Jon blogger: Hvordan er det at være gift med en blogger?


Jon har efterhånden færdiggjort de projekter, han har haft i kalenderen, siden han afsluttede sin spilleperiode på Odense Teater, og derfor har han lidt ekstra tid herhjemme. Den bruger han på at skrue kuliltealarmer op, spille lidt FIFA, holde dags-dates med sin hustru og skrive indlæg til bloggen. Engang for en million år siden spurgte jeg på Instagram, hvad I, der læser med, gerne ville have, at Jon skulle skrive indlæg om, og det er der kommet de her indlæg ud af:

Lidt om drømme. Livet som libertiner. 10 ting, Køge har gjort ved MM – ifølge Jon. Hvorfor kommer min hustru (næsten) aldrig til mine premierer. Jons tanker om at flytte til Køge. Sådan mødte vi hinanden – ifølge Jon. 10 ting om mig (og ham) ifølge Jon.
Og nu også det her. Jeg blev en kende rørt, da jeg læste det. Men det er måske bare mig. 😉
Herfra er pennen Jons:
Jeg skal være ærlig, jeg har udskudt at skrive det her indlæg en smule, fordi det faktisk har været lidt svært for mig at svare rent på det spørgsmål. Jeg er jo altså mest af alt gift med min kone. At lægge vægt på bloggerdelen af hende har jeg nok set som lidt tamt, fordi hun er så uendeligt meget mere. Men nu kommer det, og det er der flere grunde til. Og de kommer her:

Først og fremmest, DET ER OPTUR!!

Jeg har altid troet, at jeg skulle være den eventyrlystne, den kreative, den rejselystne, den kan-ikke-holde-til-et-9-17-job-typen, i det forhold, jeg endelig ville ende i. Jeg har op gennem mine tyvere krydset fingre for, at hende, der skulle få mig ned på ét knæ, ville kunne følge med i min freelance-tilværelse af skiftende arbejdstider, rejselyst og Lad Os Se Hvad Der Sker, Hvis..
Men jeg må jo krybe til korset og indrømme, at jeg er mere end matchet. Og det er jeg til dels i kraft af min kones job. De muligheder, hun får gennem sit arbejde, er rent ud sagt eventyrlige. Jeg skal passe på ikke at anti-jante den for meget, men hendes arbejde har allerede bragt vores familie mere rundt i verden, end jeg havde turdet håbe på.

Det har altid været en af mine allerstørste drømme at kunne vise mine børn så meget af verden som muligt. Jeg synes, at en af en forælders fornemste opgaver er at vise sine børn, hvor forskellige mennesker er, hvor anderledes man kan gøre ting, løse problemer, nyde det liv, som vi kun har et af. Og allerede nu er jeg lykkelig over, hvor godt med vores unger er på det punkt, blandet andet qua MM’s job.

Oveni det, og tilgiv mig at tærske halm på samme mølle, eller hvad fanden man nu siger, men nu fylder vores unger snart 6, og al den tid, vi har haft sammen med dem, er jeg også skidestolt af. Okay, granted, noget af det har været fordi, min telefon ikke lige har ringet den måned, og jeg så har kunnet “holde ferie”, men mestendels er det fordi, MM har insisteret på at være så meget sammen med børnene som muligt, give dem fridage og hente dem tidligt. Og det kunne aldrig have ladet sig gøre, hvis ikke hun var sin egen chef.

Men mest af alt, så har det givet mig en lykkelig kone. Mette Marie har altid været en udpræget people person. Fra jeg mødte hende har hun startet lady-loger, arrangeret fællesspisning i Køge og fået mennesker til at mødes. Altid under en positiv, optimistisk fane. Hun har bragt folk sammen i arbejdsøjemed, som roommates og sågar i kærlighed. Og der er næsten intet, der gør hende så glad, som at være sammen med andre, snakke, grine, diskutere, vende livets genvordigheder og finde meningen med livet. Det er inspirerende til et vanvittigt niveau og en af de ting, jeg elsker hende mest for. Og det har bloggen kunnet give hende, takket være jer, jeres vidunderlige kommentarer og feedback, og jeres kærlighed til hende. Hun er vokset 6 meter på de 6 år. Så tak for det.

Og også derfor er jeg nødt til at nævne en bagside af medaljen. Fordi min kone får så megen energi og så meget livslyst af at interagere med andre, rammer det hende også det hårdere, når tonen går den anden vej. Jeg siger ikke, at kritik ikke er velkommen på hendes domæne (også i overført betydning ;). Hendes evne til at sige “Undskyld, jeg tog fejl” herhjemme, kan selv den selvudnævnte empatimester Jon Lange lære noget af.
Nej, konstruktiv kritik modtages med kyshånd, men de seneste måneder har hun til tider været under unødigt pres. Og jeg skriver unødigt, fordi det er tydeligt, set relativt udefra, at den kommunikation, der påvirker hende, ikke er konstruktiv. Og det gør mig ked af det. Om det så er en tankeløs kommentar eller decideret ondsindede rygter omhandlende os begge to, faktisk, (som der skam har været på det seneste), så er internettet et udsat sted at befinde sig. Der er nok nogen, der vil sige: “Hvis hun ikke kan tåle lugten i bageriet..”, eller: “Hun har selv valgt at være offentlig, så må hun jo kunne klare..”, men det gør mig sgu vred. Det er, som om der er nogen her ude på internettet, der har glemt, at der altid er mennesker af kød og blod i den anden ende af en kommunikation. Mennesker, der spiser, sover, griner og græder, ligesom alle andre.
I denne tid med filtre og vinkler ville jeg ønske at man kunne hive et filter ned over internettet, så man ikke kunne skrive noget, man ikke ville turde sige højt, hvis man stod ansigt til ansigt med modtageren. Eller i det mindste med mig. I en mørk gyde.

Heldigvis blegner det i sammenligning med alle de fantastiske og hjertevarme udvekslinger og den for min kone livgivende dialog, alle I andre, “rigtige” læsere holder gang i på daglig basis (det betyder mere for min viv, end I aner), så det er heldigvis den eneste bagside.
Det, og så at jeg må sidde vagt over vores sovende yngel fra sofaen indimellem, når konen skal til Kjøffenhavn til en premiere. Men det er vist meget fair, at det ikke kun er mit privilegium. Og så vil lykken det jo, at sådan nogen ofte ligger på torsdage, og der spiller United Europa League. Se nu der.

(Visited 264 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg tror din MM er så god, glad og genuin, fordi hun byr på seg selv helt fra hjerteroten❤Jeg har så stor glede av å lese danske bloggs, med MM som alle tiders favoritt, da dere danskere formår å skrive “som om jeg er den eneste leser av dine tanker “,noe som gjør at man som leser føler en nærhet og hygge med leseriet ?Dessverre er ikke norske bloggere sådan, og mang en gang kunne jeg tenkt å anbefale noen av dem et lite innblikk i dansk bloggerstyle. Meeeen, til det siste punkt; Jeg vil heller la være å lese dem, enn å skrive og få dem til å føle seg lort. Det trykte ord har ikke stemmen og ansiktets variasjon, og kan derfor treffe hardt. Ha en strålende dag, begge to ⭐❤

    • Åh, Siri! ? Jeg elsker, elsker, elsker alt, du skriver! Virkelig også det sidste om, at hvis man ikke kan lide måden, folk blogger på, kan man jo heldigvis bare finde en anden blogger.
      Tak for dine søde og kærlige ord! ❤️❤️❤️

  • For faen Jon! Godt nok er du skuespiller og uddannet til at kunne noget med ord. Verbalt, oftest. Men for pokker hvor gør du dig mindst lige så godt via det skrevne ord!
    Det er slet ikke til at tage fejl af, hvor pjattet du er med MM og jeres liv sammen. Jeg er vild med jeres kærlighed til hinanden, jeres børn og jeres fælles liv. Det kunne vi alle lære noget af.
    At nyde livet bare en my mere, løfte hinanden, værdsætte alt det vi har sammen og fokusere på alt det gode, der er ved vores forskelligheder.
    Wauw! Fantastisk skriv og couple goals All The way!
    Tak for jer ❤️??

  • Sikke et fint skriv 🙂
    Jeg har tænkt og tænkt og tænkt over hele den her balance mellem at blogs både er dybt personlige og samtidigt virksomheder, hvis formål er at påvirke til salg.
    For på den ene side syntes jeg, at læserne er forbrugere, der bør kunne aflevere konstruktiv kritik, brok og så videre. Men omvendt synes jeg også, at nogle af disse kommentarer, går langt over stregen i forhold til, hvad man bør skrive til andre mennesker.
    Kan det ikke være en ide, at dine læsere kunne henvende sig til din agent, hvis de har klager i forhold til de produkter du reklamerer for? Så kunne din agent fungerer som filter, forstået på den måde, at agenten kunne vende relevant kritik med dig, og så kunne de kommentarer/kritikker der ikke fører noget godt med sig alligevel (eksempelvis hvis kritikken går på din person fremfor produkt), blive håndteret af din agent. Sådan lidt ligesom at “rigtige” virksomheder har kundeservice, presserådgivere og så videre.
    Ovenstående ide er måske ikke helt gennemtænkt (sidder lige og får ideen over formiddagskaffen) :-D, men jeg synes, at der må findes en løsning på, at du som privatperson ikke skal håndtere kommentarer, der er over grænsen. Det skal medarbejdere i andre jobs jo heller ikke. Hvis jeg eksempelvis bliver ked af en mail eller kommentar i arbejdssammenhænge har jeg jo en chef, firmaets mobbepolitik, søde kollegaer og alle mulige “filtre” der beskytter mig som ansat mod sådanne kommentarer, fordi man som menneske jo kan blive ked af sådanne kommentarer, og det i længden kan være hårdt for psyken.
    Jeg håber, at det giver en lille smule mening. Og ellers tak for en rigtig fin blog – jeg synes, du er rigtig dygtig til at skrive i øjenhøjde, og jeg bliver altid i godt humør af dine indlæg. 🙂

    • Hej Astrid.
      Hvor er du dog vidunderlig, at du har brugt din tid og dit hoved på at komme med det her vanvittigt dejlige forslag! <3 <3 <3
      Heldigvis synes jeg ikke, der er store problemer til hverdag i forhold til negativitet overhovedet. Jeg tror bare, at blogs er vokset lidt mere ind i en bredere mediekontekst de senere år, fordi vi ikke længere bare blogger, men også deltager i TV-programmer, avisartikler osv. Og det betyder, at nogle mennesker bliver konfronteret med os, selvom de ikke ønsker det. Og vores arbejde provokerer nogle – fordi vi har for nemt et job. Og jeg forstår det godt. Jeg forstår ikke behovet for at reagere på det, men jeg forstår godt, at man kan blive irriteret, hvis man eventuelt har et job, man hader, og man så ser, at der findes folk, der tjener penge på deres hobby.
      Det, Jon taler om her, handler om den slags henvendelser – ikke produktkritik. Det synes jeg heldigvis ikke, der er så meget af.
      Og så taler han om usande rygter, som bliver spredt af folk, der vil os det ondt. Bare for sportens skyld. Dét gør mig (og Jon, som man kan læse) vred og modløs, for det er bare ubehageligt!
      Men altså, sådan ér det bare lige nu. Og sådan er det sgu nok at være et kendt ansigt, er jeg bange for. Jeg savner nogle gange bare lidt dengang, det kun var jer, der fulgte bloggen, der viste, hvem jeg var.
      Men så skulle jeg jo have gjort nogle ting anderledes, kan man sige. 🙂
      TUSIND tak forn din fantastiske besked. Du er fandme sød! <3 <3 <3
      Knus, MM.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *