Lidt om søvn og tabuer

Det er sjovt med tabuer. Det er dem, der skiller os ad, og det er også dem, der bringer os tættere på hinanden. Når vi tør tale om dem, that is. Sådan har jeg det lidt i dag, efter at jeg i går delte her på bloggen og på Instagram, at jeg er dårligere til at sove, end en hest er til retstavning. Jeg er da ikke stolt, når jeg fortæller, at jeg har brugt morgenen på at forpeste luften over morgenbordet i Langehuset, fordi jeg er træt. Jeg er flov, og jeg hader mig selv lidt for det. Ikke for at sove dårligt, det er jo ikke selvforskyldt. Jeg er jo ikke herre over, om nattens timer bliver tilbragt med åbne eller lukkede øjne, men jeg er herre over, om jeg åbner eller lukker munden morgenen efter. Og jeg skal være bedre til at holde den lukket. Være morgen-stille.

Og så skal jeg være bedre til at sove om natten. Nu skal det være. Jeg gider ikke mere. Søvnløshed og søvnproblemer føles som en kronisk sygdom, der har fulgt mig gennem hele mit voksenliv, og det er altså blevet et problem, efter at jeg ikke længere er den eneste i det liv. Det er ikke børnene, der bærer skylden for mine natlige opvågninger længere. Jo, nogle gange, men ikke oftest. Som oftest skyldes det, at Jon, bless his soul, vender sig i sengen. What a crime.

Løsningsmulighed: Separate soveværelser. Puha, jeg er ikke vild med tanken. Jon og jeg har altid forsvaret ægtesengen efter, at Krapylerne kom til (inden da var der jo heller ikke så meget at forsvare den imod). Både på grund af min nattesøvn, men også fordi, at der er noget intimt og dejligt i, at selvom dagen er fyldt med gøremål og børn og ting og sager, så sover vi sammen om natten. Oplades, forynges, restitueres side om side. Kysser hinanden godnat, slukker lyset og ligger sammen der i mørket.
Jep, det lyder skidehyggeligt og romantisk, men det er ikke sådan, det er. Jeg hverken oplades eller forynges i ægtesengen. (Ikke om natten, i hvert fald, høhø). Jeg kaster mig frustreret fra side til side, mens jeg gør mit bedste for ikke at skæve til de røde tal på clockradioen og begynde den stressende udregning, der åbenbarer, hvor mange timer og kvarter, jeg kan nå at få, hvis bare jeg falder i søvn nu. Og irritationen fem kvarter senere, når søvnen stadig ikke har fundet mig. Og blandingen af irrationel frustration over, at Jon bare sover, blandet med frygten for at komme til at vække ham, sådan som jeg karter rundt, så vi dagen efter kan være TO underskudsramte forældre.

Og morgenen efter sådan en nat (og ikke mindst en måned med sådan nogle nætter som perler på en snor) er ikke det værste. Det er eftermiddagen, aftensmaden, putningen. Overskuddet svinder mere og mere, som minutterne går. Morgenen er stram, fordi jeg ved, hvilken slags dag, jeg har at se frem imod. Hvilken en slags mor, jeg bliver. Hvilket et overskud, jeg ikke har.
Det er omgivet med tabu at sige, at man går i parterapi, og det er absolut også tabu at sige, at man har separate soveværelser. Og hvorfor er det mon? Det må være fordi, at det er tabubelagt at vise svaghed i sit parforhold? Når vi hører, at folk går i parterapi, tror vi, at det er fordi, de har det så dårligt, at de er på nippet til at gå fra hinanden, og det er åbenbart pinligt. Eller hvad? Og når vi hører, at de ikke deler seng, går vi ud fra, at det skyldes, at intimiteten og sexlivet er dødt, for vi har åbenbart ikke fantasi til at forestille sig, at sex er noget, der finder sted, før lyset er slukket og begge ligger under dynen i soveværelset.
Man må ikke vise svaghed i sit parforhold. Vi lever i en tid, hvor over halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og alligevel er det et kæmpe-tabu at tale om, hvad man kan gøre for at undgå at blive skilt. Det er nogle gange lidt som om, at det ikke på samme måde er tabu at indrømme, at man er “vokset fra hinanden”, som det er at indrømme, at man kæmper for at blive sammen.
Det her er alt sammen tanker og spekulationer. Jeg kan ikke sige mig fri for selv at synge med på nogle af de tabuer herover. Jon og jeg gik for nogle år siden i parterapi, fordi vi gerne ville “fremtidssikre” os selv og give vores forhold et sundhedscheck efter flere år med små tvillinger. Det er noget af det bedste, jeg og vi nogensinde har gjort for os selv og hinanden, og jeg er stolt af det – men jeg har også haft travlt med at understrege, at vi altså gik i FOREBYGGENDE parterapi. Fordi jeg ikke ville have, at folk skulle antage, at vi havde det dårligt.
I disse uger og måneder går jeg og overvejer, hvordan livet mon ville være, hvis jeg havde mit eget soveværelse. Hvis jeg sov igennem næsten hver nat, fik de 8 timer, jeg har brug for, og ikke konstant havde en ringen i hovedet og mudder i øjnene som resultat af et søvnunderskud, det nogle gange føles som om, jeg kæmper for at opretholde. Fordi jeg dagligt brokker mig, men endnu ikke har gjort noget radikalt anderledes for at løse problemet. Engang imellem sover jeg i gæsteværelset i kælderen, men jeg bryder mig ikke om det. At være så langt væk fra min familie om natten. Jon kan selvfølgelig sagtens tage sig af ungerne, det gør han jo, når jeg ikke er hjemme, og som oftest er det også ham, der går ind og lægger sig med dem på børneværelset, hvis de vågner om natten, for at spare mig. Men jeg kan alligevel ikke lide at tage mig selv helt ud af ligningen. Ikke sådan konsekvent, i hvert fald.
Men for et par måneder siden byttede vi rundt på værelserne oppe på første sal, hvor vi sover. Ungerne ville gerne have vores værelse, som er etagens største, og Jon og jeg har mast vores dobbeltseng ind i det, der hidtil var Hugos værelse. Hvilket betyder, at Bertas tidligere værelse, som ligger imellem de to, nu ikke er i brug. Vi har anbragt en sovesofa derinde, til når vi får flere gæster end dem, der kan sove i kælderen, og i nat sov jeg derinde.
Det føltes rart at gå i seng på samme etage som de andre. Jon er næsten altid oppe et par timer efter, at jeg er gået til ro, så vi går sjældent i seng på samme tid, men han kommer altid op og putter mig, når jeg går i seng. Og i nat gjorde han så bare det i gæsteværelset, hvorefter han nogle timer senere faldt i søvn alene i vores seng.
Jeg vågnede i nat, fordi jeg drømte, at det bankede på døren, og så lå jeg vågen en rum tid. Jeg ved ikke hvor længe, men jeg faldt i søvn igen. Da jeg atter slog øjnene op, var det lyst, og jeg gik ind i soveværelset, hvor Berta og Uma også var fundet ind i takt med, at natten var gået til ro. Det føltes lidt tamt ikke at have været der, da ynglingen kom ind med sit krøllede hoved og søvn i øjnene. Men den skuffelse fortog sig, da jeg havde overskud til at synge med på musikken i bilen, selvom vi kom for sent ud af døren, og da hele morgenen i øvrigt gled som smurt i palmeolie.
I will try this. I will walk this unwalked and dangerous path! Jeg vil afprøve det med at sove alene om natten. Jeg er ligeså dødforelsket i min mand, som jeg altid har været (mere og mere år for år, faktisk), og vi har sex og intimitet nok til, at jeg ikke vil lade skræmmebilleder og mine egne og andres fordomme bestemme, hvor jeg skal sove. For jeg skal fandme sove. Jeg kan meget bedre lide mig, når jeg har sovet. I dag henter jeg ungerne og tager dem med på stranden efter skole, for det er muligvis sidste chance, inden efteråret vinder kampen mod sommeren. Og i nat skal jeg have endnu en god nats søvn. Måske en hel en, hvem ved? Oddsene er i hvert fald større, end de har været længe. 🙂

 

Editor’s note (som man siger): Ugen efter fik jeg udskrevet Phenergan af lægen. Det er et antihistamin med en meget sløvende effekt. Nu spiser jeg en halv af dem hver aften og sover som en freaking baby! I min ægteseng. YAY!

(Visited 199 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Min mand og jeg har sovet hver for sig i et par år efterhånden – det skyldes så mest at hans snorken vækkede mig 😉 Jeg havde det på samme måde, i forhold til at jeg ikke havde lyst til at fortælle det til nogen, da alle sikkert ville tænke, at vi var direkte på vej til skilsmisse! Men det er heldigvis ikke tilfældet og mange synes faktisk at det er modigt, at gøre det. Det er så pokkers vigtigt, at prioritere sin nattesøvn – også selvom ens tvillinger nu er 14 år😜

  • Sejt! At erkende, hvad du har behov for, for at hverdagen fungerer – og at du gør noget ved det og taler højt om det 🙂
    Siden vi fik vores datter for 15 måneder siden, har vi godt nok heller ikke sovet meget sammen. Helt bevidst, for at vi i det mindste får sovet noget af natten. I stedet for at vi begge bliver vækket af hendes små skrig (nu) og madning da hun var mindre, deler vi natten op mellem os, så den ene har dobbeltsengen, og den anden sover på kontoret – og så bytter vi. Nu hvor nætterne begynder at blive bedre, prøver vi stille og roligt af at sove i samme seng.
    Men her har jeg også oplevet det lidt som et tabu at sige højt – ‘vi sover jo ikke sammen’.

  • Jeg synes slet ikke det er tabu, ikke at sove sammen. Vi har en gæsteseng også, som jeg sover i 4-5 gange om ugen. Familielivet, som vi kender det, er under konstant udvikling og det er idag normalt ikke at bo med sin kæreste, at bo med sin nye kæreste og eksmand osv. Så hvorfor er det ikke også helt normalt at sove hver for sig indimellem og dermed VÆLGE sin mand til de nætter/aftner overksuddet er til det?

  • Jeg forstår og så alligevel ikke. For hvis du ved at du får søvn ved at sove solo så er løsningen jo lige foran dig og så er det jo dit ansvar at handle på det. Vi kører i øvrigt også separate soveværelser fordi min mand går i seng 4-5 timer efter mig og derfor vækker mig.

  • Kære Mette Marie. Der er da ikke noget at rafle om, er der? Hvis du får sovet, når du sover alene, er det den oplagte løsning. Søvn er simpelthen så afgørende for vores velvære, og det går ud over både sundheden og din evne til at være den mor, du gerne vil være ikke at få din søvn. Herhjemme har vi i lange perioder sovet med hvert sit barn, og det har ikke været et problem. Mest mulig og bedst mulig søvn til flest mulige har været devisen herhjemme, siden vi fik børn. 😊 Godnat og sov godt. Kh. Trine

  • Med to små børn lever min kæreste og jeg efter devisen: Mest muligt søvn til flest muligt mennesker.
    Ja, det betyder, at vi sover i separate rum med hvert vores barn i perioder. Men giver sgu bedre grobund for forholdet, at vi har overskud til at kysse og SE hinanden i løbet af dagen, fordi vi har sovet godt, end det gør at ligge og bliver irriteret over, at den anden vækker en i de gyldne tidsrum, hvor børnene IKKE vækker en. Eller at vi begge køres i sænk af vågne børn om natten – så hellere at den ene er nogenlunde udhvilet.
    Jeg synes, det er stærkt at erkende, hvad der – måske – fungerer bedst for jer. Og hey, hvis det ikke fungerer eller hjælper det store, så rykker du da bare tilbage.
    Jeg ved ikke om du beder om råd (tænker du må have prøvet det meste), men HVIS du gør; Drop clockradioen og alt, der kan fortælle dig, hvad klokken er om natten. Det er i hvert fald min erfaring, at det eneste der er værre end ikke at kunne sove er at ligge og tælle timer, kvarter, minutter.
    Held og lykke og sov godt! 🙂

  • Ikke angående have hvert sit soveværelse, men et tip til når man ikke kan falde i søvn igen.
    Det har hjulpet mig rigtig meget ikke at have et ur jeg kan se, når jeg vågner om natten. Jeg kan stresse mig selv rigtig meget ved at ligge og udregne hvor mange timer, der nu er til jeg skal op 🙄

  • Min farmor og farfar havde hver deres soveværelse, fordi min farfar snorkede noget så voldsomt. De havde et langt og lykkeligt ægteskab, der varede livet ud.
    Som jeg ser det, har du fuldstændig ret – det er tabubelagt at gøre tingene anderledes. Min mand og jeg bor ikke sammen, selvom vi har børn sammen, fordi det ikke fungerede. Vi er stadig et par ligesom alle mulige andre, men det giver godt nok anledning til undren fra omverdenen.

  • Vi har sovet sammen siden to år inde i vires forhold, hvor jeg fik nok af ikke at sove pga snorken og bevægelser fra min mand. Og det går så fint nu på 8. år! Så kan du så komme i gang med at prioritere din søvn 🙂

  • Gør det! Det virker da som en oplagt god ide at prøve af. Og hvad har du at tabe, du kan jo bare rykke ind i soveværelset igen hvis det ikke virker godt for jer begge to.

  • Aldrig kommenteret, bare læst, grinet (meget), grædt (lidt), og nydt dine mange gode vinkler på livet.
    Men nu får du alligevel et lille “rygklap”(?):
    Jeg har været godt gift i snart 25 år, 2 voksne sønner, et dejligt liv, og nyder nu at ha tid igen til “bare os to”-tid med min mand.
    Vores sam liv OG sex liv mangler intet. Og vi har aldrig. Sovet. I. Samme. Seng.
    Kun på ferier, når der ikke var andre muligheder.
    Min mand sover tungt og godt (indsæt snorkelyds)
    Jeg er skide dårlig til at sove: tager laaang tid om at falde i søvn, skal natte-tisse, sover i fuld pyjamas så hud-kontakten med dynen ikke vækker mig. Og jeg vågner “bare nogen tænker på mig”. Siger jeg for sjov. Mine børn siger, at det er rigtigt.
    Og vi har prioriteret 2 gode natte-søvne, fremfor dobbeltsengen. Man kan nemlig godt putte samtidigt, og så snige for sig selv, når han går under. Og nyde gensynsglæden næste morgen igen. Det virker for os.
    Men du har ret: det ER et tabu, jeg deler heller ikke dette med andre end dem, som kender os godt.
    GØR DIN TING. Der er simpelthen for mange nætter tilbage, til ikke at gøre noget ved det. Knus og go’nat møsser fra Fyn.

  • Lige noget helt andet. Et lille tip der tit hjælper mig når jeg har tankemylder og ikke kan sove. Tæl ned fra 300. Jeg har aldrig nået til længere end 260-ish.

  • Søvn er bare det vigtigste, man bli’r skør, og kroppen er i konstant stress til sidst, når man er i konstant søvn underskud.
    Jeg kender det SÅ meget, så jeg til sidst blev sygemeldt med stress, med summen i hovedet krop og hyletone i ørerne.
    Er du sikker på du danner nok melatonin? Jeg tar i perioder melatonin 6 mg, som gør at jeg kan sove. Og mindfullness kan også i perioder virke.
    Men hvis det virker ved at sove hver for sig, så kan jeg godt forstå det er det i vælger. Man skal gøre det der virker for en, og hvem ved, måske det hele ser anderledes ud, når du er kommet ind i en god soverytme igen 😊😊

  • Du bliver bakket op af forskningen! I hvert fald læste jeg en artikel på Zetland om selv samme råd om at sove i sin egen seng. Jeg kan ikke finde ud af dele artiklen, men den hedder ”Hvorfor deler man egentlig seng med den, man danner par med? Den legendariske sexolog Sten Hegeler mener, det er snotdumt“

  • Hvis det kun er bevægelserne der vækker dig, og ikke lyde som snorken, hvad så med to enkeltsenge, enten ved siden af hinanden eller i hver sin side af det lille værelse?
    Her trækker manden på gæsteværelset ind imellem pga en bebs der vil ammes hver 3 time om natten 😴

  • Det er så befriende at du taler så åbent om det her. Jeg havde i en periode på 5 år store søvnproblemer (og har det stadig i perioder) og jeg syntes sgu det var lidt flovt. Følte det lidt som et tabu, som skulle forklare og undskyldes på en måde. Fjollet, for jeg kunne jo ikke forklare hvorfor jeg ikke altid kunne sove. Hvis jeg da bare vidste det!😆 Ofte blev jeg “bange for søvnen” og kunne nærmest gå hele dagen og være nervøs for at gå i seng af frygt for at ligge vågen igen igen. Nu er det meget sjældent jeg ikke kan sove – her har det været en god ting for mig, at få børn der kører enig træt, og jeg modsat dig rigtig svært ved at sove andre steder end i ske med min mand i min EGEN seng. Hvis du ved, hvad der kan give dig søvnen tilbage så er det da en gave – så ind med dig på det gæsteværelse asap 😉 Sov godt😘

  • Hvis det fungerer for jer, så er det da bare at gøre det. Jeg kender mange par der sover hver for sig, og har ALDRIG tænkt at det var et tabu eller ag det siger noget deres parforhold – bare at de er voksne mennesker der indretter sig, som det fungerer bedst for dem.
    Hos os er problemet at min mand sover bedst alene og jeg sover virkelig dårligt når han ikke er ved min side – se dét kan giver nogle frustrationer 😊

  • Jeg kan heller ikke se problemet. Siden vi fik vores to børn har vi også skiftes til at sove med dem og den anden får ro. Det er så 90% min mand der får gæsteværelset da han fint kan stå tidligt op med børnene i weekenden mens jeg så får et par timer ekstra. Det fungerer bare ikke hvis man er i konstant søvn underskud og man må gøre hvad der giver mest søvn til alle.
    Sex osv foregår alligevel på alle mulige andre tidspunkter / steder når der er børn i huset så det er vi ikke bekymret for:)
    Min mand har også ytret at hvis vi skal sove sammen igen kræver han en KÆMPE seng da han altså sover bedst når der ikke er nogen der rører ved ham og ligger og vender og drejer sig (som jeg også gør) og ingen børn i værelset, så nu må vi se hvad tiden bringer.
    Men ville til enhver tid vælge søvn frem for at sove sammen hvis det ikke fungerer 😉

  • Kunne I ikke sove hver for sig i samme rum? Skubbe sengene fra hinanden eller lignende?
    Jeg har også altid sovet ELENDIGT! Men jeg har opdaget, at jeg sover bedre, hvis der ikke er et ur, jeg kan holde øje med! For så er der ikke andet at gøre, når jeg vågner om natten, end at vende mig om og krydse fingre for, at jeg kan sove en del timer endnu…

  • Herhjemme har vi sovet i hvert sit rum i lidt over et år nu, og det fungerer bare super fint. Vores tvillinger er 14 år, så det har intet med dem af gøre. Hvad folk siger og mener om dette, tager jeg mig ikke af. Det styrer de helt selv. Folk er jo forskellige.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *