Når hævnen rent faktisk ér sød …

Jeg har aldrig gjort mig specielt meget i hævn. Jeg kan blive gal i skralden som ingen anden, især når jeg føler, at nogen tager mine ord ud af kontekst, skyder mig ting i skoene og/eller behandler mig uretfærdigt. Men jeg er en hat til at bære nag, og det lyserøde spejlglas, der er installeret i mit bakspejl gør, at jeg har svært ved at få ført nogen egentlig hævnaktion ud i livet, mens det stadig er relevant. Jeg vil hellere huske de gode momenter i det, der ligger bag mig. Det, jeg alligevel ikke kan tage med mig videre, lader jeg fare.

Jeg er til gengæld rigtigt god til at bære nag på andres vegne. Det, tror jeg, er et karaktertræk, mange kvinder kender. Jeg har tilgivet dem, der har røvrendt mig i mit liv og har fine forhold til langt de fleste af mine tidligere flammer i dag, uanset hvordan det sluttede. Det er ikke alle mennesker, jeg ville tilbyde en plads i min bestyrelse, hvis jeg nogensinde skulle få sådan én, men det mishag, jeg engang havde i den retning, få ingen ilt længere. Men har nogen så meget som set skævt til min søster eller har en flirt svaret en venindes alenlange SMS med et “O.K.”, glemmer jeg det aldrig.

Min ekskæreste sagde engang til mig, at den bedste hævn var at leve godt, og jeg tror, han har ret. Det er så simpelt, og så er det ret fint midt i elendigheden. Det tager uretten, som fodrer alt det, man ikke kan lide hos sig selv, og gør det i stedet til et fyrtårn af godt at stræbe imod. Det fordrer, at man aktivt træder ud af og forlader det dårlige til fordel for det gode. Det går fra at handle om at gøre en anden slet til at gøre sig selv godt.
Og hvis dette menneske i ens liv eller fortid virkelig ønsker en det ilde, vil vedkommende stå tilbage med én af to følelser, når man stortrives og lever sit liv i bedste velgående: De vil enten blive imponerede eller misundelige. Og har man nogen, man ønsker at hævne sig på, må det da i sandhed være den mest ønskelige tonic, man kan skænke dem. Alternativet er, at de faktisk i virkeligheden er ligeglade, og så har man således brugt sin tid på at gøre godt for sig selv fremfor at at hyppe

Lader man jagten på det gode liv være ens hævn, glemmer man ret hurtigt, hvad der var drivkraften, og pludselig vil man opleve, at den magt, den eller de personer i ens fortid havde, er forsvundet. Man tilgiver passivt, for det er ikke længere vigtigt.
Jo mindre nag, man bærer, des bedre. Og det, der skal til for at tilgive, kommer faktisk kun meget sjældent udefra.

(Visited 4.404 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *