#life

Jeg må hellere lige understrege, at det følgende er en metafor for de ting, der er hændt de seneste uger og dage. ❤️
Det føles som om, at jeg bare skulle passere gaden i udkanten af en lille by en rolig søndag eftermiddag. Jeg så mig godt for, gik i mine egne tanker og lyttede til fuglekvidderen og Krapylernes leg et sted i baggrunden, og da jeg befandt mig midt på vejen, skete der det, at der pludselig dukkede to biler op ud af det blå. De passerede mig i hver sin retning med kolossal hastighed, og mens de gjorde, var der nogen i den ene bil, som affyrede en pistol imod den anden. Projektilet strejfede min kind, men ikke mere. Det kunne være gået helt galt, men det gjorde det ikke. Idet jeg tog hånden op til kinden, kiggede på den og blodet, smilede lettet ved mig selv og lagde an til at krydse den anden vejbane, åbnede himlen sig igen i begge ender af landevejen, og to kæmpestore lastvognstog dukkede op ud af det blå og brølede forbi mig i hver sin retning.
Jeg står endnu midt på vejen med min blodige hånd hævet, og jeg kan fornemme, hvordan kraften fra de to enorme køretøjer trækker i mit tøj. Jeg kan mærke lugten af diesel, og larmen er øresønderrivende. Det føles på én gang, som om de er væk lige så hurtigt, som de kom, og samtidig foregår det hele i slowmotion, mens alle detaljer indprentes i min bevidsthed. Og da lastbilerne er forsvundet, står jeg stadig tilbage med hånden hævet og en blanding af den metalliske lugt af blod og den rivende stank af brændstof i min næse.
Jeg kom over på den anden side af vejen. Og der skete ikke noget alvorligt. Det kunne være gået gruelig galt. Men det gjorde det ikke.
Hverken mere eller mindre konkret kan eller vil jeg være omkring det, min familie og jeg har oplevet de seneste uger og dage. Jeg har på den ene side lyst til at fortælle det hele, men det har jeg på den anden side alligevel ikke. Både fordi, at nogle ting skal have lov at være mine, selvom jeg lever af det, jeg gør, men særligt fordi, at det her ikke kun handler om mig.
Jeg kunne også helt lade være med at skrive noget, men det ville også være for underligt, synes jeg, når jeg nu sidder her med ringen for ørene og småtuder af en blanding af lettelse og forskrækkelse.
Lige nu laver jeg ikke meget andet end at spise brød med skinke og Prima Donna, kramme med Jon og Krapylerne, hvoraf de sidstnævnte gudskelov ikke fatter en bjælde af, hvad der foregår, tale i telefon med mine veninder og familie, og så er jeg startet på et mindre sofamaraton af romantiske komedier, mens ungerne er i børnehave. Den ene dummere end den anden, og det er helt perfekt. Når jeg prøver at sove, kan jeg mærke stanken af diesel og høre lyden af pistolskud, så bliver det ikke til mere end at ligge og stirre op i loftet. Endnu. Det skal nok komme, jeg er ikke bekymret. Nogle gange må livet gerne gøre ondt, og det gør ikke noget, at man holder en pause og trækker vejret, som en skrev til mig i går.
Så her sidder jeg så, i rabatten, stadig med hånden mod kinden, blikket mod vejbanen og stakket åndedræt. Men heldigvis med masser af fuglekvidder og lyden af Krapylernes leg i baggrunden, Jons arme om mig og en rift på kinden, som nok skal hele. Den skal bare liiiige have fem minutter mere, lidt flere mys og en masse chokolade.

(Visited 196 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Puha MM
    Det der er lidt for barske løjer! Lov mig at få talt med nogen om det der. Det er sådan en oplevelse der sidder i kroppen i lang tid og som vil påvirke dig fremadrettet. Tag det fra en ekssoldat der har haft god gavn af en psykolog. Kærlige tanker jeres vej

  • Mange gode og kærlige tanker til dig og dine.
    Det lyder som en meget voldsom og ubehagelig oplevelse.
    Husk endeligt at bruge en god psykolog til at debriefe og bearbejde oplevelsen. Ingen er supermand.

  • For pokker MM! Sikke en oplevelse. Pas på dig selv og giv dig tid – vi er mange som holder af dig helt uden at have mødt dig nogensinde <3

  • Kære MM!
    Jeg er tom for ord. Sådan helt: jeg skimmer lige din tekst igennem for at komme ned til der hvor du skriver det er en tidlig aprilsnar….?!
    Men dét står der ingen steder ?
    Den overfusedhed (er dét et ord?) jeg sidder med efter at have læst hvad der er sket….. – Jeg kan slet ikke forstille mig hvordan du må have det efter at havde stået lige midt i det ?
    Hvor er jeg glad for, at DU har skrevet dette opslag og at det ikke blev til en forfærdelig overskrift.
    Kram din kære ❤️

  • Av, det var da en modbydelig forskrækkelse – en solid pause, gode snakke og primadonna lyder som vejen frem???. Nok gik det ikke gruelig galt som du siger, men det er stadig så grimt, når det var lige ved ?.

  • Fuck mand!!! Det var det jeg udbrød højt da jeg læste din blog! Shit hvor er det vildt der ikke skete mere! Shit hvor er det godt der ikke skete mere! Shit hvor er det godt du bare bruger disse dage på kram og nærvær med dem du elsker højest.
    Kan slet ikke forestille mig hvor chokeret du må være. Sender en ordentlig bunke kærlighed og virtuelle krammere❤️❤️❤️

  • Sikke dog en voldsom oplevelse, godt du har familie og venner omkring dig til at hjælpe . Håber du lige så stille lander i balancen igen ❤️

  • For sylan!! En oplevelse du godt kunne have været foruden – alt det bedste til dig og dine kære.
    Er sikker på du godt ved hvordan du skal tage vare på dig selv – men det ville være en rigtig god idé at få bearbejdet ‘oplevelsen’ med professionel bistand ❤️❤️❤️

  • Kæreste MM.
    Fy for den lede, sikke dog en grim forskrækkelse . Godt der ikke skete mere . Men tanken om , hvad der reelt set KUNNE være sket kan sidde i kroppen i rigtig lang tid.
    Håber du får talt det hele godt igennem (mange gange )
    Mange mange kærlige tanker og kram til dig fra mig ❤️

  • Kærlighed til dig – og din familie. Det er en vild metafor, og jeg håber I alle sammen kommer godt over vejen! <3 Jeg blev også kørt over af livet for nogle år siden, det gør nas, og tager tid at komme over. Hvis man kommer over.
    Kys

  • Jeg er meget forvirret.
    Du skriver det er en metafor.
    Men, nu sidder jeg tilbage og tænker? Er du blevet skudt på kinden og har du været ved at blive kørt ned? Eller ikke?
    Undskyld, men jeg er meget bekymret for dig, og synes ikke du kan være bekendt at komme med sådan en “kryptisk” udmelding 🙁
    ØV og god bedring, hvad end der sker.

    • Måske det er en metafor for at stå lige midt i noget som går alt for stærkt og kroppen siger fra og hun derfor må trække sig en smule fra influencer livet, med et ar på sjælen (lift på kinden) og må betage andres arbejde fra sidelinjen (fortorvet). Det var det første der faldt mig ind. Men jeg håber virkelig det bedste for hende uanset hvad der er sket ❤️

    • Kære MM, rigtig god bedring. Sender varme tanker til dig og din familie.
      Jeg håber, at du vil give et par stikord til afklaring for dem, der ikke har fanget metaforen, men som oprigtigt er helt vildt bekymrede og kede af det efter at have læst dit indlæg, som er smukt skrevet, men også meget voldsomt. Vi er mange, der følger med og holder “af” dig, og jeg synes, det er synd, hvis de skal leve i total uvished på baggrund af dit indlæg. Håber ikke, du tager det ilde op – jeg opfordrer endelig ikke til, at du skal dele det hele… tror bare, der er nogle, der ville have godt af lidt afklaring <3
      Kærlige hilsner

  • Kæreste MM.
    Sender mange mange kærlige tanker din vej. Det må have give den største forskrækkelse, sådan en, der vil sidde i krop og i sind❤️
    Giv dig selv al den tid, som du har brug for…og snak om det igen og igen…og igen.
    Alt det bedste til dig og dine❤️

  • Pyha… sikke en forskrækkelse, et chok for hele systemet, det er sådan noget der kan give PTSD, så pas på dig selv, og tag dig god tid.
    Kram og positiv energi din vej.♥️

  • Jeg synes det er et mærkeligt indlæg – og at dele et billede med hospitalsarmbånd og en tekst som fortæller du er blevet skudt på og nær kørt ned, hvor hundredevis af folk bekymrer sig og tydeligvis ikke fanger metaforen (jeg selv inkl.), virker sgu som det rene click bait! Jeg står tilbage som læser og spekulerer på, hvorfor du dog vil have folk til tro sådan? Og hvorfor overhovedet dele, at der er sket dig noget alvorligt og ikke fortælle nærmere – er det for interessens skyld?

    • Så enig.
      Det virker enormt krukket og se-mig-agtig.
      Hvad med at sige vi dealer med noget, jeg trækker mig lidt fra sociale medier lidt?
      Når man har tid til at tage det hele rigtige billede af indlæggelses armbånd og sløre cpr.. for at dele en kryptisk besked, virker det bare for som et stort opmærksomhedsnummer.

    • Så enig i det her… jeg var så chokket på MM s vegne da jeg læste indlægget imorges – og så kommer der en Update senere med at det er metaforisk og med smile smiley. Blev sgu skuffet over den finte her!

    • Enig…..
      Er glad for at alle er okay ♥️ men er nødt til at tilslutte mig kritikken. Kan slet ikke kende MM mere og jeg har fulgt med siden tvillingerne blev født. Den følelse dette indlæg og opslag på Instagram efterlader og i den seneste tid har efterladt gør at jeg må trække mig. Jeg smækker ikke, for det har været 5½ gode år her på domænet.

      • Puha MM. Hvor jeg håber du er ok. Når det er sagt, er jeg enig i kritikken. Måske man bare skulle have forholdt sig i stilhed når man alligevel ikke vil fortælle hvad der er galt – i stedet for at bruge en så voldsom metafor, som mange ikke forstår? Jeg synes godt nok det er ærgerligt løst fra din side 🙂 Jeg håber du tager den tid det tager at komme ovenpå og blive ok igen – og læg evt. influencerlivet lidt på hylden indtil du er der. Det tænker jeg alle under dig, fremfor at dele mystiske metaforer 🙂

  • Altså jeg er ikke sikker på jeg fatter din metafor ligesom andre skriver? ?
    Er du reelt set blevet skudt og ramt på din kind, eller er det hele en metafor for at du går igennem en svær tid?
    I så fald god bedring ?

  • Jeg forstår heller ingenting, og blev meget(!) bekymret. Jeg er dog glad for, at du ikke er blevet skudt.
    God bedring ❤️

  • Puha! Kommer helt til at græde. Hvor må det være en kæmpe forskrækkelse og for dig, der elsker livet SÅ højt og har antydet, at du af gode grunde også er bange for, at det bliver for kort. Godt du passer på dig selv og ja du skal nemlig nok rejse dig igen ❤️

  • Kæreste MM
    1000 tanker i din og jeres retning! ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️
    Og lov mig, som andre har skrevet; snak med nogen! Særligt hvis du ikke kan sove. ??❤️ søvn er vigtigt! Du må nemlig ikke knække nakken. Alt det bedste til dig!

  • 1000 tanker til dig – håber diesel lugten på den alt for trafikeret vej snart er blæst væk ❤️❤️❤️
    læn dig tilbage og mærk roen sammen med din familie ❤️❤️❤️

  • Hold nu op en forfærdelig oplevelse!
    Jeg kan godt forstå du har brug for ro og masser af kys, kram og kærlighed.
    Vi har mange farer ude i vort lille land og skal passe på os og vore kære og huske at leve livet fuldt ud hver dag.
    Jeg håber aldrig mere det skal ske hvor du og dine kære opholder jer.
    Godt du slap med skrækken og en mindre skade fysisk og tal den væk, så den ikke får sat sig psykisk.
    Knus og kram og gode tanker til dig !

  • Jeg synes måske, at en metafor der indeholder drive-by shooting er lidt upassende lige nu, når bandekonflikten er så massiv og en del mennesker faktisk oplever biljagter og skyderi/knivstikkeri i virkeligheden.

    • Man kan jo ikke bruge noget som helst billedsprog overhovedet, hvis man altid skal tage hensyn til alle. Alle bliver stødt over alt efterhånden! Jeg synes, hele metaforen var meget fin, rørende og meget rammende på de følelser, et mennesker går igennem, når de er i krise.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *