jeg var 6. Det er sundt med et farvel, og så absolut ikke skadende..
      Jeg tror, mine forældre var bange for, det ville være for hårdt for mig….

  • Så fint et indlæg!! Og gode overvejelser omkring hvornår ungerne er klar til at deltage. Jeg tror helt sikkert, I har taget et godt valg og at I sammen får sendt Oldemor Birte godt afsted.
    Kommentaren om, at tabu er et voksen-ord er så spot om! Det vil jeg huske på ?
    Jeg eeeelsker dit argument med Bertas navn – hvor er det bare fint ❤️

  • Kondolere med oldemor.
    Jeg var selv som barn med til min oldemors begravelse – og som voksen er jeg så glad for at have sagt farvel til hende og at den mulighed ikke blev frataget mig for at skåne ?
    Super godt skriv!

  • Sikke en gave, at nå at have oldeforældre. Mine døde laaaaang tid før jeg blev født Til gengæld mistede jeg min elskede morfar sidste år. Han var næsten 103. Vi havde et helt specielt bånd.
    Min sorg er dog, at jeg aldrig har kunne præsentere ham for et oldebarn fra mig. Men sådan er det bare.
    Dine børn er jo i en alder, hvor de sagtens ville kunne huske deres olde. Det er jo så stort og smukt

  • Det eneste man er sikker på i livet, er at man på et tidspunkt dør. De fleste bliver heldigvis rigtig gamle inden det sker. Mine børn har også været med til begravelser og bisættelser fra de var små. Det er ok at se folk være triste og det er også ok selv at være trist. Det er en del af livet.
    Dog, tog jeg ikke min 2 årige datter med til min mors bisættelse, for jeg vidste at jeg ikke ville kunne tage vare på hende af sorg. Men da min far blev bisat fornylig, som 80 årig og børnene var meget ældre, var de med og fik sagt farvel under mors beskyttende vinge.

  • Kære MM
    Kommenterer ikke så tit, men læser alle dine indlæg.
    Men i dag ramte du plet. Du skriver helt vildt flot altså… fik da helt ståhud på armene!
    heldigt at Oldemor Birte blev født – for jeg vil da ikke undvære den MM vi kender, og din skønne familie.
    I øvrigt synes jeg det er så vigtigt at du fortæller om de svære situationer. Der hvor det for os alle kan være svært at være mor. Der hvor man er usikker og måske bliver lidt for stram i sine udtalelser. Som alenmor til fire forekommer det jo også ofte for mig, og det e rsimpelthen så rart at høre at andre også kammer over ind imellem.
    Tak for en kanon blog og for din helt fantastisk IG.
    /Lotte

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *