Kærlig opsang til (single-)kvinder, der er for meget


For nogle uger siden sad jeg til en fødselsdagsfest hos en veninde i det, man vel ret beset godt kan kalde den voksne målgruppe. Vi var alle lutter kvinder, det var en sjældent lun sommeraften, og vi sad udenfor og kiggede op i himlen og så stjernerne tage over for solen, mens vi drak vin og sjusser og snakkede om børn og mænd, drømme og hobbyer, som man jo gør. Efter midnat faldt jeg i snak med en kvinde, som var midt i fyrrene. Hun havde været mor i 10 år og fraskilt i lidt over det halve, og nu var hun ved at være klar på en ny mand. En god én. En langtidsholdbar en. Den slags hang desværre bare ikke på de træer, hun kom forbi, fortalte hun mig.

Den her kvinde er, ligesom mig, sådan en, som alle kan huske navnet på, når de går hjem fra en fest, hun også var gæst til. På godt eller ondt. Vi snakker begge to meget, vi fyrer jokes af, vi gør måske os selv til grin, og vi fylder. Nogle synes, det er sjovt, andre synes, det er for meget. Sådan en er jeg også andre steder end til fester. Jeg er ikke en vægblomst, og det var denne kvinde ej heller.

Den kvalitet hos sig selv var hun sig meget bevidst, omend hun ikke helt anså den som værende et specielt positivt karaktertræk hos sig selv. Hun omtalte sig selv som en heliumbalon og sagde, at hun skulle finde en mand, der kunne tøjre hende. En mand, som ikke blev skræmt væk af hende, men som i stedet sagde til hende, når hun var for meget, for det vidste hun jo godt, hun kunne være.

Det var lidt som at høre et ti år gammelt ekko af mig selv, da hun sagde det. Jeg er godt klar over, at jeg kan stritte på nogen. Være “for meget”, fylde “for meget”, snakke “for meget”. Det har jeg altid været pinligt bevidst om, og da jeg var yngre, var det noget, jeg rigtigt gerne ville ændre. Jeg prøvede også nogle gange, men det holdt aldrig særligt længe.

Jeg vågnede tit dagen efter en bytur, slog mig selv i panden og forbandede mange af de situationer, jeg havde bragt mig selv i. Ikke fordi, det ikke var skidesjovt, men fordi, det var pinligt. Eller ikke specielt lady-like. Bare for meget. Eller jeg kunne sidde på kontoret, da jeg arbejdede på ELLE og ønske, at jeg var mere elegant og fåmælt som mange af de smukke kolleger, jeg havde der, som også lod til at virke meget mere attråværdige for det andet køn. Jeg havde også engang en kæreste, som sagde til mig, at det var røvpinligt, når jeg startede en samtale med ham, der smurte min sandwich i sandwichbutikken, mens vi ventede. Eller folk ved bussen. Eller i køen i Netto. Jeg blev selvbevidst og følte mig som en klovn. Og tænkte, at det nok var godt, at jeg havde en kæreste, som turde sige til mig, når jeg var for meget.

Og så mødte jeg Jon. En relativt rolig (og helt igennem vidunderlig) fyr, som ikke sådan larmer i det offentlige rum (kun når man bliver betalt for det) eller gør specielt meget opmærksom på sig selv. I forhold til mig, i hvert fald. Og hans yndlingssider af mig var dem, jeg sådan prøvede at skubbe fra mig. Bøvede MM. Larmende MM. Snakkesalig MM.

Jeg er nemlig ikke for meget – heller ikke de dage, hvor jeg er det hele. Ligesom andre ikke er for lidt, når de bruger en hel fest på at sidde og lytte, kigge og hygge sig i stedet for at starte konkurrencer om, hvem der kan lave “ormen” på dansegulvet som visse andre. Jeg er ikke for meget, og det, at Jon, som jeg jo synes, er fantastisk, altid har syntes, at alle hjørner af mig og mit udadvendte væsen er det samme, selvom han ikke er på samme måde, har fået mig til at hvile i det. Faktisk nævner han med jævne mellemrum, at han finder det voldsomt inspirerende, at jeg taler med alle mennesker. Han er for år siden begyndt på det samme efter min inspiration, og han siger, at hans verden er større for det. Jeg siger eller mener ikke, at man skal finde en mand, før man kan hvile i sig selv. Slet ikke. Det her er bare en fortælling om, hvordan livet har artet sig for bette mig.

Når én, der “fylder”, siger, at hun skal finde én, der kan holde hende i snor og sætte hende på plads, tror jeg, det er fordi, at hun er vant til at høre, at hun er “for meget”, og derfor føler hun det også selv. Så når en, hun elsker, gør hende opmærksom på, at han eller hun synes det samme, føles det på en helt forkert måde trygt. Og det er virkelig ærgerligt.

Det her indlæg er en lille opsang til alle mine fellow heliumbaloner derude! Det er synd og skam at gå gennem livet og lægge bånd på de sider af en selv, som føles allermest naturlige og frigørende og som er med til at give os de oplevelser, hvor vi føler os allermest i live og som os selv. Og i særdeleshed fordi, at nogen, der siger, at de elsker os, synes, at vi er pinlige eller for meget. Vi skal ikke finde nogen mand, der kan tøjle os og sætte os på plads (uf, hvor jeg i øvrigt hader det udtryk!).

Vi skal bare (hvis vi vil!) møde nogen, der har lyst til at prøve at se verden lidt fra oven! ❤

(Visited 1.096 times, 5 visits today)

Kommentarer

  • Jeg er helt enig.
    Udtrykket “for meget” er en social konstruktion, som jeg ikke synes hører nogen steder hjemme.
    Jeg tror jeg er ligesom dig og kvinden du talte med, men jeg har til gengæld aldrig følt mig for meget. Jeg fylder. Det er bare sådan jeg er og jeg har ikke lyst til at gå på kompromis. Jeg er som jeg er, heldigvis finder min mand det også inspirerende. Min teen, not so much. Endnu. Det kommer er jeg sikker på.

    • Hvor er det dejligt, at du aldrig har følt dig begrænset i dit møde med omverden! Meget inspirerende! 🙌🏼💘💘💘

      • Jeg håber af hele mit hjerte, at jeg har inspireret min datter og resten er bare bonus 🤩🙏🏻

    • Nej, det er sgu det! Der er brug for os alle sammen, ellers bliver det hele for ensartet, gråt og kedeligt. 😊

  • Tak det havde jeg brug for at læse. Jeg er sådan, der snakker med folk over alt, jeg kan gå hjem fra en fest og have underholdt alt og alle hele aftenen og jeg er også sådan en, der hele mit liv har fået at vide, at enten elsker man mig eller også er man ved at brække sig over mig.
    Det ER pisse hårdt, for jeg er bare sådan. Jeg er til gengæld meget introvert overfor mænd. Der tør jeg ikke larme så meget og jeg er sjovt nok også den sidste single i blandt veninderne.
    Den her tager jeg lige med mig næste gang nogen siger jeg er for meget.

    • Så er du simpelthen grunden til, at jeg skrev det her indlæg! ❤
      Vi er mange, der er for meget, og det er fandme for meget, at vi skal have så meget at vide, at vi er for meget. Vi er ikke for meget. Vi er bare meget MEGET! Og det er lige præcis, som det skal være! ❤❤❤

  • Jeg lever efter “hellere være for meget, end for lidt mig selv” og ja, jeg kan godt slå mig selv i hovedet over ting jeg har sagt og gjort, men bare fordi man er for meget for nogen, skal man jo stadig være et ordentligt menneske. Så det er altid lidt efterrationalisering, men jeg ved i mit hjerte at jeg kun kan være et helt menneske, hvis jeg lader være med at lægge bånd på mig selv

  • Åh, det var dejligt at læse!
    Jeg kom ud af et forhold på 5 år tilbagei februar, og jeg er blot 25 år, så det har stået på i en vigtig del af min selvudvikling. Min eks kunne ikke udstå når vi var sammen med andre. Han kaldte min ageren for “The Laura show” og var overbevist om, at jeg tog en facade på, fordi jeg ikke synes, at jeg selv er god nok. Dette gjorde han selv i folkeskolen, nemlig. Jeg kunne ikke få ham til at forstå, at jeg vitterligt bare synes det er skide sjovt at snakke med mennesker, fyre jokes af, som blev jeg betalt for det, og så er jeg bare et naturligt centrum. Han troede ikke på det, fordi jeg jo ikke var sådan der hjemme på sofaen. Jeg forstår ikke, hvordan han ikke kan se forskellen – vi er begge ved at uddanne os som opera sangere, så han ved ligeså vel som jeg, at et publikum giver energi. Oh well, jeg kunne snakke for evigt om det her!
    Side note, så er jeg gode venner med ham i dag, og har lagt hans forsøg på kontrol væk!
    Du er mega velartikuleret, som altid! Håber du får en fed dag!

    • Jeg kan kende mig selv i alt det, du skriver, også det med at være meget mere rolig hjemme i sofaen. Det er jeg nemlig også! Undtagen når det lige stikker mig, og det er fandme de bedste dage. 😆❤🙌🏼
      Tillykke med, at du er færdig med ham der gutten! Han lyder fandme ikke specielt empatisk – især ikke, hvis han sådan hakker på dig over noget, han tror, du gør af samme grund, som han SELV gjorde noget engang, da han var usikker.
      Nej, tak, kammerat! SES! 💘

  • Tak for dig – og tak for at jeg nu ved, at der findes andre som mig ❤️ Hvorfor ikke sludre lidt med “sidemanden” når man alligevel står i kø 🤣

  • Amen!🙏🏻 I min optik er den gode mand til os heliumballoner er ikke en der “sætter os på plads”. Det er en der dagen efter en fest, på egne klager over pinligheden i at have stået på moster Odas havebord og danset macarena, siger: “nej, det var ikke for meget”, og mener det!❤️
    Men det tog også sin tid, og en kærlig mand, at indse.🙈
    Og tør man så overhovedet åbne for den kasse der indeholder undren over, at det primært er kvinder der får at vide, at de er “for meget”, hvis de er festens centrum, mens mænd oftere bliver beundret for selvsamme…😏

    • True! Det er patriarkatet som ikke synes det er særlig lækkert når kvinder fylder og er centrum. God damn it!

  • Kære ML
    Det er mig du skriver om der….
    Jeg fylder også (for meget) , snakker (for meget) og enten elsker man mig og ellers kan man ikke holde mig ud…
    Tak for endnu et fantastisk indlæg.
    Kh Lene

  • Ih hvor rammer du bare plet (igen igen)
    Især med at vågne efter en fest og overtænke samtaler og situationer fra dagen før… Folk forstår ikke altid, hvorfor en af mine mest brugte ord er “undskyld”, men jeg har tidligere følt jeg altid skulle undskylde for at snakke for meget og generelt fylde i selskaber. Men Nej! Bliver mere og mere bevidst om at det dælme ok ❤️ Tak for ordene!!

  • PRRRRRREEEEEEEAAAACCCHHH!!!
    – fra en 20årig der hører ordene “amen du er jo heller ikke en rigtig pige” mindst et par gange om måneden

  • Amen to that!!
    Dejligt befriende at læse og vigtigt emne at sætte ord på. Ja, jeg taler meget. Ja, jeg griner meget og højlydt. Ja, jeg joker og står midt i rummet i følgespotten frem for at krybe langs panelerne. Og ja, jeg taler med taxachaufføren, billetdamen, pizzamanden…. Og henvender mig til fremmede på gaden, hvis jeg gerne vil vide, hvor deres pæne sandaler er fra eller henvender mig til mænd jeg “passerer”, hvis jeg tænker: ej, han er lige noget for mig.
    Samtidig ved jeg også hvornår jeg skal holde min mund, er god til at lytte, kan være diskret og er genert….. Men den anden del er klart den der fylder mest og jeg synes jeg har fundet et godt niveau for mine decibel 😉
    Er jeg stadig single, ja. Men han MÅ altså være derude. Og jeg er i øvrigt aldrig blevet dumpet pga jeg “larmer”.
    Jeg ville have det svært med at blive “tøjlet”…. Kan sagtens selv skrue op/ned for min volumen❤️

  • Når folk synes om andre, at de er for meget eller for lidt, er det som regel altid, fordi det trigger noget i dem selv. Og som oftest er det det, de selv er for lidt af, men som de ville ønske, de var mere af. Det kan være rart at huske på, at det faktisk ikke har noget med dig at gøre.
    Og dét var en lang generalisering fra én der stadig øver sig i at være lige tilpas.

    • Åh, det er så ærgerligt, at skulle sætte plusser på nogens konto ved at trække noget fra andre. Kan vi ikke alle sammen være gode nok, som vi nu er?
      Jeg er den modsatte type og kan godt trække mig lidt, hvis der er en i selskabet som er “for meget”. Det er ikke fordi, at jeg synes, at de er forkerte, for meget eller at jeg selv ville ønske, at jeg havde deres kvaliteter (ville have en virkelig dårlig fest/møde/andet socialt hvis jeg skulle være centrum på den ekstroverte måde). En af mine allerbedste veninder er “for meget”, men vil ikke undvære hende for noget – heller ikke i festligt lag:) For mig handler det om at mennesker trives i vidt forskellige roller og man kan (og skulle meget gerne) hvile i de kvaliteter og præferencer, som man nu har i ens sociale færden her i verden. Det er vel essensen med indlægget.

  • Elsker alt ved det her indlæg, du har skrevet mine tanker og frustrationer ned. Jeg er os typen, der får at vide at jeg kan være for meget. Samtidig er det mig der sætter gang i festen, eller snakken, hvor end jeg er henne. For mig ligger det helt naturligt til mig, og jeg elsker at være den jeg er. Selv om jeg kan blive frustreret over, at nogen synes jeg er for meget. Så tænker jeg, at dem der har travlt med at vurdere og koncentrere sig om, hvem der er for meget, det må være fordi de selv føler de er for lidt 😊🤷‍♀️

  • Dem der mener at andre er for meget, skulle tage et fint gennemgribende kig på sig selv, og stille spørgsmålet, om de måske selv er for lidt 😉

  • Jeg er for meget og fylder for meget og jeg ved det godt. Mine veninder siger det ikke irriterer dem, fordi de ved, at jeg selv er klar over det og så har det en naturlig grænse i forhold til folk, der måske ikke er klar over, at de fylder meget.
    Jeg nævner det altid selv, noget i stil med ‘jeg ved godt, jeg fylder meget, men der er da ikke nogen der er gået/har sagt noget/etc endnu…’ og så griner vi lidt af mig og fortsætter. Nogle veninder siger også bare ‘ti stille’ og så fatter man ligesom det 😂 I forhold til mænd, får jeg ros, fordi jeg ikke tænker så meget over hvad der sker… Altså hvis jeg siger til en fyr at han er flot, synes mine veninder det er så akavet for både ham og jeg, for tænk hvis han ikke siger noget, siger de… Men mon der er nogle der bliver kede af at få at vide, at de er flotte 😉

  • Jeg er også en af de kvinder, som har også fået at vide, at jeg er for meget, og som “fylder”, men det kan (og vil) jeg ikke ændre på. Kan dog godt have enkelte øjeblikke hvor jeg ville ønske, at det var anderledes. Dette handler hovedsageligt om, at min erfaring desværre er, at der er langt mellem de mænd, der både kan rumme det og tilmed finder det tiltrækkende. Et indlæg som det her hjælper mig imidlertid, og jeg vil fremadrettet stoppe med også selv indimellem at omtale mig selv som for meget, så tak MM <3

  • Jeg er aldrig for meget i blandt mennesker. Jeg er introvert, lyttende og bare rolig af væsen. Jeg elsker det modsatte i et menneske. Det giver energi og dét er jeg fan af. Jeg er derimod et snakkehovede uden lige når jeg er hjemme på sofaen…. 😉

  • Hvor har jeg mange gange tænkt inden en fest, et møde eller et eller andet nyt selskab, at jeg lige holder lav profil og ikke vil være hende der har en kommentar til alting. Det går aldrig sådan og så slår jeg mig selv i hovedet og synes jeg er for meget.
    Det er et skide godt indlæg! IGEN! ❤️

  • Det er mit liv! Min x-mand synes jeg var pinlig og jeg havde veninder han ikke kunne lide fordi vi fjollede og grinede for meget. Jeg troede på ham. Så da jeg mødte min nuværende mand blev jeg meget forvirret over at han netop kan lide de sider af mig (også). Så tak for dine kloge ord!

  • Hold da op – sjældent har jeg dog følt mig selv beskrevet SÅ nøjagtigt ❤️ Jeg kan have følelsen på en helt almindelig arbejdsdag. “Hvorfor skulle du sige noget lige der”? “Hvorfor sidder du aldrig bare og iagttager de andre i stedet for at snakke med”? Osv. Men minder også mig selv om, at det skaber dynamik at vi er forskellige. At det er ok at være lige som man er og fylde som man gør – så længe det er kærligt, hensynsfuldt og empatisk (for mit vedkommende). TAK for påmindelsen!

  • TAK! Er selv (meget) snakkeglad. Og gerne højt. Får tit af vide at jeg snakker for meget, og måske liiige skal tone det ned. Og jeg griner altid og siger at det ved jeg godt og man skal bare sige det til mig. Men faktisk bliver jeg enormt usikker, ked af det og slår mig sig i hovedet. Og lover mig selv at næste gang eller dag vil jeg ikke snakke og fylde så meget. Og det er fandme for dumt. Jeg vil forsøge at acceptere at det er sådan jeg er. Og måske sige til folk hvis det sårer mig, netop fordi jeg har svært ved at acceptere set. Så tak! Vil tænke på det her blogindlæg næste gang jeg får at vide jeg fylder for meget! TAK! ❤️

  • Præcis. Jeg fylder også meget, men kan folk ikke lide det, kan de gå i hjørnet og snakke om det. Jeg er ligeglad. Så længe jeg kan se mig selv i øjnene, er jeg tro mod mig selv.

  • Åh! Skriv mere, mere, mere…..
    Jeg har SÅ tit moralske tømmermænd efter en fest, fordi jeg har ‘fyldt’ for meget, taget masser af initiativer til shorts, snakket løs og livet mv. Jeg kan hurtigt blive rørt, lever mig ind i samtaler, fortæller en masse m.v. Når så festen er slut, så er der så mange dumme eftertanker omkring, at jeg har været for meget og jeg tænker: Jeg drikker aldrig mere, for så kan jeg kontrollere alt, hvad der kommer ud af min mund…. Men jeg faktisk også vældig snakkesalig uanset! Så måske forstærkes evnerne bare, når også der er alkohol indvolveret?

  • Endelig.
    Det fik du hul på min ballon☺️
    Et ømt emne som til tider kan være en “pukkel” at bære rundt på. Der er ihverfald brugt mange ressourcer på spekulationer, selvransagning og selvforagt.
    Tak… simpelthen…TAK for dig❤️

  • Hej
    Tak for at du gjorde min dag bedre, det har jeg struggled with all my life, så har lige endt et forhold med kæresten som syntes jeg er for meget loool og tænkte igen sikke noget ævl og følte mig krænket for det var min personlighed som blev krænket.
    Så min kæreste havde gang på gang nævnt det men jeg blev træt af ham og slog op fir en mad skal sgu kunne rumme mig og ikke lave om på mig.
    Men min bedste veninde røg også pga du er for meget og min søster røg også….for jeg har tillid til mig selv og hvis folk ikke vil finde sig i “mig” skal de hellere ikke være en del af mit liv som “for meget” jeg er så stolt af at være LARGE!!

    • Kære MM,
      Tak for det budskab. Virkelig en tekst jeg jævnligt vil læse som en reminder ❤🙏. Når jeg er i mit ES er jeg netop sådan som beskrevet, men bliver så flov over efterfølgende om jeg har været “for meget” men det er min væremåde så undskylder så ofte for det, selvom det netop er det mine veninder jo elsker mig for, den jeg er – ligesom din Jon elsker dig for sådan som du er.
      Jeg vil forsætte med min ballon facon og øve mig i ikke at “undskylde den så ofte” og tale det ned. Men bare være ….
      Tak for skønt budskab 💪💜🙏😊

  • Det virker også den anden vej rundt – for en der øver sig i at slippe tøjlerne lidt mere. Det er jo ikke rigtig farligt, at være lidt for meget nogen gange. God reminder, tak🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *