Lidt om at være mor og datter på skift


Snakke om døden kan være svært med små børn, synes jeg. Måske for mig særligt, fordi jeg selv har nogle udfordringer med at acceptere det faktum, at vi alle sammen skal herfra på et tidspunkt. I hvert fald er jeg nervøs for, at det sker for tidligt for mig eget vedkommende. Man skal nok ikke have læst specielt meget Freud for at kunne regne ud, at en del af forklaringen måske skal hittes i, at jeg selv mistede min egen mor for tidligt. Jeg er glad for at have arvet hendes humør og tilgang til andre mennesker, og jeg kan leve med at have arvet hendes korte ben og krøllede lilletæer, men der sætter jeg altså også grænsen.
Min mors forældre gik bort, før jeg blev født, og de har altid været meget udviskede i min bevidsthed. Min mor har ikke talt meget om dem til min søster og mig. Og den kunst har jeg hele tiden vidst, at jeg ikke ville gøre hende efter, når jeg selv fik børn. Fra Krapylerne var store nok til at forstå begrebet “familie”, har de hørt om mormor, og jeg har sneget små detaljer ind om mormor, når det har givet mening. Eksempelvis elsker Berta isen Københavner-stang, og det var også min mors favorit. Jeg går med en ring, jeg har arvet efter min mor, og nogle gange er der små ting i hverdagen, der kan ryste en bette anekdote af sig.
Så jeg vil mene, at min mission er lykkes. Mine unger ved sagtens, hvem mormor er, selvom de aldrig har mødt hende. Og for nyligt følte jeg, at det var lykkes lidt for godt. Berta begyndte oftere at spørge ind til mormor, og da hun for en rum tid tilbage for første gang var med på besøg ved hendes gravsted, brød hun helt sammen. Hun var så ked af det. Jeg talte længe med Berta om hendes reaktion og spurgte på mange kringlede måder ind til hendes sorg (uden at gøre det tydeligt, hvad min bevæggrund var) for at finde ud af, om hun var bange for, at jeg skulle få samme skæbne, men det lod ikke til at være tilfældet. Og når et af børnene har spurgt, om jeg også skal dø før far, ligesom mormor gjorde, svarer jeg altid, at det skal jeg absolut ikke. Tilfælde som mormors er enormt sjældne, og det ville ikke give nogen mening, at det samme hændte for mig, så de hænger altså på mig i en 50-60 år endnu.
Efter endnu en nylig samtale med Berta om mormor, på hendes opfordring, gik det op for mig, at det, jeg tror, der sker er, at Berta sympatiserer meget med mig, når vi taler om mormor. Det værste, bette Berta kan forestille sig i hele verden, er jo at  miste sin mor, så hun synes simpelthen, at det er så sindssygt synd for mig, at den skæbne er overgået mig. Jeg kan ikke huske hendes formulering, men der var noget i de ord, hun valgte, som fik det til at gå meget klart op for mig, at det var det, der var årsagen til hendes mismod.
Dagen efter den snak havde jeg faktisk fødselsdag. Solen stod op i et væld af røde farver, ligesom den faktisk gjorde det året før den selvsamme dag, og den dag sagde Jon, at det nok var fordi, mormor flagede fra himlen. Da Berta og jeg så sad dér i min seng og kiggede på solopgangen, mens Jon og Hugo arrangerede morgenmad i stueplan, spurgte Berta, om jeg troede, mormor flagede igen. Jeg svarede, at det var jeg da sikker på, og så fortalte jeg hende, at det altså ikke er synd for mig, at mormor er død. Jeg er voksen nu, sagde jeg, og nu er jeg jo moren. Den sorg, jeg havde, er omdannet til kærlighed, og hvor jeg før var datteren, er jeg nu moren, og det er sådan, naturen fungerer. Jeg forklarede hende, at jeg er meget, meget lykkelig for vores familie og mit liv, og jeg går ikke og er ked af det, så det behøver hun slet heller at være.
Jeg bilder mig selv ind, at hendes små skuldre faldt lidt ned, og siden har hun ikke nævnt mormor med et ord – og sådan skal det være for nu.
Det er interessant på så sindssygt mange måder, det der med at få børn. Især, synes jeg, når de begynder at tænke og reagere, og man er nødt til at tænke over, hvilke tanker og følelser, man videreformidler til dem.
Det, jeg sagde til Berta, er selvfølgelig kun delvist sandt, forstået på den måde, at jeg jo stadig er super-ked af, at min mor ikke er her til at være mormor i vores familie. Men når jeg fortæller Berta, at ked-af-det-heden er omdannet til kærlighed, som vi så i stedet deler, bliver det faktisk også mere sandt for mig. Og det gør, at min kærlighed til min mor lever videre i min og Bertas kærlighed til hinanden. For sorg er jo kærlighed, der er hjemløs, og min er det jo ikke helt så meget længere, som den har været. Og det er nu ganske smukt på sin egen måde, synes jeg.

(Visited 510 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg har sagt det før og siger det igen! Du er fantastisk til at skrive….!
    Min far døde da jeg var 24 og jeg taler også om morfar til mine drenge. Min store søn siger tit “jeg savner morfar” og han har altså aldrig mødt ham. Måske det er sådan noget.
    Hvor ville jeg ønske jeg kunne “male-tale” (når man fortæller noget på en meget smuk måde) som dig når det kommer til de snakke 🙂

  • Kære Mette Marie,
    Jeg er ked af at du mistede din mor tidligt. Jeg mistede selv begge mine forældre inden jeg blev 40. Mine piger kan blive rigtig kede af at de næsten ikke kan huske dem mere, så jeg forsøger også at flette historier om dem ind hvor det giver mening.
    Hvor er det bare smukt formuleret – tusind tak for dig.
    Rigtig god weekend til dig og din familie <3

  • Det er enormt intressant og enormt vigtigt det du skriver om. Jeg forsøger stadig at finde ud af, hvornår jeg skal fortælle mine børn (3 og 5 år) om min lillesøster, der døde i en alder af 3,5 år, men jeg har indtil videre bestemt, at det må vente til de er lidt større eller eventuelt selv spørger, hvem den lille pige på billederne hos Bedstemor og Bedstefar er. Synes det er enormt voldsomt at skulle gøre dem opmærksomme på, at børn faktisk også kan dø, så jeg trækker den lidt. Når de bliver lidt ældre og bedre kan forstå, hvorfor hun døde, så skal de med på kirkegården og hilse på moster…

    • Jeg kan sagtens forstå dine overvejelser, og jeg synes, det lyder som en rigtigt god idé at vente med at fortælle dem den historie, til behovet naturligt opstår.
      Og hvor er det dog helt forfærdeligt, at du mistede din lillesøster. ❤️
      Knus fra mig!

  • Hvor er det fantastisk skrevet. Specielt den del med at sorg er kærlighed, der er hjemløs. Den ramte mig lige i hjertet. Hvor er det smukt og rigtigt – og det hjælper faktisk mig med at håndtere sorg anderledes og en smule bedre kan jeg mærke. Tak! 🙂

  • MM for Filan.! ??
    Jeg elsker dine refleksioner og din måde at formidle.. ?
    Fantastisk indlæg, som jeg hel sikkert vil huske at gøre nytte af den dag jeg skal fortælle min lille søn (på 3 mdr) om hans morfar… ? TAK!

  • Hej Mette Marie. Jeg tænker (qua mit arbejde som sygeplejerske) at man skal passe på med at love ens børn at man ikke skal dø lige nu for ingen ved jo hvornår det sker, men man kan jo sige, at de fleste bliver gamle. Det svar accepterer min datter på 5 år. Vi mistede svigermor/farmor i april og min datter har været med helt fra begyndelsen af hendes kræft/sygdomsforløb (1,5 år). Hun var med på hospice flere gange og jeg og min mand talte åbent med hende om døden, savnet og sorgen. Hun så naturligvis farmor død fordi jeg ved, at børn ikke tager skade af det (så længe der er 1 voksen som er fattet og kan passe på barnet) – snarere tværtimod. Hun kørte endda kisten ud fra stuen og ud fra hospice, ind i rustvognen. Vi har fået så mange gode snakke og hun har fået ærlige svar i børnehøjde hele vejen igennem og accepteret dem – selvom det er hårdt. Bare mine tanker omkring snakken om døden.

    • Hej Lene.
      Jeg respekterer, at det er dine tanker, og min holdning er jo bare en anden. ? Jeg hviler 100% i at love mine børn, at jeg bliver 100 år gammel. Jeg synes, der er forskel på at miste en bedsteforælder og at miste en forælder. Da vores ungers oldemor døde i sommer, havde vi også hele snakken om døden på en rigtigt god og naturlig måde.
      Hvis jeg dør før tid, er jeg ikke bange for, at Berta og Hugo kommer til at bebrejde mig, at jeg løj (uvidende) for dem, og jeg ved af erfaring, at det er umuligt at forberede sig på at miste nogen for tidligt. Selvom man forsøger. Så det er der ingen grund til, synes vi herhjemme, og så lever vi liiige til den dag, vi dør! ?❤️
      Men alle familier er forskellige, og alles forhold til døden er forskellig. Og den approach, jeg har overfor ungerne ift døden, er meget, meget velovervejet, kan du tro. ❤️

  • Kære Mette Marie.
    Hvor er det dog smukt skrevet. Jeg selv har en mor, som mistede sin mor da hun var ganske ung, og hele mit liv har det været en kæmpe sorg. Som lille blev jeg altid rigtig ked af det, så snart min mor fortalte små anekdoter, og jeg tror, at sorgen dengang bundede i de samme tanker, som lille Berta har gjort sig. Så sent som i lørdags havde jeg en lille tudetur over det faktum, at jeg forhåbentligt har min mor den dag jeg får børn (jeg er 25), men min mor aldrig fik lov til det. Min mor har altid håndteret det til perfektion, og vi har snakket utrolig meget om det. Ved ikke lige hvor jeg vil hen med dette, men hvis Berta allerede nu, har disse tanker, kommer hun måske altid til at have det. Men hvor er det smukt, at man kan sørge over et menneske man aldrig har mødt, udelukkende på grund af sin kærlighed til et andet. ❤️

  • Kære Mette Marie.
    Tak! Tusind tak fra bunden af mit hjerte! Det indlæg var lige præcis hvad jeg havde brug for i dag.
    Den seneste uge har jeg snakket meget med min kæreste omkring hvorvidt jeg skal dele mine minder om mine forældre til min kommende lille pige. Og dette indlæg har sat ord på alle mine tanker omkring det.
    Jeg mistede begge mine forældre inde for to år, og inden jeg var 27. Og lige siden har det fyldt enormt meget for mig, at mine børn skulle kende deres mormor og morfar, når jeg en gang skulle have børn.
    Nu står jeg som førstegangs gravid, og kan ikke finde ud af at om det er et behov for mig, eller noget som rent faktisk ville være rart for mine børn også at vide. Men som du så fint skriver – “Familie” skal fortælles om, både dem der stadig er her fysisk, men også dem som man kun kan have med i hjertet.
    Så tak!
    Mange knus herfra.

  • Wow, jeg er rørt og mundlam. Jeg har selv mistet min mor, og har selv en datter på 5 år med præcis samme refleksioner som du beskriver. Jeg tror jeg, næste gang hun nævner mormor, vil forsøge at have den samme snak. For du har helt ret. Selvom savnet ikke forsvinder, så er kærligheden ikke så hjemløs længere ❤️ Tak for at sætte ord på store følelser, både for voksne og 5 årige hjerter

  • Hvor er det bare virkelig fint skrevet. Jeg mistede min mormor for lidt over 5 år siden og som tiden går, kan jeg mærke lige præcis den følelse som du beskriver, at Berta har – fordi jeg synes det er så synd for min mor, at hun har mistet sin mor ❤️ Og det er også det værste jeg kunne forestille mig.

  • Jeg er simpelthen helt tom for ord. Hvor er det smukt og velreflekteret. Jeg er vild med den måde du får formuleret det og givet kærligheden og sorgen et nyt liv. Tak for dit vidunderlige skriv! ??
    Og så bare lige en sidde kommentar: jeg lyver også glædeligt for mine børn om at jeg bliver 100 år. De skal ikke gå med den bekymring om hvornår jeg eller deres søde far dør, og den bekymring ved jeg at de ville have hvis jeg fortalte dem andet. ?

  • Her er morfar død og mormor er fravalgt.
    Min dreng på 5 år græd første gang han så sin morfars gravsted, jeg tror han var omkring 3 år. Han kunne slet ikke være i sig selv ved tanken om at han er død. Selvom han aldrig har set ham, fordi han døde da jeg var 9 år. Jeg blev simpelthen SÅ rørt! Tænk at sådan et lille menneske kan have så store følelser.
    Vi snakker i perioder tit om morfar, og jeg elsker det! Jeg elsker at kunne dele min kærlighed til min far med mine børn.
    Og det giver en virkelig god anledning til at snakke om døden på en ordentlig måde.

  • Dit skriv her rammer mig lige i min egen sorg over lige at have mistet min mor, og jeg ved i virkeligheden ikke om det var godt eller skidt for mig at læse det her indlæg, for jeg sidder her og tuder endnu mere end jeg gjorde i forvejen, men finder også en trøst i det du skriver om at sorg er kærlighed som er hjemløs. Tak for det Mette Marie

  • Der trillede godt nok lige et par tårer ned i morgenkaffen. Du skriver så smukt. MM, skud ud til dig med ros for din måde at tale med dine børn på (altså den måde, jeg har indtrykket af, her fra bloggen). Det vil jeg så meget tage med mig <3 Min lille søn er godt nok ikke så gammel endnu, men når når den tid kommer, både til de store og små ting. Jeg er sikker på at du er en skøn og omsorgsfuld mor.

  • Så fint et billede på, hvordan det er at miste, samtidig med, at man så får nye mennesker i sit liv at elske. Tak fordi du deler♥️♥️♥️

  • Hej MM
    Jeg plejer normalt at holde mig fra kommentarsporert, men nogle gange rammer ting lige der, hvor det føles umuligt ikke at kommentere på det.
    Jeg mistede selv min moar for over tre år siden og otte måneder forinden mistede jeg min svigermor.
    De tab har gjort tanken om at få børn meget sårbar og nærmest uønsket, fordi jeg savner min moar at snakke med og til at guide mig. Jeg er så bange for at åbne op til dén dør, med alt hvad det indebærer.
    Gjorde du dig tanker om det inden du blev gravid? Jeg ved at du havde kvindelige “voksne” i dit liv dengang, men jeg tænker at de alligevel ikke dækker det behov 100%?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *