Om at blive mor uden at have én

Livet er langt, og der sker så meget, vi ikke kan kontrollere. Nogle gange, når der hænder noget voldsomt og uønsket, får vi en lyst til at kontrollere nogle andre ting. “Det kunne jeg ikke styre, men jeg kan så i det mindste styre det her”.

Jeg gendelte i sidste uge et indlæg, jeg skrev for et år siden omhandlende nogle samtaler, jeg havde haft med Berta om hendes mormor. Indlægget kan læses her, hvis man har lyst.
Det er ikke tit, at jeg deler et indlæg, der handler om min mor, som jeg desværre ikke har længere. Men hver gang jeg gør, kommer jeg i kontakt med kvinder, der har oplevet det samme. Da jeg forleden gendelte det her indlæg, var der nogle stykker, der skrev til mig for at høre, hvordan det var at være mor, når man ikke selv har én. Flere har givet udtryk for, at de overvejede at lade være med at stifte familie, for hvordan kan man blive mor, når man ikke har en mor til hjælp. Det har jeg fået lyst til at knytte lidt flere ord til her.
For mig var det hårdt at blive mor. Ikke at få børn, børnene opførte sig super-meget på linje med det, jeg havde forestillet mig. Men jeg havde regnet med, at jeg ville forvandle mig til mor så snart, at Krapylerne havde forladt min livmoder og taget bolig i verden. At jeg ved et trylleslag ville ændre mig fra at være den MM, jeg kendte, til at være én, der vidste, hvordan man var forælder. Jeg troede, at naturen var indrettet på den måde.

Da jeg var barn, fik vores gravhund, Emma, hvalpe. Så snart, de var født, slikkede hun dem rene, åd moderkagen, og fik dem møffet hen til patterne, så de kunne die. Hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre med alt det, der var kommet ud af hende, og jeg var ret sikker på, at hun hverken havde fået det forklaret eller havde nogen erindring om sin egen fødsel. Så jeg tænkte, at når naturen nu havde været så fix, når det kommer til hunde, havde han nok også indlejret noget i mig. Ikke en lyst til at spise moderkagen, men en viden om, hvad jeg skulle gøre.
Det havde den ikke. Jeg anede ikke en disse, og den følelse af ikke at være chef over situationen forstærkedes af, at min yngel kom til verden lidt for tidligt. Deres første behov var ikke modermælk og dikkedik, det var CPAP, opvarmet madras og sondemad. Andre vidste, hvad der skulle ske og tog over. Jeg fik end ikke chancen for at se, om der skulle være en autopilot et sted i mit system, jeg var i det store hele en smule overflødig lige i starten. Sådan føltes det.
Da der var gået en rum tid, og jeg havde vænnet mig til at spørge læger og sygeplejersker om alt, når det kom til viden og velvære for mine børn, begyndte de at lade være med at svare direkte og tage over, og i takt med ynglens bedring fik jeg i stedet for et svar spørgsmålet “Hvad siger din mavefornemmelse?”. Og jeg var så flov, for den sagde ingenting. Jeg følte mig helt forkert, for jeg havde ingen anelse. Det var derfor, jeg spurgte. Da jeg havde fået det samme modspørgsmål en gang for meget, brød jeg grædende sammen og indrømmede, at min mave altid talte om bernaise og nutella, men aldrig om barnepleje. Jeg følte mig forkert og uegnet.

Det til trods fik vi ungerne med hjem. Følelsen fulgte med. Nu er ungerne snart 7 år gamle, og pludselig stoler jeg så meget på mine egne evner som mor, at jeg har det en lille smule stramt med, at mine børn nu går i skole og derfor kommer hjem med rygsækken fuld af andre menneskers verdenssyn og udlægning af begivenheder. Jon og jeg alene kan ikke længere bestemme, hvad de skal vide. Forleden kom Hugo hjem og spurgte, hvad en massemorder var, og så må man jo svare.
Jeg synes, det var hårdt at blive mor. Uden en mor. Jeg tror, at hvis min mor havde været ved min side, havde hun sagt, at jeg gjorde det godt, og det ville jeg gerne have hørt. Hun havde sagt, at hun selv var skrupforvirret, da jeg kom til verden, da jeg i øvrigt også kom for tidligt og faktisk boede på sygehuset en måneds tid længere end hun (det var andre tider dengang). Jeg tror, hun ville have gjort sit bedste for at fri mig for mine bekymringer, hun ville have sagt, at når jeg nu var endt så heldigt ud med hende som mor, så skulle mine børn nok også overleve at have mig som mor. Hun ville have krammet mig, og jeg ville have lagt mit ansigt i den der grube, der er mellem halsen og skulderen, og jeg ville have stolet på det, når hun sagde det, for hun var jo min mor. Det har jeg savnet, og det savner jeg stadig. Som jeg skriver det, trænger tårerne sig på, og det bliver aldrig anderledes.

Jeg er ikke kommet til at savne  min mor mere af, at jeg har fået børn. Tvært imod. For fordi jeg har fået børn, har jeg lært min mor at kende igen. På en ny måde. Jeg er nu det, jeg selv savner. Jeg har læst, at når jeg vugger mine børn, gør jeg det på samme måde, som min mor vuggede mig. Når jeg trøster mine børn, trøster jeg dem på samme måde, som hun trøstede mig. Helt instinktivt. Det er velsagtens her, man skal finde overlappet mellem min barndoms gravhunds evner udi moderskabet og mine ditto.
Efter at jeg har fået børn, og i takt med, at de bliver ældre, dukker der minder op fra min barndom med min mor, som jeg ellers havde glemt. Ikke altid hele minder, men følelser og erindringsglimt, og jeg kan kende hende i mange af de ting, jeg nu gør og siger til mine børn, og det er så dejligt. Det er en helt anden og meget mere nærværende måde at huske hende på, end det var før, jeg fik børn, hvor jeg kun kunne huske tilbage på minder, som når man ser en film for sit indre blik. Nu er minderne på en måde blevet aktive. Som totalteater. Hun dukker op, uden at jeg aktivt fremkalder mig hende. Som jeg skrev i indlægget om Bertas sorg over min mors død, så ér en del af min sorg over savnet efter min mor blevet erstattet af den kærlighed, jeg har til hende og Hugo. Kærligheden er blevet til kærlighed.
Sådan har det jo altid været med kærlighed – den avler kærlighed.

(Visited 584 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg har ikke mistet en forælder og kan i bund og grund ikke sætte mig ind i det. Men du beskriver det så levende og så kærligt, at det rører mig dybt. Du har en skøn og livsbekræftende måde at se på livet og din egen tilværelse <3

  • Tårerne presser sig også på hos mig, når du beskriver din mors kram. Den der totale og altomsluttende følelse af tryghed, som man får i sin mors favn. Der føler man sig sikker, hjemme, tryg. Og når ens mor dør, mister man det sted, hvor man altid, altid vil føle tryghed. Det har nok været noget af det sværeste ved at miste min egen mor, og selv blive mor mange år senere. Den tryghed giver jeg selvfølgelig videre til min datter, men det minder mig også om, hvad jeg selv mangler.

    • Jeg forstår fuldstændig, hvad du mener. Jeg prøver sådan at fokusere på, hvad jeg har, og ikke hvad jeg mangler. Jeg ved ikke, om det er nogen trøst. Men at jeg har så gode minder og så megen kærlighed med fra min egen mor. Det, synes jeg, er dejligt! <3

      • Du har ret, MM. Min mor var kærlig og omsorgsfuld, og vi havde et tæt forhold. Hun var en stærk kvinde, som var mønsterbryder af rang, og gjorde alt i sin magt for at give mig en bedre opvækst og bedre vilkår, end hun selv havde. Hun var min trygge klippe – jeg var heldig, at hun var min mor. Med min mor som forbillede gør jeg mit bedste for at være min datters omsorgsfulde, trygge klippe ❤

  • Jeg har stadig min mor i fysisk forstand, men efter en hjerneskade er det alligevel som at møde en fremmede. Jeg savner min mor (den hun var) mere efter jeg selv er blevet mor, men det er nok fordi hendes evige forsøg på at give mig dårlig samvittighed over alt hvad jeg gør og ikke gør rigtigt i hendes øjne, er endnu mere smertefuld når det kommer fra den hun nu er blevet. Jeg finder heldigvis ro i at jeg er en fantastisk mor for mine børn, og passer på dem ved at mindske kontakten til hende. Jeg har altid glædet mig til at se min mor være mormor, og troede at hun ville være en fantastisk person i deres liv, og en stor støtte til mig i livet som mor, og skal nu lære at leve med at jeg må stå fast på at hun ikke må passe dem, og heller ikke være alene med dem da skaden i hendes hjerne gør, at hun ikke kan læse andre menneskers følelser og behov.
    Det er mærkeligt at have en mor, og slet ikke have sin mor på samme tid.

    • Jeg er i PRÆCIST samme situation. Min mor var kvartalsalkoholiker i min barndom, selvom ingen opdagede det i vores på overfladen kernefamilie. Jeg kan ikke mindes nogensinde t have fået et kram af min mor, så alt det kan jeg ikke relatere til. Til gengæld kan jeg uden at tøve sige, at jeg selv er en virkelig god og kærlig mor, på trods, eller måske nærmere på grund af min egen barndom. Derfor mener jeg slet ikke man skal bekymre sig over om man kan blive rn god mor uden at have én.

    • “Det er mærkeligt at have sin mor, og ikke have sin mor på samme tid.” Det er præcis sådan, jeg har det!
      Min mor har ikke en hjerneskade, men mange års sygdom, kroniske smerter, medicin(misbrug), selvmelidenhed og manglende blik for andre mennesker har gjort min mor til en anden, end den hun var engang. Vi har et anstrengt forhold og jeg må holde hende ud i strakt arm for at passe på mig selv (og mine børn). Hun kan ikke passe mine børn eller hjælpe med noget. Hun kan ikke rigtig huske noget fra min egen barndom.
      Det krævede lige nogle psykolog-timer for mig, da jeg selv skulle være mor og samtidig håndtere relationen til min egen mor.
      Det er virkelig svært at blive mor uden at have en mor, man kan læne sig op af.
      Så fint et skriv, MM ❤️

      • Jeg har aldrig kommenteret før – trods jeg har fulgt med i mange år.
        Kommentarerne i denne tråd ramte mig dog virkelig. Jeg har altid følt mig helt alene med forholdet til min mor – hun er psykisk syg, egoistisk og meget fordømmende. Jeg har to smukke børn. Blev mor for første gang for fire år siden. Min mor tog ikke del i noget men truede med at ville begå selvmord fordi jeg ikke i samme omfang kunne være der for hende, efter min datter var kommet til verden. Det var forfærdeligt. Og er det stadigvæk. Jeg er vred og ked af mit lod om at have en mor, uden i virkeligheden at have hende. Vores forhold er yderst anstrengt pga de ufattelige ting hun har udsat mig og mine børn for. Jeg føler mig snydt.. og jeg ved godt at det ikke bliver anderledes men nogle gange håber jeg virkelig at hun helt mirakuløst kunne blive rask – mest for mine børns skyld.
        Det blev lidt langt… men det er lidt rart at læse at jeg ikke er den eneste med sådan en mor. Man kan jo slet ikke forstå at en mor vil gøre sine børn ondt. Og det er mig endnu mere uforståeligt efter at jeg selv er blevet mor. Knus og kram og en masse kærlighed til jer alle. I gør det så godt! Og det gør jeg også <3
        Og kram til dig MM. Jeg fik tårer i øjnene da jeg læste dit fine indlæg. Din mor lyder fuldstændig fantastisk

      • Jeg plejer heller aldrig at kommentere på noget, men det er rart at læse om andre der står i samme situation.
        Min mor har faktisk gjort præcis det samme. Hun skrev et farvel brev og truede med at tage en overdosis morfin da min datter var 1 år. Hun håbede på at det betød at jeg igen ville besøge hende/ hjælpe hende som jeg gjorde før jeg blev mor.
        Jeg gik til psykolog i langt tid efter alt dette skete, da jeg kæmpede meget med dårlig samvittighed. Det bedste hun sagde til mig var “ selv hvis du opgiver din egen familie og flytter hjem til din mor, så bliver hun ALDRIG lykkelig”
        Det hjalp virkelig meget på at holde fokus på at jeg skal gøre det der er bedst for mig selv og mine børn.
        Knus

      • Hvor er det vildt at høre at andre har oplevet det samme.
        Særligt den sætning som din psykolog har sagt til dig, rammer mig. Den har jeg hørt rigtig mange gange – men jeg tror ikke at jeg for alvor har sluttet fred med det alligevel. Jeg har også frygtelig dårlig samvittighed over at min mor lider så meget. Det er jo ikke et godt liv… men en læge sagde engang til mig at hvis man involverer sig for meget bliver man med-syg og det kan man jo heller ikke byde sin egen lille familie. Det er virkelig en balance der er svær at navigere i…
        Jeg er glad for at du tog dig tid til at svar. 1000 tak og kram til dig også. Du er sej <3

      • Jeg har min mor endnu. Hun er hverken død, alkoholiker eller syg.
        Hun er og har blot aldrig været en særlig kærlig, nærværende eller omsorgsfuld mor. Ar på hendes sjæl har gjort hende til en følelsesmæssig utilgængelig og hård mor. Jeg har ikke mistet min mor. Men føler heller aldrig rigtig, jeg har haft hende. Der findes mange slags tab og det har taget mig tid at forstå, man også kan føle sorg og tab over noget, man ikke har mistet. Men som blot aldrig har været der. Det har jeg sørget meget over. Og når jeg læser om nogle jeres beskrivelser af den tryghed, man kun kan finde i sin mors kram, bliver jeg på en helt mærkelig måde lidt misundelig. Og skamfuld. For I har jo mistet jeres mor. Og det må være helt forfærdeligt. Jeg ville blot give så meget for at have minder om knus forbundet med tryghed og forståelse.
        Helingen findes for mig i at gøre alt hvad jeg kan for at give mine egne to piger masser af den slags kram – marineret i kærlighed og nærvær.

  • Du skriver, så jeg forstår og føler, som var jeg uden min egen mor. Så fint beskrevet at vores kærlighed til vores egne børn forstærker kærligheden – og forståelsen – til ens nære og kære omkring én ❤️

  • Tak… tusind tak! ❤️ Det er så fine ord og jeg kan relatere til hver og et af dem.
    Kh. Michelle, som mistede sin mor d. 27 maj i år og selv blev mor til en for tidlig født pige d. 7 juni i år.

  • Tusind tak for at sætte så fine ord på! <3
    Jeg har selv mistet min mor da min ældste var 2,5 år og min yngste lå og puttede i maven.
    Dét var hårdt! Og som dig kom følelsen af at være Mor ikke straks – og som dig skammede jeg mig.
    Idag er min ældste også 7 år og den yngste er 5 år. Jeg hviler stadig i mine meninger og holdninger, men jeg oplever stadig en (sund) tvivl om hvad jeg bør gøre i en given situation.
    ..men det 3. øje tager sjældent fejl 🙂
    TAK for dig, MM – du er virkelig een af mine yndlings-blogger-personer 🙂 <3

    • Sikke et fint skriv, din mor lyder meget dejlig. Er der noget din stedmor kan byde ind med ift det du af gode grunde ikke kan få fra din mor nu?
      Jeg spørger fordi jeg heller ikke har min mor. Men hun er aktivt valgt fra, for at passe på mig selv og mine børn. Jeg trøster og putter mine børn med selvlærte og psykolog lærte færdigheder, da jeg ikke havde noget med hjemmefra, jeg kunne give videre i positiv forstand. Jeg er heldigvis en god mønsterbryder og jeg håber mine børn vil se tilbage på mig og deres barndom, som du beskriver dine.
      De har en mormor, min stedmor. Og selvom det aldrig bliver sådan en mor som jeg ønsker mig, så er hun en god mormor for dem og jeg tager alt hvad jeg kan få til dem af kærlighed.
      Jeg bliver trist over at læse vi er så mange der har minus mor på den ene eller anden måde. Men også glad fordi det lyder til vi gør det godt.

  • Jeg får helt tårer i øjnene, ikke fordi jeg har mistet min mor, men fordi min mor aldrig har sagt de ting, din mor ville have sagt til dig, til mig. Jeg ville ønske at jeg kunne have fået den støtte. Nogle gange tænker jeg at det ville have været lettere, hvis hun havde været død, for så blev jeg ikke så skuffet

  • Hej MM,
    Jeg elsker at følge med og elsker når du skriver sådanne indlæg, for de sætter så mange tanker igang, du har så gode refleksioner og jeg tror, der er mange, som kan bruge dine (lidt dybere) indlæg til noget.
    Jeg har egentlig mange gange tænkt på, at jeg ville skrive TAK til dig for at sætte fokus på sorg og de svære ting, selvom du ikke har gjort det så meget igen, og at der selvfølgelig også er en grænse til hvornår det bliver for privat. Men tak for at lukke os lidt med ind i det, som du har lyst til at dele. Jeg er egentlig ikke “typen” der kommenterer, men jeg ville alligevel lige skrive TAK fordi du hjalp mig igennem min første store sorg. I gymnasiet mistede jeg min morfar og det var mit første store tab. Jeg troede, jeg skulle dø af sorg og et spørgsmål, jeg blev ved med at vende tilbage til var: Bliver jeg nogensinde glad igen? For hvordan skulle jeg nogensinde blive glad igen, når jeg havde mistet en, jeg elskede så højt. Der besøgte jeg jævnligt din blog og læste gentagne gange de blogindlæg du har skrevet om din mor og sorg, og de hjalp mig så meget. Det der hjalp allermest var at se, hvor glad du var den dag i dag (og stadig er). For den ting jeg allerbedst kan lide ved mig selv, er mit gode humør – og da det forsvandt, kunne jeg slet ikke genkende mig selv. Men at se dig – så glad for livet på trods af at have mistet en så vigtig person, gav mig håbet tilbage om, at jeg nok skulle blive glad igen.
    Og det er jeg heldigvis den dag i dag. Nu læser jeg til socialrådgiver, er flyttet hjemmefra og mit gode humør er vendt tilbage. Og det skal du have verdens største TAK for at dele <3 Der var du den største inspiration til mig – helt uden du vidste det, men det ved du nu 🙂

    • Hej Anne.
      Jeg sidder og tuder ned i tastaturet lige nu. Det er simpelthen den skinbarlige sandhed. Ikke bare overfladespænding, men store, salte tårer.
      Det rører mig ægte og dybt, at du har kunnet finde trøst i de skriv, jeg har lavet om emnet, og når du så bringer mit gode humør ind i billedet, så knækker stemmen sgu over her i min ende. For det kan jeg kende mig selv i – det, du beskriver. Om ikke at kunne kende sig selv, når man ikke er hende, den glade, den sjove. Men det bliver man jo igen. Det virker umuligt i momentet, men det bliver man igen. Lykken er en lille, buttet korkprop. Den finder altid op til overfladen.
      Stort og dybfølt tak fra mig. <3

  • Det er simpelthen så fint et indlæg MM, tusind tak for at dele dine tanker med os. Du er en fantastisk fortæller, og jeg bliver altid rørt til tårer, når emnet falder på din mor eller din egen rolle som mor.
    Min kæreste mistede sin mor lige før, jeg mødte ham for 5 år siden. Det er stadig svært for ham at tale om, men jeg føler, at jeg forstår ham bedre gennem dine indlæg.
    Jeg håber, vi læsere bliver ved med at få fornøjelsen af denne type indlæg, og stort tak for alt det, du allerede har sat ord på og delt med os.

  • Kæreste MM,
    Du rammer helt rigtigt igen, ind i de følelser der er svære.
    Jeg mistede også min mor – desværre til alkohol – da jeg var først i 20´erne, og derfor før jeg fik børn. Og jeg ved, at havde sol og måne stået anderledes og hvis livet havde været blidere ved min mor, så havde hun kunnet beskrives som din, og elsket os alle til vi var små kærligheds-rosiner.
    Min far derimod, døde senere af alkohol ligeså; dog efter at mine børn var kommet til verden. Her var til gengæld ingen kærlig bedstefar og han fik aldrig en nær relation til mine børn.
    Så det jeg prøver at sige er egentlig at du har fuldstændig ret – de vi har mistet, der elskede os højt i livet kan vi stadig føle elske os – for vi mærkede at vi var vigtige og værdsatte. Og det er fantastisk, at du lige trækker det frem og pudser det af. Så tak for det – jeg sender i dag min mor en ekstra kærlig tanke.
    Kram fra Lene

  • Åh jeg elsker de her mere tænksomme indlæg. Altså jeg elsker også alle dine gak&løjer – ja sågar reklamerne osv., fordi du altid er ærlig! Men du skriver jo så mit hjerte synger….eller græder som i dette tilfælde❤️
    Dine børn er heldige med deres mor!

  • Så rørende et skriv. Er nybagt mor – og har min mor – men hun bor langt væk og har været nødt til at være der meget for min mormor (som er syg) og ikke så meget for mig. Savner hende vildt meget, så særligt det du skriver om at vi trøster ens, fik mig til at føle, at hun alligevel er tæt på. Tak. Det havde jeg brug for. ❤️

  • Så fint skriv. Jeg får helt våde øjne. Jeg har stadig min mor, men der er først lige gået op for mig at jeg putter min dreng ligesom min mor puttede mig. Og jeg trøster min dreng som min mor trøstede mig som barn. ❤️

  • Jeg savner min far ♥️
    Også 5 år efter.
    Men han lever videre i os, når jeg opdager, at jeg har videregivet hans glæde til bøger/natur/historie osv til mine egne børn. Og når de ældste pludselig siger “det var ligesom morfar” eller vil høre en morfar-historie.
    Og så det savnede kram… Jeg ved hvad du mener, min far gav de bedste kram i verden!

  • Så fint. En sætning ramte mig virkelig hårdt puha 😘 “ Jeg er nu den, jeg selv savner” Giver virkelig stof til eftertanke. Tak for det.

  • Jeg har selv mistet min mor i veldig ung alder, og nå går tankene om hvornår vi skal få vårt første barn. Håpet er at vi begynner å prøve veldig snart, men en av de tingene som jeg faktisk tenker mye på, og som har stoppet meg, er hvordan man reagerer når man blir gravid, er gravid og får et barn når man selv ikke har en mor å lene seg på. Blir savnet større? Vil man føle at ting er håpløst når man “ikke har noen å vende seg til”? Vil det føles ekstra ensomt, når “alle andre” har en mor å lene seg på? Så mange tanker, men jeg vet at om jeg får barn så vil jeg videreføre alt det fine hun lærte meg <3

  • Min mor findes. Fysisk. Et sted i verden. Hun har givet mig en lousy opvækst fuld af usikkerhed, fattigdom og ligegyldighed. Og hun fortjener ikke, at jeg sender hende én eneste positiv tanke omkring det at være mor.
    Så jeg har haft absolut intet at sammenligne med, da jeg selv fik børn. Alle mine mor/barn-oplevelser har været nye for både barn og mor. Kram, trøst, stolthed, usikkerhed – uden noget at spejle sig i.
    Så jeg tænker, at du skal være gad for, at du i det mindste har mærket det selv. Altså kærligheden fra din mor til dig.
    Jeg har kun oplevet den gennem mine børn.
    På en måde har det været (og er det) vildt empowering at kunne være en awesome mor (for det er jeg), selv om forudsætningerne for det ikke er vildt imponerende.
    Og jeg håber så meget, at mine børn vil se mig som et forbillede, når de selv når dertil <3

  • Jeg kommer sådan til at tænke på Naja Marie Aidts “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage”. Al den kærlighed du fik fra din mor, og som I havde, giver du nu videre til dine børn <3

  • Tak for et virkelig fint indlæg, MM! Det giver betryggende genklang hos mig.
    Jeg mistede selv min mor da jeg var 12 og er nu gravid for første gang. Savnet til min mor har under min graviditet fået en helt ny dimension. Jeg mangler min mor at spejle mig i, i forhold til at være gravid, føde og blive nogens forælder. På grund af komplicerede familieforhold er der ikke andre omkring mig, der kan fortælle mig, hvordan det var for hende, da jeg kom til verden. En helt ny kategori af ubesvarede spørgsmål er derfor dukket op, og sådan oplever jeg tit konsekvensen af at mangle en forælder. Et slags identitetstab faktisk, eller et manglende kapitel i historien om, hvem jeg er. Det giver en usikkerhed, som jeg forestiller mig at mødre med mødre kan tøjle bedre, fordi de har nogle at læne sig op af. Jeg prøver at se denne selvstændighed som en styrke, og har heldigvis andre dejlige kvinder omkring mig, som jeg kan spørge til råd. Men det bliver jo aldrig helt som sin egen mor <3

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *