Jeg har fået pusten igen


Efteråret var en hård nyser for mig. I løbet af to uger fik min far konstateret kræft, og Jon, ungerne og jeg blev indlagt med kulilteforgiftning. Det sidste var heldigvis en kort forskrækkelse, og vi blev udskrevet efter ni timer med blodprøver, tests og iltmasker, omend den psykiske del af at komme ovenpå tog lidt længere tid for mig.

Men længe leve det danske sundhedssystem. Det siger jeg særligt, fordi de har været så gode til at tage sig af min far. At han fik kræft, kom bag på os alle sammen. Min far har aldrig fejlet noget, aldrig haft en sygedag, og så føles det i øvrigt lidt som om, at der burde være en naturlov, som garanterede, at nu, hvor jeg ikke fik lov at have min mor så længe, som jeg synes, jeg (og vi) havde fortjent, burde jeg være garanteret min far, indtil han bliver mindst 90 år gammel og mæt af dage. Men livet er jo desværre ikke en ligning, der går op, og selv det mest forsigtige menneske kan få et stykke flæskesteg galt i halsen eller en tagsten i hovedet. Og min seje, stærke far kan få kræft.

Heldigvis blev han opereret allerede ugen efter, at han blev diagnostiseret, og så gik han med stomi i et halvt år, inden han for en måned siden blev reopereret. Og nu ligner han sig selv igen. Og jeg kan mærke, at jeg først nu rigtigt kan trække vejret helt ned i maven igen. Først nu tør jeg suge luften langsomt og nydelsesfuldt helt ned i lungerne, mærke iltens livgivende kraft og holde vejret et øjeblik, inden jeg ånder ud igen. Jeg opdagede det, da jeg tog mig selv i at synge, når jeg er alene i bilen. Det har jeg ikke gjort i et stykke tid, lagde jeg mærke til, da min skingre og noget umelodiske stemme pludselig en dag overtog kabinen til tonerne af et eller andet med The Weeknd.

Jeg er lettet. Meget mere lettet, end jeg havde regnet med. Og jeg er glad igen. Meget gladere, end jeg var klar over, at jeg var ked af det, hvis det giver mening. Først her på den anden side kan jeg mærke, hvor meget hele situationen har bekymret mig. Både vores egen indlæggelse, men særligt min fars. Livet gik jo videre, som det plejede. Min far passede sin hverdag som altid, Jon, ungerne og jeg var sågar i Los Angeles i to måneder, hvor vi havde en masse fantastiske oplevelser, og jeg følte hele tiden, at jeg var godt i synk med min tro på, at det hele nok skulle gå. Kræften havde jo ikke spredt sig, min far skulle ikke have kemo, og de havde fået det hele under operationen. Men nu, hvor han er helt og aldeles udskrevet, helt og aldeles færdigopereret, nu, hvor jeg har besøgt ham, drukket gin/tonics med ham, og hans stemme atter er sig selv i den anden ende af røret, er jeg alligevel meget, meget og meget mere glad. Grundglad.

Det kan i øvrigt også være ret svært at være blogger, når der sker noget så overskyggende i ens privatliv, som man ikke kan og vil dele. Jeg var ikke klar til at fortælle, hvad der foregik, før min far var rask igen. Jeg turde ikke, jeg ville ikke jinx’e noget. (Og nu har jeg selvfølgelig med det samme lyst til at fare op og banke under bordet, mens jeg skriver 7-9-13, for ingen kender som bekendt dagen, før solen går ned).
Men lige nu skinner solen, min far har det godt, mine unger har det godt, og det har jeg også. Jeg er vågnet tidligt nok til at have huset for mig selv et par timer. Solen er stået op sammen med mig og strømmer ind ad vinduet i stuen, hvor jeg sidder. Jeg tror sgu på det igen. På livet. På hverdagen. Sådan helt nede i maven. Det troede jeg, jeg gjorde hele vejen igennem, men nogle gange kan forandringen åbenbart bedst ses i bakspejlet. Var det ikke Kierkegaard, der talte om, at man skal leve livet forlæns og forstå det baglæns? Han havde fat i noget. Jeg kan mærke, at det bliver en god sommer. Og et godt efterår. Og en dejlig jul! Som vi i år i øvrigt skal fejre med den Lei’ske side af familien. Det glæder jeg mig også til! Men først kommer der en her masse hverdage, som alle sammen skal nydes, gribes, smages og tages! <3

(Visited 261 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Det var et dejlig fint indlæg med en smittende tro på livet! Det gav så fint mening det du har skrevet, og jeg kan genkende den følelse med nyfunden glæde og lykke!
    God dag!

    • Tusind tak, og hvor er det dejligt, du kan genkende den, for så må du også have den. 🥰🥰🥰

  • Den med at synge i bilen er 1:1 det samme i mit liv – det sker kun når jeg har det godt. Tak for at dele ❤️

    • Det er nemlig kun noget, der sker, når man har det godt! Selvom det kan lyde ad helvede til, er det jo fandme dejligt! 😄

  • Jeg er så glad på dine vegne; at livet og pusten, er tilbake til den normale orden igjen❤Den unntakstilstand man lever i, når veien plutselig får for mange lyskryss og sideveier, den merkes når man kommer ut på den store highway igjen. Det er mer plass til dype innåndninger og utpust, og de tunge skuldre kan igjen slappe av ❤Også er det godt å lese, at selv om den verdslige highway nå virkelig har fått et konglomerstisk veikart, som fører oss alle ut og inn av håp og fortvilelse, så smitter din lykkefølelse og tro, over på meg som leser det, og jeg kan i et lite minutt faktisk glemme korona og de begrensninger det gir. Ha en skjønn dag i solen og livet❤

    • Det er jeg så glad for at læse, Siri. Ja, det er fandme en underlig tid, det her. Sådan et kollektivt, verdensomspændende traume, vi alle sammen gennemlever. Heldigvis har vi hinanden. <3

  • Dejligt indlæg, jeg forstår hvad du mener. Hvor er jeg glad på jeres vegne over, at alle har det godt igen. Og det med ikke at ville jinxe noget, ik. Nogle gange kan jeg blive helt bange over at alt i store træk går godt (altså at vi er sunde og raske, at jeg aldrig har oplevet dødsfald i den tætte familie osv.), og så kan jeg blive helt bange for, at det hele vender. Så jeg får virkelig også banket under bordet med 7-9-13 🙈🙈🙈 Man (jeg) skal nok øve sig i, at nyde nuet og ikke bekymre sig for meget om fremtiden, som ingen alligevel kender ..

    • Sådan er jeg også! Jeg synes simpelthen, det går for godt det meste af tiden! Jeg synes dog, jeg normalt har en god bundrytme – og det er så bare den, det har knebet lidt med det seneste halvår. 🙂
      Det er nok en god og givende idé at øve dig i at leve og være i nuet. Det er en kliché, men ikke desto mindre sandt, at det er alt, vi har. <3

  • Dejligt at det hele bare lykkedes for dig og familien.
    Men hold da op hvor din historie minder lidt om min lige nu. Under corona, den samme dag som landet lukker ned, får min far konstateret kræft i spiserøret. Han søster døde få uger før af samme kræftform. Men bare det ikke at kunne kramme ham og min mor, når de har mest brug for det er bare ikke sjovt. Heldigvis klare han det fint. Ingen spredning, få bivirkninger af kemonog operation om en lille måned. Så skulle det være i orden.
    Men livet skal bare nydes hver dag.

    • Puha, Tina, det er jeg FANDME ked af at høre! Åh, hvor lyder det aldeles forfærdeligt!
      Eller, heldigvis jo ikke aldeles, for det lyder som om, det går den rigtige vej. Jeg håber, at I snart kan kramme hinanden igen! <3

  • Jeg har læst indlægget fra forleden om din far mange, mange gange de sidste par dage. Min mand og mine (forholdsvis små) børns far har fået konstaterer kræft i tyktarmen og lige nu venter vi på at skulle have at vide, hvad fremtiden bringer. Det er helt vildt at gå fra at være glad og tilfreds det ene sekund, til at få tæppet revet helt og aldeles væk under sig det næste.
    Min søde mand SKAL blive rask, det SKAL han. Men for h… hvor er vi bange. Og kede af det.
    Og indlægget om din far har bragt mig lidt lindring og håb.
    Så tusind tak for det – og dig ❤️

    • Kære kone. ❤
      Min far har nogle venner, hvis familie næsten alle sammen har haft tarmkræft. Det er helt vildt. Selv deres søn, der er 38 år, fik det for to år siden.
      De er ALLE SAMMEN raske igen og lever helt almindelige liv! Alle sammen! Kræft er ikke bare kræft længere, og eksempelvis tarmkræft er lægerne så gode til efterhånden! Din mand bliver rask! Det skal jan, og det gør han. De er skidedygtige, og de ved, hvad de laver! ❤❤❤❤❤❤❤
      Masser af kærlighed og gode, gode vibes til jer begge to!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *